Pizza med tomater, karamelliserede rødløg og Burrata

Den skønneste sprøde skorpe og lækkert fyld

Sprød skorpe, små krydrede tomater, karamelliserede rødløg og smeltende varm ost – en fantastisk lækker kombination og helt i tråd med, at vi skal spise mere grønt.

Pizza med små krydrede tomater, karamelliserede rødløg og Burrata

Vær den første til at vurdere!
Antal: 1 stk

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

Det skal du bruge til 1 pizza:

  • 225 gram pizzadej (du kan finde flere opskrifter på pizzadej inde på Majspassion)
  • 2 stk. rødløg – skåret i fine skiver
  • 1 tsk honning eller sukker
  • 2-3 spsk creme fraiche 18%
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 håndfulde flerfarvede cherrytomater – skåret i halve
  • 1 håndfuld friske krydderurter f.eks. rosmarin, oregano eller timian
  • 2 fed hvidløg – fintsnittede
  • Lidt salt, friskkværnet peber og evt chiliflager eller chipotle chili (pas på det ikke bliver for stærkt)
  • 1 stk. Burrata eller en rigtig god mozzarella
  • 2-3 skiver gedeost (kan erstattes af ekstra Burrata/mozzarella)
  • Evt. Lidt friskrevet parmesan ved servering (kan udelades)

Instruktioner

Sådan gør du:

  • Start ovnen på den højest mulige temperatur (min går til 300 grader) og sæt en bagesten ind samtidig, så den bliver gennemvarm sammen med ovnen.
    Har du ikke en bagesten, sætter du en bageplade ind og lader den varme op sammen med ovnen.
  • Drys lidt mel ud på bordet og rul eller form din pizzadej – jeg foretrækker mine hjemmelavede pizza lidt rustikke i udtrykket, men det vælger du selv.
  • Lav dine karamelliserede rødløg ved at stege rødløgene i den ene spsk olivenolie. Hæld honning eller sukker henover og lad det hele stege indtil sukkeret/honningen karamelliserer.
  • Smør pizzabunden med cremefraiche og fordel herefter de karamelliserede rødløg henover.
  • I en skål blander du de sidste 2 spsk olivenolie, hvidløg, halverede tomater, friske krydderurter, salt, friskkværnet peber og evt lidt ekstra spice i form af chiliflager eller chipotle. Vend det hele godt rundt og fordel blandingen henover de karamelliserede rødløg.
  • Fordel skiver af gedeost/mozzarella og bag pizzaen indtil skorpen er gylden og bunden er sprød.
    Tag den færdige pizza ud af ovnen og fordel den friske Burrata henover, dryp evt med lidt olivenolie, drys med friske krydderurter og stil parmesan og rivejern ind på bordet, så alle selv kan forsyne sig.
    Server pizzaen rygende varm – velbekomme!
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Mere grønt…..

Vi skal spise mere grønt, og denne pizza er en glimrende måde at kombinere pizza og mere grønt på.

Dejen er lavet på min opskrift på pizzadej med surdej, men du kan også sagtens lave den på en nem pizzadej eller simpelthen købe en færdig pizzadej, hvis det skal være både nemt og hurtigt.

Har du tid, vil jeg selvfølgelig anbefale dig at lave din egen pizzadej – det gir altså bare det bedste resultat.

Karamelliserede rødløg….

Måske ikke lige det første du tænker, når du vælger topping til din pizza. Men altså jeg lover dig, at du bliver positivt overrasket. Det smager SÅ lækkert!

De er samtidig meget lette at lave og har du ikke lige rødløg, kan du også anvende skalotteløg eller almindelige gule løg. Rødløg gir bare en lidt mildere smag og ser smukke ud – og det kan jeg godt li’.

Tomaterne…

Pizzaen her ville være oplagt at lave, når sommerens mange tomater er klar til at blive høstet. Jeg kunne bare ikke vente, og heldigvis kan man i de fleste grøntafdelinger købe fine flerfarvede cherrytomater, der efter et par dage i vindueskarmen får lidt ekstra smag.

Dyrker du tomater, kan du jo gemme opskriften eller vende tilbage, når du til sommer står men en kurv fuld af skønne flerfarvede tomater – og får lyst til pizza.

Valg af oste…

I denne opskrift anvender jeg to slags oste, nemlig frisk Burrata og en dejlig cremet gedeost.

Jeg ved godt, at der er mange der ikke deler min glæde ved gedeoste og hører du til blandt dem, der går en stor bue udenom, så kan du sagtens erstatte gedeosten af ekstra frisk Burrata, Mozzarella, Cheddar eller det du holder af.

Burrata, hvad er det lige…? Burrata er en italiensk friskost lige som mozzarella. Men når det så er sagt, så er den bare SÅ meget mere lækker og cremet end den traditionelle mozzarella. Ydersiden af osten er mozzarella, men inden i er den nærmest flydende med fløde og mozzarellastrimler – og virkelig, virkelig lækker! Får du mulighed for at købe Burrata, så giv dig selv den skønne oplevelse det er, at sætte tænderne i en virkelig lækker cremet ost, der nærmest smelter på tungen.

Uanset hvilken ostetype du vælger, så vil jeg altid anbefale dig at anvende et helt stykke ost, som du så selv river. Kvaliteten på de færdigrevne oste er ikke altid særlig god, så riv den selv, så ved du hvad du får.

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments