Pizza på tortillabund
Er du vild med pizza…ja hvem er ikke det?
Her får du opskriften på en af vores “vi er for trætte til at lave dem helt fra bunden pizza”. En hurtig og nem og fremfor alt mega lækker måde, at lave pizza på.
Tortilla pizza med skinke
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 4 stk fuldkornstortilla – gerne med chiafrø
- 1 portion ostecreme
- 1 stk broccolihoved – skåret i tynde skiver
- 2 stk avocado – skåret i tynde skiver
- 1 stk rødløg skåret i ringe
- 2 stk mozzarellakugler
- 8 skiver Parmaskinke eller seranoskinke
- Lidt friskkværnet peber
- 2 håndfulde ruccola og spæde salatblade ved servering
- Lidt friskrevet parmesanflager ved servering
Ostecreme:
- 2-3 dl creme fraiche 18%
- 3 fed hvidløg – knust
- 30 gram parmesan – fintrevet
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
Instruktioner
- Varm ovnen op og meget gerne med en pizzasten ellers lad en bageplade blive i under opvarmning.
- Klargør imens ostecremen og grøntsagerne. Når ovnen og stenen er godt varmet op er du klar
- Smør tortillaen med et lag ostecreme (jeg rører den blot sammen i en skål)
- Top med fine skiver af broccoli, løgskiver og avocado. Slut af med lidt mozzarella jævnt fordelt (ikke for tæt på kanterne, så flyder den bare af når osten smelter)
- Sæt den ind i ovnen med en pizzaspade drysset med lidt mel og bag den ganske kort til til kanterne er sprøde og grøntsagerne gennembagte.
- Tag den ud og læg et par skiver skinke på, drys med ruccola, spæde salatblade og riv gerne lidt friske parmesanflager henover. Et par drej med peberkværnen er altid godt – så er den klar til servering.
- Rigtig god fornøjelse!
Den er hurtig fordi den er lavet på færdige tortillabunde. Så du slipper for at bakse en dej sammen og vente på at den hæver. Jeg køber tortillas med fuldkorn og chiafrø, men det er bare et spørgsmål om smag. Du kan bruge alle former for tortilla – også de små.
Opskrifter på pizzadej…
Foretrækker du alligevel den traditionelle pizzadej, så har jeg to virkelig gode opskrifter, du med garanti vil synes om. Den ene er min ultimative pizzadej med biga (flydende surdej). Den kræver lidt forberedelse, men den er det hele værd!
Du kan også prøve min nemme pizzadej, der er for dig, der gerne vil lave en rigtig god hjemmelavet pizza, men som ikke vil bakse med surdejen.
Tomatsaucen er skiftet ud med en lækker creme, som gør sig rigtig godt til en vegetarisk pizza. Du kan naturligvis sagtens skifte cremen ud med den traditionelle tomatsauce, hvis du foretrækker det. Men jeg synes du skal prøve at give den her lækre creme en chance.
Fyldet har jeg i dag valgt helt enkelt med broccoli, løg og avocado – nåhh ja og så mozzarella ovenpå (den er vigtig). Parmaskinke eller Seranoskinke er altid lækkert på en pizza, så det har vi også lagt et par skiver på.
Da tortilla pizzaen (lige som andre pizza’s) kun skal være kort tid i ovnen, er det vigtigt, at du skærer de hårde grøntsager ret tyndt. Ellers kan de ikke nå, at blive gennembagt.
Lige før servering får den færdige tortilla pizza et gavmildt drys ruccola og sprøde salatblade og en god gang friskkværnet peber. Skal du ikke spare på kalorierne, smager det virkelig dejligt at rive lidt parmesanflager henover….det er virkelig guf!
Vild med pizza, så se mere her:
Blomkålspizza med pære og parmaskinke
Pizza med krydret pølse og chili
Pizza med tomater, karamelliserede rødløg og Burrata
Pizza med artiskok og masser af grønt