vegetar-pizza
I dag får du opskriften på en enkel og rigtig dejlig pizza, der laves uden kød.
Den er nem at lave og det eneste du skal være opmærksom på er, at du skal skære grøntsagerne i papirstynde skiver. Ellers kan de ikke nå at blive gennembagt.
Pizza – vegetar
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 portion pizzadej svarende til en lille håndfuld
- 2-3 spsk creme fraiche
- 1 lille rødløg i tynde skiver
- ½ lille squash (zucchini) i tynde skiver
- 1 håndfuld cherrytomater i halve
- ½ stk mozzarella – skåret i skiver (Du kan også bruge Burrata)
- ½ håndfuld friskrevet cheddar eller anden ost, der egner sig til at smelte
- Lidt pizzakrydderi – jeg bruger Pizza Seasoning fra Epic Spice
- Lidt friske krydderurter f.eks. basilikum og rosmarin
- Lidt god olivenolie
- Lidt ekstra mel til udrulningen
Instruktioner
- Start ovnen op i god tid. Stil på alm ovn og ved den højest mulige temperatur. Sæt samtidig bage- eller pizzasten ind, så den bliver varmet grundigt op inden bagning.Når ovnen og bagestenen er godt varm, er du klar til at bygge din pizza
- Rul dejen ud på et meldrysset bord. Jeg foretrækker en noget rustik form, så det blir tydeligt, at pizzaen er hjemmelavet. Men det er smag og behag. Rul i hverfald pizzaen ud, så den er så tynd som muligt.
- Drys en smule mel på en bagespade og læg forsigtigt dejen over på den. Så bygger du pizzaen direkte på spaden og det er meget lettere at flytte den over på den brandvarme bagesten.TIP: Jeg bruger to bagespader. Den ene bygger jeg pizzaen på og den anden bruger jeg til forsigtigt at skubbe pizzaen over på bagestenen. Så slipper man for at pizzaen går i stykker – eller brænde fingrene.
- Sådan bygger du pizzaen:Smør creme fraiche ud over pizzadejen og fordel først lidt friskrevet ost og dernæst skiverne af squash, rødløg og cherrytomater.Bruger du Burrata bør du bage pizzaen først og derefter fordele burrataen over, lade pizzaen hvile et øjeblik hvorefter den er klar til servering.Bruger du mozzarella, river du den i stykker og fordeler den henover pizzaen inden den sættes i ovnen.
- Tag den færdigbagte pizza ud af ovnen og giv den et drys pizza seasoning og friske krydderurter.
- Server pizzaen rygende varm evt med en hel enkel bladsalat – og nyd den!
Hjemmelavet eller købe pizzadej…
Pizzadej er let at lave – især hvis du har en røremaskine. Har du ikke tid eller energi til det, kan man heldigvis købe den færdig og lige klar til brug.
Jeg laver altid min egen, for selv den bedste købedej kan altså ikke slå en hjemmelavet en af slagsen. Så hvis du har tid og lyst, kan du prøve mine opskrifter på pizzadej. Jeg har tidligere delt to opskrifter herinde. Den ene er min ultimative pizzadej med surdej og den smager fantastisk, men tar lidt længere tid at blive klar. Den anden er en helt klassisk pizzadej, du kan have klar på under en time.
Sådan bager du den perfekte pizza
En ovn, der kan klare høje temperaturer og en pizzasten/bagesten er de to vigtigste faktorer, når vi taler om perfekte pizzabunde.
Ja, ok selve dejens struktur er også rigtig vigtig, men selv den bedste pizzadej gir ikke sprød bund, hvis den ikke bliver bagt på den rigtige måde.
Min ovn er bevidst valg, fordi den kan varme op til 300 grader. Det er efterhånden svært at finde ovne, der kan det, så måske kan din ovn kun gå op på 275 eller mindre. Uanset hvad, skal du bruge almindelig ovn og stille den på den højest mulige temperatur.
Stil bagestenen eller pizzastenen ind på en rist samtidig med at du varmer ovnen op. Når ovnen viser, at den har opnået den valgte temperatur, så husk, at stenen ikke har opnået samme temperatur. Lad derfor gerne ovnen varme mindst 15 minutter længere inden du smider den første pizza ind.
Har du ikke en bagesten eller pizzasten kan du bruge en alm bageplade, som du også sætter ind samtidig med at du starter ovnen op. Husk at du så “bygger” din pizza på bagepapir, som du ved hjælp af en pizzaspade hjælper over på bagepladen. Så undgår du at pizzaen hænger fast i pladen. Det slipper du for, når du bruger en sten.
Forslag til andre pizzaopskrifter…
Pizza med kål og kantareller – en rigtig dejlig efterårspizza
Pizza med tomater, karamelliserede rødløg og Burrata – lækker pizza
Kartoffelpizza – den allerbedste! – min absolutte favorit
Pizza med artiskok og masser af grønt – endnu en vegetarisk pizza
Blomkålspizza med blå ost, pære og parmaskinke – uden mel (LCHF)
Fathead pizza – en vaskeægte keto-pizza uden mel
Rigtig god fornøjelse!