Broccolivafler – low carb

Så smukke med deres fine grønne farver…

Jeg er så vild med vafler og da jeg lagde min livsstil om, var jeg i en periode bekymret for om det nu var slut med vafler – men det er det ikke, slet ikke faktisk.

Det gælder blot om at tænke lidt kreativt, når mel og sukker er sat i skammekrogen og de søde, lækre belgiske vafler ligeså (suk). Så de her vafler er ikke tænkt som dessertvafler, men derimod som lækkerier, der smager dejligt uanset om de laves til morgenmad, frokost eller aftensmad.

Vil du gerne overraske din familie med disse vafler, men orker du ikke stå tidligt op for at lave dem, så smager de lige så dejligt, når de varmes op. Jeg laver mine om aftenen og varmer dem så bare op i ovnen eller i toastmaskinen, hvis de skal laves til lukkede toast som vist på fotoet.

Spiser du mel, kan du erstatte pofibrene med den mel du foretrækker. Men prøv dem med Pofiber, så undgår du en masse unødvendige kulhydrater, du så kan bruge på noget lækkert grønt tilbehør.

Jeg bruger som sagt mine vafler til både morgenmad og frokost – ja også ind imellem til aftensmad med fyld af f.eks. røget laks og en god creme og så en stor blandet salat ved siden af.

I dag lavede jeg dem lukkede med rød cheddar og parmaskinke – helt enkelt og alligevel super lækkert.

Jeg har tidligere delt en opskrift på nogle skønne og lige så smukke gulerodsvafler, der desværre ikke er keto-venlige, da de indeholder både mælk og havregryn. Spiser du ikke keto, skulle du måske prøve opskriften, for de smager virkelig dejligt.

Jeg har 2 vaffelmaskiner og jeg er super glad for dem begge. Den ene har faste plader, der “kun” laver hjerter og så har jeg en, hvor pladerne kan skiftes ud alt efter, hvad man lige får lyst til at lave. Det er den jeg bruger til at lave de tykke broccolivafler med. Fordelen ved sidstnævnte er foruden muligheden for at skifte pladerne, at de kan gå i opvaskemaskinen – det synes jeg virkelig er smart og letter rengøringen betragteligt.

OPSKRIFTEN FINDER DU HER NEDENFOR – HUSK PÅ MAJSPASSION.DK FÅR DU INSPIRATION TIL DIN DAGLIGE DOSIS GRØNT!

Broccolivafler - LCHF

Sunde og lækre broccolivafler, der her er bagt som belgiske vafler. Perfekte til frokosten med lækker topping på. Inde på bloggen, finder du flere opskrifter på sunde madvafler uden mel samt spændende topping.
Ret brød uden mel, frokost, Madvafler, Vafler
Keyword broccoli, broccoli, vafler, sunde vafler, broccolivafler, vafler uden mel, broccoliris, madvafler
Antal 4 stk
Forfatter Maj Schjøth

Equipment

  • Vaffeljern gerne et der kan lave "belgiske vafler"

Ingredienser

  • 150 gram frisk broccoli
  • 2 stk æg str L
  • 3 spsk Pofiber
  • 1/2 tsk flagesalt
  • 1 tsk bagepulver

Sådan gør du

  • Skær buketter af broccolien til du får de 150 gram. Jeg undlader den tykkeste del af stokken, men de tyndere dele kan sagtens tages med. Skyl dem og dup dem godt tørre - slyng dem evt i en salatslynge, så vandet kommer fra.
  • Kør broccolibuketterne i din foodprocessor, så de bliver helt findelte.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og kør igen til en ensartet masse. Den må ikke være alt for tyndtflydende.
  • Sørg for at dit vaffeljern er ordentligt varmt inden du hælder massen på og pensel med lidt olie.
  • Bag vaflerne i ca 5 minutter - det passer på min maskine med belgiske vaffel-jern isat.
  • Lad vaflerne køle lidt af inden du putter fyld på f.eks. lidt salat, agurk og radiser i fine skiver, derpå røget laks og avocado i skiver - server med en lækker cremet dilddressing.
  • Vil du lave lukkede toast kan du gøre sådan: tag de færdige vafler ud og fordel ost og skinke på den ene vaffel, læg den anden oven på og læg den tilbage i maskinen.
  • Du kan formentlig ikke længere lukke maskinen pga fyldet, men så tryk den blot let sammen med hånden. Når osten er smeltet er toasten klar. 
  • Rigtig god fornøjelse!
  • FÅ DIN DAGLIGE DOSIS GRØNT - BLIV INSPIRERET PÅ MAJSPASSION.DK

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.