Lun salat
Nemt og lækkert måltid, du kan have på bordet på under 30 minutter. Det er helt perfekt på hverdage eller når du bare hellere vil bruge tiden på alt andet end i køkkenet.
Poke bowl med asiatisk oksekød og masser af grønt
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 300 gram jasmin- eller basmatiris
- 2 tsk salt
- 6 dl vand
Wokretten:
- 50 ml sojasauce
- 50 gram ketchup
- Lidt Srirachasauce (pas på det er meget stærkt)
- 2 spsk fintrevet frisk ingefær
- 3 fed hvidløg – knust eller fintsnittede
- 400 gram champignoner skåret i fine skiver
- 3 stk gulerødder snittet i lange tynde strimler
- 1 stk rød peber skåret i lange tynde strimler
- 2 stk forårsløg – fintsnittede (den hvide del svitses med og den grønnt del gemmes til drys på den færdige ret)
- 100 gram frisk spinat – skyllet grundigt
- 500 gram hakket oksekød (Du kan også bruge kylling- eller plantefars)
- 1 håndfuld slikærter skåret i halve (jeg bruger dem fra frost)
- Lidt flagesalt, friskkværnet peber og olivenolie
Tilbehør:
- Lidt sød chilisauce
- Lidt hvide sesamfrø
- Fintsnittede grønne toppe fra forårsløg
Instruktioner
- Start med at sætte risene over og kog dem som anvist på pakningen.Imens risene koges laver du wokretten, så alt er klar nogenlunde samtidig.
- Rør den asiatiske dressing sammen:Sojasauce, ketchup, srirachasauce, ingefær og hvidløg. Den skal du bruge om lidt.
- Varm lidt olivenolie op i din wok eller en pande med høje kanter og steg champignoner og gulerødder nogle minutter. Herefter tilføjes rød peber og den hvide del af forårsløgene. De skal kun steges med et minuts tid eller to.Hæld blandingen over i en skål. Wok/pande skal IKKE rengøres, men blot tilføjes lidt ekstra olivenolie.
- Steg nu kødet godt igennem og når det er gennemstegt hælder du de stegte grøntsager tilbage i wokken/panden og tilføjer ved samme lejlighed den asiatiske dressing og de friske spinatblade. Vend det hele godt rundt til spinatbladene falder sammen.
- Smag til med ekstra salt og friskkværnet peber om nødvendigt. Pynt med de halverede slikærter og den grønne del af forårsløgene.
- Server med løse ris og stil små skåle med sød chilisauce og hvide sesamfrø med ind på bordet.
- Rigtig god fornøjelse!
I dag har jeg brugt hakket oksekød, men foretrækker du kylling eller måske en plantefars, så går du bare med det. Det er udelukkende et spørgsmål og smag og behag – eller hvad man nu lige har liggende i køl eller frys.
Det samme gælder med de grøntsager, som jeg har valgt. Det er bl.a. champignoner, gulerødder, spinat, rød peber og forårsløg. Også her kan du udskifte alt efter, hvad du har liggende.
Det eneste jeg vil anbefale dig at holde fast i, er den dressing, der tilsættes det svitsede kød og som er det, der giver retten den helt rigtige asiatiske smag. Den må du ikke snyde dig selv for!
Vild med asiatisk mad…?
Er du også vild med lækre asiatiske opskrifter? Så vil du helt sikkert blive glad for mine andre opskrifter med asiatisk mad. Herunder kommer nogle direkte links, du måske vil kigge nærmere på:
Red Thai Curry – vegetarisk thaimad
Asiatiske kødboller – opskrift på sticky meatballs
Thai-fiskefad med torskeloins, kokos og masser af grønt
Thaisuppe – opskrift med kokosmælk og kylling
Thai-salat med ingefær-limedressing