Grissini med oliven
Langt de fleste færdigkøbte grissini har intet med de små lækre italienske brødpinde at gøre. Heldigvis kan du nemt bage dine egne, der også kan varieres i smagen.
Du kan bage dine grissini helt neutrale, altså blot med salt, men de smager så dejligt med f.eks. frisk rosmarin, sorte oliven, soltørrede tomater – eller som i dagens opskrift, en kombination af det hele.

Grissini med oliven
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Det skal du bruge til en portion – ca 25 brødpinde
- 25 gram gær
- 3 dl lunkent vand
- 1 tsk flagesalt
- 3 spsk olivenolie
- Ca 400 gram Hvedemel (evt 150 gram fuldkornsdurum og 250 gram Tipo 00)
- 2 spsk fintsnittet frisk rosmarin
- 2 spsk fintsnittede sorte oliven
Instruktioner
- Opløs gæren i vandet.
- Tilsæt olie, salt og melet lidt efter lidt
- Ælt dejen smidig og glat.
- Tilføj fintsnittet rosmarin og fintsnittede sorte oliven.
- Dæk dejen til med et rent klæde og lad den hæve 1 times tid til den er dobbelt størrelse
- Drys lidt mel ud på bordet, hæld dejen ud og del dejen i 5 lige store stykker, der igen deles i 5, så du får 25 mindre stykker dej. Du kan også veje hele dejklumpen og dele med 25 og veje hver enkelt dejklump. Egentlig kan jeg bedst li grissini lidt rustikke, så de må gerne være lidt forskellige. Alligevel er deres størrelse lidt vigtig, så de får en ens bagetid.
- Rul hver dejklump til en lang pølse, der lægges over på en bageplade beklædt med bagepapir
- Pensl med vand og drys med fintsnittet rosmarin eller timian – eller lidt flagesalt alt efter smag og behag. Jeg bruger altid frisk rosmarin.
- Tænd for ovnen på 200 grader (alm ovn) og lad dine grissini hæve lidt imens ovnen varmer op
- Sæt en plade ind i ovnen ad gangen, med mindre du bruger varmluft (husk i så fald at sænke temperaturen til omkring 180 grader)
- Bag dem i ca 15 minutter eller indtil de er gyldenbrune på overfladen. Husk at grissini IKKE skal være mørke!
- Sluk for varmen, lad ovndøren stå på klem og lad de bagte grissini stå og tørre 10 minutter inden de køles af på en bagerist. Det er den nemmeste måde til at få sprøde grissini.

tips til opskriften – Smagsvariationer
Du kan sagtens bage en stor portion, hvor du laver grunddejen, som du evt deler op og tilsætter forskellige smagsretninger.
Det kunne være:
- Soltørrede tomater (vær obs på at de så ikke bliver helt sprøde)
- Revet parmesan
- Frisk rosmarin
- Frisk timian
- Frisk oregano
- Røget paprika
- Sorte sesam
- Flagesalt
Bager du neutrale grissini – altså hvor du ikke tilsætter tomater, oliven eller parmesan, kan de holde sig ret længe i en lufttæt beholder.
Du kan også fryse grissini ned, lade dem tø op på køkkenbordet og lune dem i ovnen inden servering.
Server dem til dine salater, som snack, som tilbehør til suppe eller ostebord eller server dem med lidt god ost, oliven eller dejlige karamelliserede rødløg.










