Sund, nem og fantastisk lækker……
Chia a la mande! Ris a la mande i en langt sundere og lettere udgave – og efter min mening langt mere lækker og delikat end den traditionelle tunge bandit.
Denne version er lavet med en usødet kirsebærsauce, så den minder rigtig meget om den klassiske ris a la mande. Du finder også en anden version, en chia a la mande med mango. Den er bare mega lækker både som morgenmad og dessert!
Chia a la mande | Chia alamande
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 4 spsk chiafrø
- 2.5 dl Plantemælk f.eks. mandelmælk eller barista
- ½ tsk vaniljepulver (du kan også bruge korn fra 1/2 stang vanilje)
- 1 håndfuld smuttede mandler – grofthakkede eller som splinter
- 2-2.5 dl piskefløde – pisket til flødekum
- Kirsebærsauce evt en sukkerfri variant
Instruktioner
- Bland chiafrø og plantemælken aftenen forinden og stil den tildækket i køleskabet.
- Næste dag pisker du fløden til let skum, smutter mandlerne og hakker dem groft eller anvender mandelsplinter.
- Smag chiagrøden til med dit foretrukne sødemiddel og vanilje.
- Vend derefter de grofthakkede mandler/mandelsplinter i og vend tilsidst med løs hånd flødeskummet i, så luften ikke slåes ud af skummet.
- Stil den på køl indtil den skal serveres.
- Server gerne i små fine glas, hvor du starter med at lægge en skefuld kirsebærsauce i bunden, herefter et par skefulde chia a la mande og så igen lidt kirsebær og mandelsplinter på toppen.Stil den resterende sauce med ind på bordet i en fin skål eller kande, så alle selv kan forsyne sig med ekstra kirsebærsauce.
Morgenmad eller dessert…
Egentlig blev den lavet som en julet udgave af vores almindelige chiapudding eller chiagrød (kært barn mange navne). Og jeg siger dig, det var et syn for guderne, da den blev serveret for min måbende mand. Han nåede da også lige at tænke, at nu rabler det da for hende – ris a la mande til morgenmad – ej det går da ikke!
Men jo, det går – og det fungerer simpelthen så fint, at vi spiser den her i december som både morgenmad (i stedet for den traditionelle chiagrød) og som dessert. Så slipper jeg for at koge den ene portion risengrød efter hinanden – og den her ligger meget bedre i maven.
Low carb….
Nu kan der være mange grunde til, at man vælger at spise low carb. Jeg er ikke en “rigtig” lchf’er, for jeg spiser faktisk lidt af hvert. MEN jeg vil stadig gerne spare mest muligt på både sukker og stivelse, så derfor kigger jeg altid efter low-carb-løsninger, når jeg laver nye opskrifter.
Samtidig jeg vil også gerne spise sunde fedtkilder, dvs. helst ikke for meget bacon osv. Derfor spiser jeg primært sunde fedtkilder fra nødder, avocado, olivenolie og fed fisk.
Så hos mig frådses der så ikke i bacon, smør og fløde – sorry, men det tror jeg simpelthen ikke kan være godt for noget – eller nogen. Hverken vores kroppe eller planeten for den sags skyld.
Men ok, det er jo lidt svært helt at undgå fløden med mindre man vælger en vegansk udgave. De er forøvrigt blevet rigtig gode, men det er som med alt andet et spørgsmål om smag og behag. Så hvis du foretrækker en almindelig fløde, så vælger du den og foretrækker du en vegansk, så går du med den. Begge dele fungerer fint.
Vild med lchf….?
Vil du også gerne spare på stivelse og kulhydrater, så vil du helt sikkert blive glad for mine andre lchf-venlige opskrifter. Du finder også enkelte keto-opskrifter herinde under fanen LOW CARB. Herunder kommer der nogle direkte links til nogle af mine mest populære lchf/keto opskrifter:
Kylling og blomkålsris i spicy tomatsauce og ostegratinering
Blomkålspizza med pære og parmaskinke
LCHF Vaniljeis med jordbærswirl