Bagte tomater

De bagte tomater vil du møde i mange af mine opskrifter, for jeg er simpelthen så vild med dem.

De er virkelig nemme at lave og jeg bruger dem både i salater, i pasta, på bruschettas – ja alle steder, hvor jeg kan komme til det.

Opskrift på bagte tomater

Bagte tomater

Vær den første til at vurdere!
Nem og hurtig opskrift på de uundværlige bagte tomater.
Nyd dem med pasta, i en bagt tomatsalat eller på bruschettas.
Antal: 1 portion

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Samlet tid 30 minutter

Ingredienser

  • 600 gram cherrytomater eller blommetomater på stilk
  • 2-3 spsk rigtig god olivenolie
  • 2 fed knust hvidløg
  • 2-3 fed hele hvidløg
  • ½ håndfuld friske finthakkede krydderurter f.eks. oregano, timian, rosmarin (Friske krydderurter er altid bedst, men ellers bruger du tørrede krydderier af god kvalitet)
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber – evt lidt chiliflager hvis du ønsker tomaterne ekstra stærke

Instruktioner

  • Tænd ovnen på 200 grader
  • Hvis du bruger cherrytomater skærer du dem i halve.
    Bruger du blommetomater på stilk, tilberedes de som hele
  • I en skål blander du olivenolie, friske krydderurter, flagesalt, friskkværnet peber, knust hvidløg og evt lidt chiliflager
  • Læg tomaterne ned i blandingen og vend det godt rundt. Jeg bruger rene fingre, det er lettest.
  • På en bageplade beklædt med bagepapir fordeles tomaterne og de sættes ind i den varme ovn i 25-30 minutter indtil tomaterne begynder at tage lidt farve og de er gennembagte.
    Bruger du hele blommetomater skal de have lidt længere tid i ovnen.
  • Opbevar de bagte tomater i en ren beholder med tætsluttende låg på køl – hvis du altså ikke spiser dem med det samme.
  • Brug dem på dine salater, som fyld i dine pastaretter, på omeletter og bruschettas.
  • Rigtig god fornøjelse!
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Jeg bruger stort set altid flerfarvede cherrytomater. De små cherrytomater har en dejlig krydret smag, perfekt størrelse og så er farvespillet lækkert for øjet.

Jeg bruger også de små blommetomater på stilk og lader i så fald stilkene blive på under tilberedning. Det har intet med smagen at gøre, men igen gør det noget fint for øjet, når de serveres på f.eks. en salat.

Krydderurter….

En måde at variere smagen på, er at bruge forskellige krydderurter – og så vidt det er muligt, altid de friske. Friske krydderurter smager bedre og af mere.

I dag har jeg brugt masser af hvidløg, fordi tomaterne skulle bruges dels i den lækre salat du ser på billedet ovenfor – bagt tomatsalat med burrata og nogle vild lækre bruschettas.

Jeg har både knust et par friske fed ned i olivenolien og så har jeg også lagt nogle hele fed ned imellem tomaterne. Uhh det er bare lækkert, når de bagte hvidløgsfed lige moses med en gaffel og bruges som spread på lidt grillet brød…..

Min søde yngstesøn har bygget nogle store højbede til mig og de er proppet med krydderurter. Det er så dejligt bare at gå ud og plukke løs – men mindre kan naturligvis også gøre det.

Vil du lave de bagte tomater uden for sæson eller har du af andre grunde ikke lige adgang til friske krydderurter, så kan du sagtens få masser af lækker smag med tørrede krydderier.

Vælg altid de bedst tænkelige krydderier og opbevar dem i en lys- og lufttæt beholder. Køb krydderier i små mængder, så du undgår kedelige krydderier, der ligger og gemmer sig bagest i skufferne.

Jeg sværger til mærket EpicSpice der leverer krydderiblandinger af højeste kvalitet. På samme måde, er jeg meget optaget af at vælge mine olivenolier med stor omhu.

Jeg bruger en lokal importør Rosario, som skal kigge mig i øjnene med jævne mellemrum. Hun og manden har et virkelig stort hjerte for evoo – ekstra vergin olive oil og så er de naturligvis økologiske.

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments