Kylling i cremet sauce med kokosmælk og masser af grønt
Nem og super lækker alt-i-en-gryde med saftig kylling, masser af dejlige grøntsager i en krydret sauce lavet med kokosmælk. Er du ikke vild med smagen af kokosmælk, så kan du altid skifte kokosmælken ud med f.eks. madlavningsfløde.
Jeg bruger enten kyllingebryst, der skæres i mundrette stykker eller inderfilet alt efter, hvad jeg lige har liggende i fryseren. Det forkorter tilberedningstiden ganske betydeligt, så derfor passer denne opskrift perfekt til hverdagsmad.
Kylling i cremet sauce med kokosmælk og masser af grønt
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 600 gram kyllingefilet eller kyllingebryst skåret i tynde strimler
- 1 stk gult løg – fintsnittet
- 2 fed hvidløg – fintsnittet
- Lidt olivenolie til at stege i
- 500 gram frosne grøntsager (Jeg har brugt "Efterårsblanding" fra Rema 1000)
- 2-3 stk forårsløg – fintsnittede
- 1-2 store tsk Rotisserie Chicken Rub fra @EpisSpice (Alternativt: Frisk eller tørret rosmarin, timian, et lille nip chiliflager )
- 1 dåse fuldfed kokosmælk – 400 ml (Eller tilsvarende mængde madlavningsfløde)
- Lidt salt og friskkværnet peber til at smage til med
- Lidt sorte sesamfrø til drys på den færdige ret
- Lidt friske krydderurter fx timian som pynt
Forslag til tilbehør: Løse ris pyntet med grofthakkede nødder, små kogte kartofler, ristede kartofler, kartoffelmos eller pasta
Instruktioner
- Varm olivenolien op i en pande med høje kanter eller stegegryde og brun kyllingen et par minutter før løg og hvidløg tilsættes.
- Når løgene er klare tilsættes krydderier og de frosne grøntsager samt forårsløgene. Vend det hele godt rundt og lad det stege lidt.
- Tilføj herefter den fuldfede kokosmælk og rør den, sæt låg på eller dæk med staniol og lad retten simre 10 minutter. Ønsker du en tykkere sauce, undlader du at dække gryden til.Tjek at kyllingen er gennemstegt!
- Smag retten til med salt og friskkværnet peber og evt lidt ekstra krydderi, alt efter smag og behag.Giv retten et drys sorte sesamfrø og lidt friske krydderurter lige før servering og server med løse ris vendt med sorte sesamfrø og grofthakkede nødder, små kogte kartofler, stegte kartofler, kartoffelmos eller pasta.
- Rigtig god fornøjelse
Videoopskrift
Tip til opskriften
Her serverer jeg løse ris til, men både kartofler og pasta passer fint. Så du går bare med det, du og familien foretrækker.
De grøntsager jeg har brugt er fra de frosne grøntsagsposer, der for næsten ingen penge kan købes i f.eks. Rema. Frosne grøntsager er fuldt ud lige så sunde som de friske. Så dem er jeg storforbruger af mest af alt, fordi jeg så undgår at smide halvtslatne grøntsager i skraldespanden. Efter at vi kun er to voksne tilbage i huset, har vi nemlig lidt svært ved at få spist op, når vi køber friske grøntsager. Denne pose hedder “Efterårsblanding” og indeholdt gulerødder, rødløg og skorzonerødder. Du kan naturligvis skifte grøntsagerne ud med andre, hvis du ikke lige kan få fat i den samme slags, som jeg bruger.
Vild med kylling…?
Hvis du følger med herinde på Majspassion, så har du sikkert opdaget, at vi er ret vilde med kylling her hos os. Faktisk udgør kylling og æg den største andel af vores proteiner. Derfor finder du også rigtig mange opskrifter på netop kylling herinde. Nedenfor har jeg delt nogle direkte links til opskrifter, hvor der indgår kylling. Jeg håber du vil have lyst til at afprøve dem:
Gryderet med kylling, svampe og karameliserede perleløg
Thaisuppe – lækker opskrift med kokosmælk, risnudler og kylling
Salat med kylling, æg og avocado ranch dressing
Teriyaki kylling med ris og grønt med kokosdressing
Græsk pastasalat med feta og lynstegt kylling og grønt
Fajitas bowl med kylling og peberfrugt, tortillas og ris
Cremet pasta med kylling og grønt – hurtig pastaret
Vil du ha mere mad i dit feed…?
Er du også vild med lækker mad fyldt med smag, og som ikke kræver flere timer i køkkenet? Jamen, så er du havnet det helt rigtige sted!
Min passion er nemlig lige netop at lave dejlig mad til alle. Mad, der er fyldt med farverige grøntsager, skønne krydderier og som ikke kræver en hel dag i køkkenet.
Hvis du vælger at lave nogle af mine opskrifter, er du velkommen til at tagge mig på Instagram under #majspassion eller @majspassion. Har du lyst til det, så deler jeg gerne dit madfoto på min Storyline.
Håber du vil blive glad for opskriften.
Rigtig god fornøjelse!