Gulerodsvafler

Skønne gulerodsvafler, der både smager godt og ser smukke ud…

Vafler kan laves både sunde og ja…..ikke helt så sunde. Disse, der er lavet på gulerødder og havregryn hører heldigvis til de sundere af slagsen, for de smager bare så dejligt. Jeg bruger dem både til hverdag og lidt festligere lejligheder, hvor jeg så deler vaflen i de små hjerter og serverer dem med fyld som lune canapeer eller forret.

Du kan variere toppingen alt efter om de skal være mere hverdagsagtige eller til en festlig lejlighed – neden for har jeg lavet nogle forslag du evt. kan lade dig inspirere af.

Opskriften er til ca 6 styk alt efter hvor tykke du laver dem.

Du skal bruge følgende:

  • 3 gulerødder
  • 100 gram havregryn
  • 2 æg
  • 3 dl mælk
  • 1 lille tsk bagepulver
  • Salt og friskkværnet peber
  • Lidt olie til vaffeljernet

Sådan gør du:

  1. Skræl og riv gulerødderne fint
  2. Blend havregrynene til fint mel
  3. Pisk æg og mælk godt sammen
  4. Tilsæt de revne gulerødder, havremelet, bagepulver, salt og friskkværnet peber og rør det sammen til en ensartet masse
  5. Lad dejen hvile 15 minutter
  6. Tænd vaffeljernet og pensel lidt olie på fladerne, så vaflerne ikke sætter sig fast
  7. Bag vaflerne til de er gyldne på begge sider (jeg oplever at de skal bage lidt længere end normalt pga gulerødderne)
  8. Hold vaflerne varme i en opvarmet ovn eller dæk dem til og sæt dem på køl
  9. Når de skal bruges varmes de et par minutter i ovnen ved 150 grader, så bliver de fint sprøde igen

Tip til topping:

Vaffel – tomat i skiver – guacamole – røget laks – dild eller purløg – fintsnittet rødløg – skovsyre eller brøndkarse

Vaffel – sprødstegt bacon – tomat i skiver – guacamole – stegt kylling – fintsnittet purløg

Vaffel – sprødstegt bacon, tomat i skiver – ægge/avocado-mos – røget laks – fintsnittet rødløg og purløg

Vaffel – hvidløgscreme – stegt kylling – rød peberfrugt – fintsnittet rødløg og purløg

Vaffel – skiveskåret avocado – røget laks – græsk yoghurt eller creme fraiche 18% – finthakket rødløg – fintsnittet purløg og pyntet med skovsyre eller brøndkarse.

Ægge/avocado-mosen: Et hårdkogt æg moses med en avocado, tilsæt lime limesaft, græsk yoghurt, salt og friskkværnet peber samt fintsnittet purløg og evt dild.

Hvidløgscreme: Cremefraiche eller græsk yoghurt, friskpresset hvidløg, lime- eller citronsaft, salt og friskkværnet peber.

Canapeer: Skær den store vaffel ud i mindre vafler med en skarp kniv, så kanterne bliver fine. Læg dem på et fad og pynt dem med små tynde skiver avocado, røget laks, lidt creme fraiche eller græsk yoghurt, top med finthakket rødløg, purløg og pynt dem med skovsyre eller brøndkarse. Server med et godt glas hvidvin eller bobler.

Velbekomme!

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments