Byd dine gæster velkommen med et glas bobler….
Når sommeren viser sig fra sin bedste side, gælder det om at nyde så mange timer som muligt i haven og på terrassen.
Familiemiddage, grill-aftener og sommerens fester flyttes ud under den åbne himmel og vi får lyst til forfriskende drikke, der gerne må indeholde sommerens dejlige bær.
I dag får du opskriften på en af mine absolutte sommerfavoritter, der også kan laves alkoholfri, til dine kørende gæster.
Uden alkohol er bestemt ikke kedeligt!
Laver du dine sommerdrinks uden alkohol, vil jeg anbefale dig at købe en gourmetsodavand, fra en af de efterhånden mange gårdbryggerier. Ebeltoft Gårdbryggeri laver efter min mening de bedste sodavand, der ganske vidst koster en del mere end den masseproducerede slags, men så er der også kælet for råvarerne og det kan man tydeligt smage.
Valg af mousserende vin
Når jeg laver mine sommerdrinks, anvender jeg ikke de dyreste bobler, så champagnen får lov at vente til en anden lejlighed. I stedet anvender jeg en sød Asti, der passer perfekt sammen med jordbær eller hindbær.
Asti stammer fra provinsen med selvsamme navn i Italien og den er sød og mousserende og så har den et ret lavt alkoholindhold, hvilket jeg godt kan li. Du kan selvfølgelig også anvende en prosecco, cava eller hvad du foretrækker af bobler – det er i høj grad en smagssag.
Jordbær eller hindbær…?
Godt spørgsmål og begge dele smager lige godt, så jeg plejer at bruge de bær der lige er i sæson og fåes friske.
På fotoet kan du se, at der ligger hindbær i glasset og det er faktisk frosne hindbær fra sidste sensommer. Dem bruger jeg som isterninger i drinks. Det kunne lige så godt være jordbær, der lige får en tur i fryseren eller brombær.
Nederst i glasset ligger der en rigtig lækker hindbærsirup, jeg laver forinden og har stående på køl. Den giver ekstra smag og sødme og kan bruges til meget andet end lige drinks – over pandekager og is bare for at nævne et par eksempler.
Snack til den lille lækkersult
Til en velkomstdrink hører der også en god snack og ristede mandler er altid et rigtig godt bud. Her har jeg lagt mandlerne i en citronlage, hvorefter de er ristet i ovnen. Du finder opskriften her.
Mousserende sommerdrink med hindbær og sirup
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 flaske sød mousserende vin f.eks. Asti (Husk at stille den på køl i god tid forinden)
Det skal du bruge til sirup:
- 1 bakke friske bær f.eks. jordbær eller hindbær
- 3 spsk Sukrin Gold (Du kan også bruge rå rørsukker)
- 1 spsk kokosblomstsukker (Du kan også bruge rå rørsukker)
Instruktioner
Sådan laver du sirup:
- Start med at skylle bærrene og fjerne eventuelle stilke. Dryp dem grundigt af.
- Tag min 6 bær fra og put dem i fryseren
- Resten af bærrene koger du godt igennem sammen med sukrin og kokossukker
- Passér massen igennem en finmasket sigte eller et rent klæde, så du har en ren saft uden kerner.Vil du have en rigtig tyk sirup skal du koge den yderligere ind, men det er ikke nødvendigt, hvis den skal bruges f.eks. til denne sommerdrink. Hæld den evt over på en rengjort og skoldet flaske og opbevar den i køleskabet. Lav evt. en dobbelt portion og glæd familien med en lækker sirup til is og pandekager.
Sådan laver du velkomstdrinken
- Fyld en smule sirup i bunden af glassene evt sammen med lidt knust is, hvorefter du fylder glasset med den mousserende vin. Læg til sidst de frosne hindbær eller jordbær ned i glassene og server straks.
- Rigtig god fornøjelse