Græske kødboller som bowl
Sund, nem og lækker aftensmad….eller frokost, hvis du foretrækker det! Uanset hvad, så får du et virkelig lækkert måltid på ingen tid.
Laver du en stor portion, kan kødbollerne nemt tilberedes i ovnen. Så har du både hapsere til madpakkerne og nem aftensmad til dagen derpå – eller put resterne i fryseren til en dag, hvor det hele gerne må gå ekstra hurtigt.
Er du helt i nød, så kan du heldigvis købe dig til færdiglavede kødboller lavet på kylling. De fungerer faktisk overraskende godt – men hjemmelavede er bare de bedste.
Græske kødboller som bowl med løse ris, tzatziki og grønt
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Det skal du bruge til de græske kødboller:
- 600 gram hakket kylling (Alternativt: lam, oksekød eller svin/kalv)
- 1 tsk fint salt
- ¼ tsk friskkværnet peber
- ½ tsk stødt spidskommen
- 1 spsk frisk oregano (Alternativt 1 tsk tørret oregano)
- 1 spsk frisk dild (Alternativt 1 tsk tørret dild)
- 1 nip tørret chili
- 4 fed hvidløg – fintrevet
- 1 lille rødløg – meget fintsnittet eller fintrevet
- ½ stk økologisk citron – skallen der rives fint
- Lidt olivenolie til at stege i
Det skal du bruge til de lynsyltede rødløg
- 1 stort rødløg skåret i papirstynde skiver
- ½ stk citron – saften heraf
- 1 tsk sukker
Herudover skal du bruge:
- 2 stk mini romainsalat – skyllet grundigt
- 2 håndfulde cherrytomater skåret i halve
- ½ stk agurk skåret i fine skiver
- 1 portion tzatziki (link til opskrift nedenfor)
- Lidt pynt som f.eks. frisk mynte eller lign
- Lidt løse ris, bulgur, quinoa eller perlebyg
- Lidt fetaost
Instruktioner
Sådan laver du de græske kødboller
- Rør alle ingredienserne grundigt sammen – eller brug hænderne. Form til små kødboller der steges i olivenolie. brug en stor pande eller steg ad flere omgange.Du kan også tilberede dem i ovnen, hvis du laver en stor portion
- Lav imens tilbehøret klar:
- Sådan laver du tzatziki (klik på linket)Lav den gerne i god tid forinden, så den kan få lov til at trække på køl – så blir den ekstra lækker.
- Sådan laver du de lynsyltede rødløg:Pres saften af citronen og bland den med lidt sukker. Riv rødløget i papirstynde skiver og masser dem ind i citron/sukkersaften med fingrene. Du vil opdage at rødløget omgående ændre farve og blir blødt. Lad det blot trække et par minutter, så er de klar til servering.Blir der nogle til overs, kan de fint holde sig på køl 3-4 dage.
- Læg en bund af romainesalat i dybe tallerkner, top med lune ris, cherrytomater, agurk, tzatziki og de græske kødboller. Slut af med lidt af de lynsyltede rødløg, fetaost og et grønt drys.
- Rigtig god fornøjelse!
Fyld i bowl
Når jeg laver en bowl, så tænker jeg både på smag, mæthed og farver. Maden skal bare smage godt, ellers gir det ingen mening, at bruge tid, penge og energi på at lave den. Men maden skal også gøre os mætte frem til næste måltid – og så skal der gerne være nogle skønne farver, for vi spiser jo også med øjnene.
Dagens bowl indeholder:
- Små græske kødboller lavet af hakket kylling
- Romainesalat – alternativt: Hjertesalat eller en salatmix
- Lune løse ris – alternativt: Bulgur, perlebyg eller quinoa
- Cherrytomater skåret i halve
- Agurk skåret i skiver
- Lynsyltede rødløg (opskriften finder du nedenfor under opskrift på de græske kødboller)
- Lidt padronpebre skåret i skiver (kunne være grøn chili)
- Tzatziki
- Friske mynteblade
Har du andre grøntsager liggende i din grøntsagsskuffe, så kan du fint udskifte dem, jeg har nævnt ovenfor.