Mexicansk suppe
Fyldig og lækker mexicansk suppe med skøn smag. Du kan lave suppen vegetarisk ved enten at udskifte det hakkede oksekød med en ekstra dåse bønner f.eks. kidneybønner eller erstatte kødet med en plantefars.
Mexicansk suppe med oksekød, bønner og quinoa
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- Lidt olivenolie
- 1 stk gult løg (stort) – fintsnittet
- 3-4 fed hvidløg – fintsnittede
- 1 stor rød snackpeber – fintsnittet
- Evt 5-6 stk padronpeber – skåret i skiver (Kan du ikke få fat i padronpeber kan de enten helt udelades eller erstattes af 1/2 grøn peberfrugt der fintsnittes.)
- 400 gram hakket oksekød (Kan erstattes af en vegansk udgave eller en ekstra dåse bønner f.eks. kidneybønner)
- 1 dåse/brik flåede hakkede tomater (400 gram)
- 1 dåse/brik sorte bønner – drænet (400 gram)
- 150 gram quinoa
- Ca 8 dl kraftig kyllingebouillon
- 1 dåse majs – drænet
- 1 tsk chilipulver (Jeg bruger D'espelette poudre)
- 1 tsk stødt spidskommen
- 100 gram friskrevet ost (Jeg bruger rød cheddar)
- 1 stk lime – saften til at smage til med
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
Til servering:
- Lidt ekstra friskrevet ost
- Lidt bredbladet persille eller koriander
- Lidt padronpeber skåret i skiver
- 4 stk majstortillas
Instruktioner
- Varm olivenolie op i en stor gryde og sauter løg, hvidløg og rød snackpeber og padronpeber til løgene er klare.
- Tilføj det hakkede oksekød og steg det me nogle minutter – bryd det op med en grydeske. Herefter tilføjes krydderierne som lige skal ha lov til at stege med inden du tilføjer bouillon og de hakkede, flåede tomater.
- Skyl quinoa grundigt og lad den dryppe lidt af inden den tilsættes suppen, hvor den skal koge med i 15 minutter.
- Herefter tilsættes de sorte bønner og majs og suppen smages til med flagesalt, friskkværnet peber og evt lidt limesaft.Når bønner og majs er varmet godt igennem sænkes varmen og osten røres i. Undgå at suppen kommer i kog herefter.
- Pynt med bredbladet persille, padronpeber og server rygende varm sammen med lidt ekstra revet ost og lune majstortillas.
- Rigtig god fornøjelse!
For mig føltes det, som havde nogen pludselig fundet ud af, at sommeren da havde varet alt for længe, hvorefter der blev slukket for både lyset og varmen. Og det kalder bestemt på suppe – og gerne en med fylde og lækker smag.
Det får du med den her dejlige mexicanske suppe, hvor jeg har brugt hakket oksekød, sorte bønner og majs sammen med varme krydderier til at gi dejlig smag og sunde quinoa til at gi fylde.
Foretrækker du at holde din mexicanske suppe vegetarisk, så kan du enten helt udelade oksekødet og i stedet tilføje en dåse kidneybønner eller erstatte kødet med en vegansk udgave.
Vild med suppe..?
Er du også vild med suppe? Så vil du helt sikkert blive glad for mine andre opskrifter på suppe. Prøv f.eks. de her:
Ærtesuppe – vegetarisk eller med sprød parmaskinke
Kartoffelsuppe | Fyldig suppe med spicy topping
Blomkålssuppe | Cremet og lækker med bagt blomkål.
Mexicansk taco suppe | Lækker suppe til de travle dage
Thaisuppe – opskrift med kokosmælk og kylling
Bagt tomatsuppe – fantastisk suppe med masser af smag
Gazpacho – kold spansk grøntsagssuppe
Kold ærtesuppe – mousserende og med sprød topping