Sprøde madvafler bagt uden mel
De her sprøde vafler er bagt helt uden mel og sukker og de smager simpelthen så skønt og fungerer perfekt til alle dagens måltider som erstatning for brød med pålæg.
Madvafler med ost og chili – LCHF/Keto
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Vaffeldejen:
- 125 gram Philadelphia ost med krydderurter
- 4 stk æg str. M/L
- 4 spsk Pofiber
- Lidt flagesalt
- Lidt chipotle chili
- 1 tsk bagepulver
Forslag til topping – beregnet til 1 vaffel:
- 1 tsk creme fraiche 18% eller græsk yoghurt 10%
- ½ stk avocado i fine skiver
- 1 stk radise i fine skiver
- 1 stk. spejlæg
- ¼ stk rødløg i tynde ringe
- ½ tsk sorte sesamfrø
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Pynt Friske krydderurter eller mikrogrønt
Instruktioner
Sådan gør jeg:
- Alle ingredienser til vaffeldejen blendes – jeg bruger min stavblender
- Lad dejen hvile 10-15 minutter
- Varm imens vaffeljernet op – vent med at bage til jernet indikerer at det er varmet op
- Smør vaffeljernet med lidt olivenolie eller smør – bare ved det første sæt vafler
- Fordel lidt vaffeldej på pladerne – pas på ikke at hælde for meget på, dejen hæver op pga bagepulveret.
- Bag vaflerne 5 minutter og lad være med at tjekke før der er gået minimum 4 minutter ellers risikerer du at de går i stykker.
- Tag de færdige vafler ud og lad dem køle af på en bagerist
- Imens vaflerne bager kan du gøre toppingen klar
- Bag gerne en dobbelt portion og opbevar de færdige vafler i en lufttæt beholder på køl. Når du skal bruge vaflerne blir de hurtigt sprøde igen, når de får en tur i en varm ovn eller et minut i vaffeljernet.
- Jeg "bygger" mine vafler ved først at lægge en tsk creme fraiche på vaflen, derefter skiver af avocado, rødløg, radiser, evt lidt ristede græskarkerner og til slut et spejlæg, sorte sesamfrø, flagesalt, friskkværnet peber og lidt mikrogrønt eller friske krydderurter – det er virkelig lækkert!
Planlægning må der til:
Med en livsstil, hvor jeg forsøger at undgå mel og sukker, er det sværeste faktisk, at jeg ikke bare kan gå ind i Lagkagehuset og købe et lækkert brød med hjem til frokosten. Jeg savner på ingen måde det traditionelle brød (det havde jeg ellers troet), men ind imellem savner jeg friheden til bare at gå ind i bagerforretningen og vælge fra alle hylder.
Den går ikke længere og skal der lækkert brød på bordet, skal jeg selv igang med at fremstille det. Det kræver planlægning og det kan være noget af en udfordring i en ellers travl hverdag. Også derfor er det vigtigt for mig, at jeg kan lave større portioner, så der er til flere dage.
Det her er en rigtig madvaffel:
Disse vafler kan bruges både som morgenmad f.eks. med et spejlæg ovenpå eller til frokost med avocado og røget laks eller anden fisk. Det er en madvaffel og passer bedst med topping af pålæg, ost, fisk, grønt osv.
Jeg tilsætter forskellige krydderier fra gang til gang alt efter hvad jeg lige har lyst til. I dagens portion blev det chipotle chili krydderi, men italienske krydderier smager også virkelig godt eller røget paprika….forsøg dig frem og find din egen favorit.
Opskriften finder du neden for – Rigtig god fornøjelse!