Mørbrad a la creme – mørbradbøffer i champignonsauce
Mørbrad a la creme er en dejlig klassiker med møre mørbradbøffer, champignoner, løg og en cremet flødesauce. Retten toppes med sprødstegt bacon og friske krydderurter, der giver ekstra smag.
Det er sådan en ret, der altid vækker glæde omkring middagsbordet. Den passer lige så godt til en hyggelig middag med familien som til weekenden, hvor der måske kommer gæster.
Jeg forbinder især mørbrad a la creme med de klassiske frokostborde, men faktisk synes jeg, at den fortjener at blive serveret året rundt. Og så er den heldigvis ganske nem at lave.

Mørbrad a la creme
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Køkkenudstyr
- køkkenkniv
- skærebræt
Ingredienser
- 1 svinemørbrad (afpudset (ca 500 gram))
- 150 g bacon i tern
- 300 g champignoner
- 2 bananskalotte (eller alm gule løg)
- 2 dl madlavningsfløde (eller piskefløde)
- 1.5 dl vand
- 1 tsk sennep
- salt (tilsmagning)
- friskkværnet peber (tilsmagning)
- 2 kviste frisk rosmarin (eller timian)
- evt 2 spsk olivenolie
Tilbehør:
- Løse ris, kogte kartofler, kartoffelmos, rodfrugtmos, pommes frites eller pasta
Instruktioner
- Skær mørbraden i ca 2 cm tykke bøffer, der trykkes let med håndfladen.
- Rens champignonerne og skær dem i skiver.
- Pil løgene og smit dem fint.
- Steg bacon ved middelhøj varme i ca. 5 min., til det er godt sprødt. Løft det over på en tallerken, og gem det til drys på den færdige ret.
- Brun mørbradbøfferne i stegeresterne ved middel varme i ca. 2-3 minutter på hver side, og krydr med lidt salt og friskkværnet peber.
- Løft dem over på en tallerken.
- Tilføj evt. lidt ekstra olivenolie, og steg champignonerne ved middelhøj varme, til de er fint gyldne. Skru ned til lav varme, og tilsæt løgene. Steg dem, til de er bløde uden at tage farve, og tilføj de friske krydderurter.
- Tilføj madlavningsfløde, vand og sennep, og lad saucen koge lidt ind ved middel varme i ca. 5 min., til den tykner let. Smag den til med salt og friskkværnet peber.
- Læg mørbradbøfferne ned i saucen, og lad dem simre ved lav varme i 2-3 minutter, til de er netop gennemstegte og møre.
- Drys den færdige ret med sprød bacon og evt lidt ekstra friske krydderurter og server med det tilbehør, som i foretrækker.

Mørbrad a la creme – en klassiker med masser af smag
Der er noget særligt hyggeligt ved de gamle danske klassikere, og mørbrad a la creme er bestemt ingen undtagelse.
Her får de små mørbradbøffer selskab af champignoner og løg, der steges på panden, inden fløde, lidt sennep og friske krydderurter tilsættes. Det giver en dejlig champignonsauce med masser af smag, som passer rigtig godt til det møre svinekød.
Jeg steger baconen sprød og gemmer den til sidst, hvor den drysses over den færdige ret. På den måde bevarer den sin sprødhed og giver en fin kontrast til den cremede sauce.
En anden fordel ved opskriften er, at den kan tilberedes på to måder. Du kan lade mørbradbøfferne simre færdige i saucen på panden eller samle det hele i et ovnfast fad og færdiggøre retten i ovnen.
Begge dele fungerer fint, men skal jeg have gæster, foretrækker jeg ofte ovnmetoden. Så er der lidt bedre tid til at gøre tilbehøret klar og hygge om gæsterne.
Tips til mørbradbøffer i champignonsauce
Selvom mørbrad a la creme er en forholdsvis enkel ret, er der et par små ting, der gør en forskel for resultatet.
Brun mørbradbøfferne godt af: Skær mørbraden i nogenlunde lige tykke bøffer, og brun dem ved god varme. De skal blot have en fin stegeskorpe, da de tilberedes færdige i saucen.
Giv champignonerne tid på panden: Champignoner indeholder en del væske, så lad dem stege, til væsken er fordampet, og de begynder at få en flot gylden farve. Det giver en mere fyldig svampesmag.
Vælg den fløde, du foretrækker: Jeg bruger madlavningsfløde i opskriften, men du kan sagtens vælge piskefløde, hvis du ønsker en lidt mere fyldig sauce.
Gem baconen til servering: Ved først at drysse den sprøde bacon over lige inden servering undgår du, at den bliver blød i saucen.
Smag saucen til: Senneppen giver en fin dybde uden at dominere. Smag gerne til med lidt ekstra salt og friskkværnet peber, inden retten serveres.

Hvad serverer man til mørbrad a la creme?
Der er heldigvis mange muligheder, når det kommer til tilbehør til mørbradbøffer i champignonsauce.
Jeg synes især, at en god hjemmelavet kartoffelmos passer dejligt til retten. Den cremede mos og champignonsaucen er en rigtig hyggelig kombination.
Men du kan også servere retten med:
- Løse ris, der suger den gode sauce til sig.
- Små kogte kartofler, hvis du foretrækker det helt klassiske.
- Rodfrugtmos, der giver lidt variation.
- Ovnbagte kartofler eller pommes frites.
- Friskkogt pasta, gerne båndpasta.
Vil du gerne have lidt grønt ved siden af, passer både dampet broccoli, grønne bønner og en enkel grøn salat rigtig fint.
Kan mørbrad a la creme laves i forvejen?
Ja, du kan sagtens forberede en del af retten, hvis du gerne vil have god tid, når gæsterne kommer.
Du kan eksempelvis rense og skære champignonerne, snitte løgene og afpudse mørbraden på forhånd.
Du kan også tilberede retten i god tid og varme den forsigtigt op inden servering. Vær blot opmærksom på, at mørbradbøfferne ikke får for meget varme, da de så risikerer at blive tørre.
Vent gerne med at stege baconen til kort før servering, så den stadig er dejligt sprød.

Flere hyggelige retter med mørbrad og cremet sauce
Er du også glad for de klassiske retter med mørt kød og en god sauce, finder du flere opskrifter her på Majspassion.
Prøv eksempelvis min mørbradgryde med svampe og flødesauce, som også er en dejlig ret til både hverdag og weekend.
Du kan også prøve mine mørbradbøffer i cremet svampesauce eller kylling med svampe og sprød bacon, hvis du har lyst til lidt variation.
Fælles for retterne er, at de er nemme at gå til og passer rigtig godt til en hyggelig middag.

Ofte stillede spørgsmål om mørbrad a la creme
Kan jeg bruge andre svampe end champignoner?
Ja, du kan sagtens bruge eksempelvis brune champignoner eller en blanding af forskellige spisesvampe. Det giver lidt variation i smagen.
Kan jeg lave mørbrad a la creme uden bacon?
Ja, baconen kan sagtens udelades. Retten smager stadig dejligt med mørbradbøffer, champignoner og den cremede sauce.
Kan jeg bruge piskefløde i stedet for madlavningsfløde?
Ja, piskefløde fungerer fint og giver en lidt mere fyldig sauce.
Hvor længe kan mørbrad a la creme holde sig i køleskabet?
Rester kan opbevares i en tætsluttende beholder i køleskabet i 2-3 dage, hvis retten er kølet hurtigt ned og opbevaret ved højst 5 grader. Varm retten grundigt igennem inden servering.
Kan mørbrad a la creme fryses?
Ja, retten kan fryses, men vær opmærksom på, at flødesaucen kan ændre konsistens efter optøning. Tø den op i køleskabet, og varm den forsigtigt op under omrøring.














Smager rigtig godt
Hej Tony!
Hvor er det bare dejligt at høre, at du kunne lide den – og tusinde tak for din søde tilbagemelding 😊
Kh Maj