Om Majspassion

Jeg hedder Maj Schjøth og du er landet her midt i mit farverige madunivers, hvor jeg udlever min passion for mad – deraf navnet MAJSPASSION.

Jeg er på ingen måde uddannet inden for kost og ernæring, men har en ægte glæde ved at lave mad til min familie og venner – og den glæde, vil jeg gerne dele med DIG!

Jeg er gift med Niels Chr og sammen har vi 3 voksne drenge, en dejlig svigerdatter og så er der også kommet 2 skønne børnebørn til.

Familielivet fylder meget hjemme hos os og vi elsker at samle hele banden omkring middagsbordet med hygge, snak og dejlig mad. 

Vi bor på det naturskønne Sydals, der ligger tæt på Sønderborg med skov, strand og fjord lige uden for døren. Det er heldigt, for vi elsker naturen og er totalt afhængig af de daglige gåture med hunden igennem skoven og vores ture på golfbanen. 

Historien bag Majspassion

Min madblog startede egentlig som noget, der aldrig var meningen skulle ud til andre end familien og vennerne. Et lille privat projekt, så drengene i takt med at de flyttede hjemmefra kunne få inspiration og hente opskrifter, når de stod i Netto og ikke kunne huske, hvordan man nu lige laver lasagne eller boller i karry.

Så egentlig var det aldrig meningen, at Majspassion skulle indeholde andet og mere end bare de mest efterspurgte opskrifter til drengene. 

Men de få opskrifter blev efterhånden til flere og en dag blev jeg opmærksom på, at der også var andre end mine drenge og nærmeste venner, der havde fundet vej ind til mine opskrifter – og en madblog blev født.

Nu har du også fundet vej til mig og jeg er sikker på, at vi deler en fælles passion for nem og lækker mad. 

Jeg håber, at jeg kan gi dig masser af inspitation og nemme opskrifter på dejlig mad, der laves med enkle råvarer, som du kan finde i helt almindelige dagligvarebutikker, mad med masser af smag og som vil gi dig og din familie glæde omkring middagsbordet.

Velkommen til Majspassion!