De her sprøde parmesan kartofler røg direkte ind på familiens hitliste – og det med god grund. For de er helt fantastisk lækre!
De er super lette at lave og passer til alt lige fra tilbehør til salater, grillmad, kødretter og som snack med en lille dip ved siden af.
Jeg har tidligere delt en lignende opskrift, men nu er der kommet en ny variant. Lad os kalde den en sommerudgave af de elskede parmesankartofler.
Sprøde parmesan kartofler
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 900 gram delikatesse kartofler f.eks. aspargeskartofler eller små faste kartofler
- Lidt olivenolie af god kvalitet
- Ca 2.5 dl friskrevet parmesan
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- 1 spsk friske krydderurter f.eks. timian/citrontimian og bredbladet persille (Er dine krydderurter i blomst, så brug dem endelig som pynt på de færdige kartofler)
- Lidt friskrevet citron (husk at bruge en usprøjtet citron)
Instruktioner
- Varm ovnen op til 200 grader varmluft
- Vask kartoflerne grundigt og lad så vidt det er muligt skindet blive på
- Snit kartoflerne igennem på tværs og vend dem med olivenolie så alle flader er godt dækkede
- Riv parmesanen ned i en tallerken og dyp hver kartoffel ned i parmesanen med snitfladen. Sæt dem over på en bageplade beklædt med bagepapir med parmesan/snitfladen opad!
- Bag kartoflerne i ca 20-30 minutter til kartoflerne er gennemstegte og parmesanosten smukt gylden.NB: Tilberedningstiden varierer alt efter kartoflen og dens størrelse. Prik med en kødnål, så du sikre dig, at kartoflen er gennembagt.
- Tag de færdige kartofler ud af ovnen, riv lidt ekstra parmesan henover sammen med lidt økologisk citronskal og giv kartoflerne lidt flagesalt og friskkværnet peber.
- Nyd dem som de er med en lækker dip, som tilbehør til salater, kødretter og grill.
- Rigtig god fornøjelse!
Videoopskrift
Tips til opskriften
Jeg bruger altid “delikatessekartofler” altså små delikate kartofler eller aspargeskartofler. De store lidt melede kartofler, fungerer ikke så godt til de her sprøde parmesan kartofler. Så find gerne nogle lidt mindre, faste kartofler med god smag.
Glad for kartofler…?
Jeg ELSKER kartofler – så er det sagt! Jamen, det gør jeg virkelig og jeg vil helst spise dem hver dag både kolde og varme, stegte, bagte og ja som tilbehør som dagens opskrift på sprøde parmesan kartofler i sommerklæder.
Er du også vild med kartofler, så er du heldig. For herinde på Majspassion ligger der en masse opskrifter, hvor kartofler indgår. Derfor har de også fået en fane under opskrifter helt for sig selv (det siger vist noget om min kærlighed til den lille rod). Den hedder naturligvis KARTOFLER.
Her nedenfor deler jeg nogle direkte links med dig og håber du vil have lyst til at prøve nogle af mine andre opskrifter med kartofler.
Kartoffelsalat med bagte kartofler og ruccola pesto
Sommergryde med kylling, nye kartofler og friske ærter
Focaccia med ost, karamelliserede løg og kartofler
Kylling med kartofler, spinat og soltørrede tomater
Kylling i fad med kartofler og citroner
Hasselback kartofler med grøn pesto
Kartoffelpizza – sprød bund med mascarpone og kartofler
Broccolisalat med kartofler og sprødstegt seranoskinke
Rigtig god fornøjelse!