Kartoffelboller

Sprøde og Luftige kartoffelboller

Kartoffelboller er en skøn måde at bruge kogte kartofler på – uanset om de er til overs fra aftensmaden, eller du har kogt dem netop for at bage. Kartoflerne gør bollerne ekstra saftige og giver en blød krumme, mens skorpen bliver dejligt sprød, når de kommer ud af ovnen.

Den her opskrift på kartoffelboller er både nem og overskuelig. Dejen røres hurtigt sammen, skal ikke æltes og koldhæver natten over, så du næste morgen kan bage friskbagte boller med masser af smag. Det gør dem oplagte både til morgenbordet, madpakken eller en god frokost.

Hvis du, ligesom mig, holder af hjemmebagte boller med en sprød skorpe og en luftig krumme, så tror jeg, de her koldhævede kartoffelboller hurtigt bliver en favorit.

Kartoffelboller - hjemmebagte, koldhævede boller med kogte kartofler.

Kartoffelboller

Vær den første til at vurdere!
Bløde og luftige kartoffelboller med saftig krumme og gylden skorpe. De er nemme at bage og perfekte til morgenmad, madpakke eller brunch.
Antal: 12 boller

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Hævning 12 timer
Samlet tid 12 timer 50 minutter

Køkkenudstyr

Ingredienser

  • 375 g vand
  • 1 spsk honning (eller sukker)
  • 15 g gær (eller 3 g tørgær)
  • 225 g kartofler (gerne melede kartofler)
  • 750 g hvedemel type 00
  • 15 g fint salt
  • evt. finvalsede havregryn (til drys, kan udelades)

Instruktioner

  • Kog kartoflerne møre, hvis du ikke bruger kogte rester, og lad dem køle helt af.
  • Rør gær og honning eller sukker ud i det kolde vand.
  • Mos de kogte, afkølede kartofler helt fint med en gaffel eller en kartoffelpresser. Rør dem ud i vandet.
  • Rør hvedemelet i lidt ad gangen og til sidst saltet.
  • Rør dejen godt sammen med en grydeske eller en dejskraber, til der ikke længere er tørt mel. Dejen skal være blød og let klistret.
  • Dæk skålen til, og lad dejen hvile ved stuetemperatur i ca. 30 min.
  • Fugt hænderne let med vand. Tag fat i den ene side af dejen, træk den forsigtigt op og fold den ind over midten. Drej skålen en kvart omgang, og gentag, til du har foldet dejen 4 gange. Dæk skålen til igen.
  • Lad dejen hvile 30 min., og gentag foldningen. Gentag hvile og foldning, til du har foldet dejen i alt 3 gange. Dejen bliver mere glat, spændstig og luftig for hver foldning.
  • Dæk skålen til, og stil den i køleskabet i 10-20 timer.
  • Forvarm ovnen til 230 grader almindelig ovn.
  • Beklæd en bageplade med bagepapir. Vend forsigtigt dejen ud på et meldrysset bord uden at slå luften ud af den. Del dejen i 12 lige store stykker med en dejskraber, og læg dem på bagepladen.
  • Pensl bollerne let med vand, og drys dem eventuelt med finvalsede havregryn, hvis du ønsker et rustikt udtryk.
  • Bag kartoffelbollerne ved 230 grader almindelig ovn i ca. 18-22 min., til de er gyldne og sprøde.
  • Lad bollerne køle af på en bagerist, inden de serveres.

Tips til opskriften

Opbevaring: Bollerne er bedst på bagedagen. Frys dem gerne ned, når de er helt afkølede, og lun dem kort i ovnen før servering.
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Print
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion_mad eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!
Kartoffelboller - hjemmebagte, koldhævede boller med kogte kartofler.

Ingredienser i Kartoffelboller

  • Vand – Vand samler dejen og giver den den bløde konsistens, som er vigtig i denne type koldhævede boller. Jeg bruger koldt vand her, fordi det passer godt til den lange hævetid.
  • Honning – Honning giver en mild sødme, som klæder bollerne rigtig godt. Du kan også bruge sukker, hvis det er det, du har stående.
  • Gær – Gær får dejen til at hæve stille og roligt. Både almindelig gær og tørgær kan bruges, så du kan tage det, der passer bedst ind hos dig.
  • Kogte, afkølede kartofler – Det er dem, der gør disse boller med kartofler så saftige og lækre. Jeg synes især, at melede kartofler er gode, fordi de er nemme at mose fint og giver en rigtig god bolle.
  • Hvedemel – Hvedemel giver struktur og gør det muligt at få luftige kartoffelboller med en pæn højde. Jeg bruger som regel helt almindeligt hvedemel, og det fungerer rigtig godt.
  • Fint salt – Salt løfter smagen og gør, at bollerne ikke kommer til at smage fladt. Jeg rører det altid i til sidst sammen med melet.
  • Finvalsede havregryn – Havregryn på toppen er valgfrit, men jeg synes, det giver et rustikt udtryk og en fin overflade. Du kan sagtens udelade dem, hvis du vil have helt enkle kartoffel boller.

Derfor bliver kartoffelboller så saftige

Det smarte ved kartoffelboller er efter min mening, at de holder sig lækre i længere tid end mange andre boller. De kogte kartofler gør en tydelig forskel i dejen, og det kan man både mærke, når bollerne er nybagte, og dagen efter, hvis der er nogen tilbage. Krummen bliver blød og lidt fugtig på den gode måde, og det er netop derfor, jeg så godt kan lide at bage boller med kartofler.

Jeg synes ofte, at almindelige hvedeboller hurtigt kan blive tørre, især hvis de skal bruges som boller til frokost eller smøres og tages med næste dag. Her er kartoffelboller bare bedre. De er mere saftige, og de føles mere mættende uden at blive tunge. Det er også derfor, jeg tit vælger denne kartoffelboller opskrift, hvis jeg vil bage noget, der både fungerer som morgenboller og som boller til madpakken.

Smagen er også værd at nævne. Kartoffel giver ikke en kraftig smag, men den giver en mild rundhed, som jeg personligt synes gør hjemmebagte boller mere spændende. Det er ikke en bolle, der smager af kartoffelmos, men du kan godt mærke, at der er noget ekstra i dejen. Resultatet bliver hjemmelavede kartoffelboller, som både børn og voksne som regel er virkelig glade for.

Kartoffelboller - hjemmebagte, koldhævede boller med kogte kartofler.

Koldhævede kartoffelboller

Jeg er meget glad for koldhævede kartoffelboller, fordi de passer så godt ind i en almindelig hverdag. Jeg kan røre dejen sammen om aftenen, give den de nødvendige foldninger og så stille den i køleskabet. Næste morgen skal den bare deles op og bages. Det gør det meget nemmere at servere friskbagte boller uden at starte dagen med en stor bageopgave.

For mig er det også en af de store fordele ved koldhævede boller generelt. Dejen står stille og roligt på køl, og det giver nogle rigtig gode morgenboller med masser af luft. Jeg synes især, at denne metode passer godt til kartoffelboller, fordi dejen i forvejen er blød og lidt klistret. Efter en nat på køl bliver den mere medgørlig at arbejde med, samtidig med at bollerne stadig holder sig lette og luftige.

Hvis du gerne vil bage boller til morgenmad i weekenden, er det her en virkelig god løsning. Jeg bruger også ofte denne type dej, når jeg får gæster til brunch, fordi det føles luksusagtigt at kunne sætte nybagte boller på bordet uden at stå op i alt for god tid. Og som boller til frokost fungerer de også rigtig godt, især med ost, pålæg eller bare lidt smør. Koldhævede kartoffelboller er med andre ord både praktiske og virkelig lækre.

Tips til de bedste kartoffelboller

Brug kogte, afkølede kartofler

Jeg synes, de bedste kartoffelboller bliver lavet med rester af kogte kartofler, som afkøles. De er nemmere at mose fint, og de passer perfekt til en dej, der skal hæve længe og roligt. Har kartoflerne stadig lidt varme, plejer jeg at vente, for det giver efter min mening en mere forudsigelig dej, når alt har nogenlunde samme temperatur fra start.

Hvis du har kartofler fra aftensmaden, så er de oplagte her. Det er en rigtig god måde at få brugt rester på, uden at det føles som en resteret. Tværtimod synes jeg ofte, at de bedste kartoffel boller bliver til netop sådan. Har du melede kartofler tilbage, er det min favorit, men andre kogte kartofler kan også bruges, så længe de moses godt ud.

Og ja, skal de nu moses helt fint eller må der gerne være lidt små kartoffelstykker i dejen? Det er et temperamentsspørgsmål. Jeg kan personligt godt lide, at der er bittesmå stykker synlig kartoffel i dejen og dermed den færdigbagte kartoffelbolle, så derfor moser jeg dem lidt groft. Andre vil helst ikke se de synlige tegn, og så moser du dem bare helt fint. Hvis du vil se, hvordan de overskårede kartoffelboller ser ud, når der er små kartoffelstykker i, så kig på billedet herunder. Det er de små gule “dutter”, der er kartoffelstykker – og de smages ikke.

Kartoffelboller - hjemmebagte, koldhævede boller med kogte kartofler.

Dejen må gerne være blød og lidt klistret

Mange bliver fristet til at tilsætte ekstra mel, hvis dejen virker blød. Det forstår jeg godt, men her plejer jeg at holde igen. Dejen til kartoffelboller skal ikke være fast som en klassisk bolledej. Den må gerne være lidt klistret, for det er en del af vejen til luftige kartoffelboller.

Jeg bruger altid våde fingre, når jeg folder dejen. Det gør arbejdet meget nemmere! Især i starten, er dejen uelastisk, men det ændrer sig allerede ved 2 gang foldning, men det kræver, at du IKKE hælder for meget mel i. Hvis du vil arbejde med at folde en dej, så skal den altså være fugtig, men ikke våd. En anden negativ ting ved at tilføje mere mel er, at hvis du hælder for meget mel i, bliver bollerne mere kompakte, og så mister du noget af det, der gør denne kartoffelboller opskrift så god.

Foldning giver flotte og luftige boller

Jeg springer ikke foldningerne over i denne opskrift. Det er efter min mening her, dejen virkelig begynder at samle sig og blive nemmere at arbejde med. Efter hver omgang bliver den mere glat, og det gør en stor forskel, når du til sidst skal dele den op til boller.

Jeg plejer at være forsigtig, når dejen vendes ud på bordet. Jeg vil gerne beholde så meget luft som muligt, så jeg trykker den ikke flad. Det er især vigtigt, hvis du går efter hjemmelavede kartoffelboller med en let og luftig krumme.

Jeg lader nærmest dejen løbe ud af skålen og ned på et meldrysset bord. Så skærer jeg tilpas store stykker af dejen med min dejskraber og løfter dem over på et stykke bagepapir. Her ligger de så og efterhæver imens ovn og bagestål, pizzasten eller en bageplade bliver varmet godt og grundigt op. Bruger du bagestål eller pizzasten, skal du beregne 1 time og det passer så fint med efterhævning af kartoffelbollerne. Bruger du en af ovnens bageplader, så kan du nøjes med en halv times opvarmning.

Jeg løfter dem over på bagestålet med bagepapiret og ved hjælp af en pizzaspade. Så undgår jeg at brænde fingrene på den brandvarme plade.

Kartoffelboller - hjemmebagte, koldhævede boller med kogte kartofler.

Drys med havregryn for et rustikt udtryk

Jeg synes, finvalsede havregryn på toppen klæder kartoffelbollerne rigtig godt. Det giver et lidt rustikt look, som passer godt til saftige boller og morgenboller. Samtidig ser de bare ekstra indbydende ud i brødkurven.

Du kan sagtens udelade havregryn, hvis du vil have mere enkle boller med kartofler. Smagen er stadig god, og du får stadig den sprøde skorpe. Jeg bruger det mest, når jeg vil have dem til at se lidt mere grove og hyggelige ud.

Kartoffelboller - hjemmebagte, koldhævede boller med kogte kartofler.

Sådan serverer jeg kartoffelboller til morgenmad og frokost

Kartoffelboller er nogle af de boller, jeg synes er mest anvendelige. De kan sagtens stå på morgenbordet med smør, ost, marmelade og lidt frugt ved siden af, og så føles det straks som en ekstra god start på dagen. Som boller til morgenmad er de især gode, fordi de er bløde indeni, men stadig har en fin skorpe udenpå.

Hvis jeg serverer dem til brunch, sætter jeg dem gerne sammen med andre hjemmebagte ting og lidt sødt på bordet. De spiller godt sammen med både milde og mere salte ting. Det er netop derfor, jeg synes denne opskrift på kartoffelboller er så brugbar. Den er hverken kun til weekend eller kun til hverdagsmad. Den fungerer til begge dele, og det er altid rart med en bolle, der kan lidt af det hele.

Til frokost bruger jeg dem ofte som helt almindelige sandwichboller eller bare halveret med pålæg. De passer godt til både ost, skinke, kyllingesalat og æg. Jeg synes faktisk også, de er rigtig gode med lidt smør og et drys flagesalt, mens de stadig er let lune. Det enkle er ofte det bedste her.

Prøv kartoffelboller som sandwich med friske salatblade i bunden og så toppet med lidt af de lækre pålægssalater:

Tunsalat
Nem og hurtig opskrift på hjemmelavet tunsalat med creme fraiche, mayonnaise, løg og purløg. Perfekt til frokost med rugbrød og som sandwichfyld.
Se opskriften her
Tunsalat - Hjemmelavet tunsalat med rødløg og purløg
Hønsesalat
Hjemmelavet hønsesalat – Nem og lækker opskrift med kylling, champignoner og sprød bacon, vendt i cremet dressing. En klassiker til frokosten.
Se opskriften her
Hjemmelavet hønsesalat med sprødstegt bacon og purløg.
Varmrøget laksesalat
Nem og hurtig opskrift på en virkelig lækker pålægssalat med varmrøget laks vendt med creme fraiche, syltet agurk og dild.
Se opskriften her
Varmrøget laksesalat - hjemmelavet pålægssalat med varmrøget laks og dild.
Æggesalat
Nem opskrift på hjemmelavet æggesalat – fyldig og lækker med purløg, karry og måske lidt bacon for ekstra luksus. Til frokost, sandwich og påske.
Se opskriften her
Æggesalat - hjemmelavet æggesalat i skål

Kan kartoffelboller fryses?

Ja, det kan de heldigvis, og jeg synes faktisk, de egner sig rigtig godt til fryseren. Hvis jeg alligevel bager en portion hjemmelavede kartoffelboller, fryser jeg ofte halvdelen ned, så jeg har hurtige boller klar til en travl morgen eller en nem frokost. Det gør dem ekstra praktiske, især hvis du gerne vil have boller til morgenmad uden at bage fra bunden hver gang.

Jeg lader dem altid køle helt af, før de kommer i fryseren. Derefter pakker jeg dem i poser, så de er nemme at tage op enkeltvis eller i små portioner. Når vi skal spise dem, tager jeg dem enten op i god tid eller varmer dem kort i ovnen. Det synes jeg giver det bedste resultat, hvis skorpen gerne må blive lidt sprød igen.

Efter min mening er det også en god idé at fryse dem samme dag, de er bagt. Så holder de sig bedst. De er stadig saftige, når de tøs op, og det er endnu en grund til, at jeg er så glad for kartoffelboller. De bevarer virkelig deres gode konsistens flot, også efter en tur i fryseren.

Andre opskrifter du kan lide

Er du glad for hjemmebagte boller, kan du også prøve mine koldhævede boller, som er en af bloggens mest populære brødopskrifter, gulerodsboller eller de skønne bamseboller, der er højt elsket af både børn og voksne. Skal bollerne serveres til brunch, passer de også godt sammen med mit koldhævet focaccia eller focaccia med tomat , hvis du ønsker lidt italiensk inspiration.

Koldhævede boller
Opskrift på nemme og luftige brusebadsboller. Æltefrie morgenboller, der kan varieres med forskelligt mel, gryn, frø og kerner.
Se opskriften her
Hjemmebagte koldhævede boller uden ældtning
Gulerodsboller
Gulerodsboller – Her får du en nem og hurtig opskrift på store bløde og luftige boller med revet gulerod og måske lidt solsikkekerner. Bollerne er fryseegnede.
Se opskriften her
Gulerodsboller - Hjemmebagte boller med revet gulerod.
Bamseboller
Min bedste opskrift på store, bløde og luftige bamse boller – elsket af store og små. Perfekte til hygge i hverdagen og week-enden.
Se opskriften her
Bamseboller - Store, bløde og luftige hjemmelavede bamseboller.
Focaccia med tomat
Koldhævet focaccia med tomater og en sprød, gylden skorpe. Det luftige madbrød er nemt at bage og skønt som tilbehør til både hverdag og gæster.
Se opskriften her
Focaccia med tomater - hjemmebagt italiensk brød med tomater.
Kartoffelboller - hjemmebagte, koldhævede boller med kogte kartofler.

FAQ

Kan kartoffelboller fryses?

Ja, kartoffelboller kan fryses rigtig fint. Jeg lader dem køle helt af, pakker dem godt og fryser dem ned samme dag. Når de skal bruges, varmer jeg dem gerne kort i ovnen, så de igen bliver lune og får lidt sprød skorpe.

Kan jeg bruge rester af kogte kartofler?

Ja, det er faktisk en oplagt måde at bruge rester på. Kolde, kogte kartofler fra aftensmaden passer virkelig godt i denne kartoffelboller opskrift og giver nogle saftige boller med blød krumme og god holdbarhed.

Hvorfor bliver kartoffelboller så saftige?

Kartoflerne gør, at bollerne holder bedre på fugten. Derfor får du luftige kartoffelboller, som føles bløde og saftige både samme dag og dagen efter. Det er en af grundene til, at boller med kartofler er så populære.

Kan de koldhæve længere end natten over?

Ja, de kan som regel sagtens stå længe på køl. Jeg synes, de fungerer fint inden for et langt spænd, så længe dejen ser frisk og luftig ud. Det gør koldhævede kartoffelboller meget nemme at passe ind i hverdagen.

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering