En nem jordbærtærte med sommerstemning
Når solen endelig titter frem, og de danske jordbær begynder at finde vej til supermarkedet, får jeg altid lyst til at lave denne nemme jordbærtærte. Den kræver næsten ingen forberedelse, fordi jeg bruger en færdig mazarinkage som bund, og alligevel smager den, som om jeg har brugt hele eftermiddagen i køkkenet. Jeg synes, kombinationen af den søde mazarin, den friske mascarponecreme og de saftige jordbær er noget af det bedste, man kan servere som sommerdessert. Det er sådan en opskrift, jeg hiver frem igen og igen – især når jeg får gæster, og gerne vil servere noget, der ser imponerende ud, men som jeg kan samle på under 15 minutter.

Nem Jordbærkage
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 købt mazarinkage (den klassiske fra supermarkedet)
- Ca 200 g friske jordbær
Mascarponecreme:
- 200 g mascarpone
- 1 ½ dl piskefløde
- 50 g flormelis
- 2 tsk vaniljesukker
- evt. ½ økologisk citron (finrevet skal og saft) (tilsmagning)
Instruktioner
- Skyl jordbærrene med stilkene på, lad dem tørre på et rent viskestykke og fjern først stilkene bagefter. Så undgår du at der trænger vand ned i bærrene.
- Skær jordbærrene i halve.
- Pisk mascarpone, fløde, flormelis og vaniljesukker ganske kort, så cremen ikke gryner. Smag eventuelt til med lidt fintrevet citronskal og citronsaft for en frisk smag.
- Fjern papiret fra mazarinbunden og læg den på et serveringsfad.
- Fyld cremen i en sprøjtepose og sprøjt den på mazarinbunden eller smør den på med en kniv. Lad en top af creme ligge på midten af kagen, så jordbærrene har noget at "læne sig" op ad.
- Fordel de friske bær på kagen og nyd den som den er eller pynt med mynteblade, citronmelisse, hakket mørk chokolade, pistacienødder eller mandelsplinter.

Serveringsforslag til den nemme jordbærkage
Jordbærtærte eller jordbærkage, er en af de kager, der fungerer perfekt som dessert og den her nemme opskrift er bare dejlig at have i baghånden, når der kommer uventede gæster en sommerdag – eller når lysten til en sommerlig jordbærkage pludselig melder sig, men man bare ikke har lyst til at bruge en time på at bage bunden.
For denne jordbærkage er virkelig hurtig at lave – bare 15 minutter!
Jeg serverer den ofte som afslutning på en let sommermiddag eller til eftermiddagskaffe i haven, når solen er fremme og stemningen er afslappet.
Hvis det er en særlig anledning – som en fødselsdag eller en sommerfest – serverer jeg tærten med et glas kold cava eller mousserende rosé. Den lette syre og boblerne passer virkelig godt til den søde mazarinbund og de friske jordbær.
Hvis du gerne vil pynte kagen, smager det dejligt med mandelsplinter eller grofthakkede usaltede pistacienødder, eller du kan hakke mørk chokolade groft og drysse det på. Og så er der altid det grønne pift, hvor mynte eller citronmelisse er oplagte valg.
Andre opskrifter på kager med jordbær
Hvis du er lige så vild med jordbær som jeg er, så er der heldigvis masser af lækre muligheder at kaste sig over. Jeg elsker at bruge jordbær i kager, fordi de både tilfører friskhed, sødme og det der smukke, sommerlige udtryk, som man aldrig bliver træt af. Her har jeg samlet nogle af mine favoritopskrifter med jordbær – perfekte til alt fra fødselsdage og sommerfester til hyggelige eftermiddage med kaffe og kage.
Ingredienser i nem jordbærtærte
Her er, hvad jeg bruger til min hurtige jordbærtærte, og hvorfor netop disse ingredienser gør hele forskellen:
- købt mazarinkage
Jeg bruger den klassiske mazarinkage, man kan finde i de fleste supermarkeder. Den er blød og svampet med en dejlig sødme fra mandlerne, og fungerer perfekt som tærtebund. Jeg synes, det er en genial genvej, når man vil lave noget hurtigt uden at gå på kompromis med smagen. - friske jordbær
Friske, solmodne jordbær er det, der giver tærten sit friske pift og smukke udtryk. Jeg foretrækker danske jordbær i sæson, men udenfor sæson bruger jeg blot dem, jeg kan finde – og skærer dem gerne i mindre stykker for at få mere smag frem. De skal være faste og søde – og endelig ikke for vandede. - mascarpone
Mascarpone er selve hjertet i cremen – fed, fløjlsblød og neutral i smagen, så den tager godt imod vanilje og citron. Jeg elsker, hvor cremet den bliver, og hvordan den binder hele kagen sammen. - piskefløde
- flormelis
Jeg bruger flormelis i stedet for almindeligt sukker, fordi det giver en mere ensartet og glat creme. Det opløses lynhurtigt og giver en mild sødme, der passer godt sammen med de syrlige noter fra citronen. - vaniljesukker
Et par teskefulde vaniljesukker giver cremen det lille ekstra. Du kan naturligvis også bruge korn fra en stang vanilje, hvis det skal være ekstra lækkert. - økologisk citron (skal og saft, valgfrit)
Jeg tilsætter ofte lidt revet citronskal og et skvæt citronsaft til cremen for at give den friskhed og syre. Det er ikke nødvendigt, men jeg synes, det gør en verden til forskel – især når tærten skal serveres til sommergæster på terrassen.
Tips til den bedste jordbærtærte
Selvom det er en hurtig og nem tærte, er der stadig detaljer, man kan nørde lidt med for at få det allerbedste resultat.
Når det kommer til mascarponecremen, så er mit bedste tip at smage til undervejs. Start med den oprindelige mængde flormelis og vaniljesukker, og tilsæt derefter citron lidt ad gangen – både saft og skal – indtil den har den helt rette balance mellem sødme og friskhed. Jeg har flere gange oplevet, at en halv citron kan være for meget, hvis den er meget saftig, så smag hellere til end at følge målene slavisk.
Det er MEGET vigtigt, at mascarponecremen kun piskes ganske kort tid, da cremen eller vil blive grynet!
Når du skyller jordbærrene, så lad altid stilken blive på, læg dem på et rent viskestykke så de lufttørrer og først herefter skæres de i halve eller kvarte alt efter deres størrelse. På den måde sikrer du, at vandet ikke løber ned i jordbærrene og gør dem vandede.
Du kan både fordele mascarponecremen med en sprøjtepose med en stor stjernetyl eller blot smøre den ud på kagen. Fordel en lille top på mazarinbundens midte, så jordbærrene har noget at læne sig op ad og kagen får den klassiske form.

FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg lave tærten dagen før?
Jeg synes jordbærtærten smager bedst samme dag, som den er lavet. Du kan evt. lave mascarponecremen dagen før og fylde den i en engangssprøjtepose, så den holder sig frisk og luftig. Det tar kun 5 minutter at samle tærten.
Hvor længe kan tærten holde sig?
Jeg synes kagen er bedst samme dag, som den er lavet. Men på køl kan rester godt holde sig 1-2 dage.
Kan jeg bruge frosne jordbær?
Nej, denne opskrift er beregnet til friske jordbær. Kan du ikke skaffe friske jordbær, kan du evt bruge andre bær som blåbær, hindbær eller brombær.