Sunde romkugler…
De her sunde romkugler, er virkelig blevet en succes herhjemme. I starten var alle (inklusive jeg selv) lidt skeptiske, for kunne det virkelig passe, at de smagte så godt. Og ja, det passer! Så har du ikke allerede prøvet dem, så synes jeg bestemt du skulle give dem en chance.
Sunde romkugler
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 200 gram dadler uden sten
- 230 gram sorte bønner (passer med en brik)
- 2 spsk peanutbutter – gerne en crunchy en af slagsen
- 3 spsk mandler (til at lave mandelmel af)
- 3 spsk glutenfri havregryn
- 3 spsk cacaopulver
- Evt 2 spsk romessens af god kvalitet
- Til overtræk Mørk chokolade med højt kakaoindhold, der egner sig til overtræk
- Til overtræk Forskellige nødder, gerne ristede på en tør pande og hakket (hasselnødder, mandler, cashewnødder er velegnede)
Instruktioner
- Start med at blende mandlerne til mandelmel
- Tilføj herefter dadlerne og romessens og kør igen
- Tilføj så de sorte bønner, havregryn, kakaopulver og peanutbutter og kør igen til massen er nogenlunde jævn
- Massen skal være fast uden at være helt hård. Virker den for fast, kan du tilsætte en lille smule vand.
- Stil den på køl en halv times tid og tril herefter til kugler i den ønskede størrelse.
- Smelt chokoladen i en lille gryde, i mikroovnen eller gør som jeg, der bruger en hyggelig lille chokoladefondue med stearinlys under. Så kan børnene også være med – det er super hyggeligt.
- vend kuglerne i chokoladen og tril dem herefter i de hakkede nødder. Læg dem over på et stykke madpakkepapir til chokoladen er størknet.
- Jeg plejer at stille dem i køleskabet, så overfladen bliver hård. Så pakker jeg dem ned i en lufttæt beholder med madpakkepapir imellem og opbevarer dem på køl.Tip: De kan også fryses. Det ændrer kun konsistensen ganske lidt, så får du lavet en (for) stor portion, kan de fint gemmes i fryseren.
Kagerester….nej tak!
Som i de tidligere opskrifter, indeholder de skønne kugler ingen kagerester med mel og sukker. Det er helt unødvendigt, for den sunde version smager langt bedre – og så kan vi spise dem med god samvittighed.
De indeholder i stedet sorte bønner og dadler – og bare rolig. Lige som sidst, kan man på ingen måde smage de sorte bønner, der udelukkende giver en dejlig blød og “romkugle-agtig” konsistens.
Jeg har denne gang igen tilsat lidt romessens, fordi det giver lidt ekstra smag til dadelkuglerne. Vil du gerne undgå essens, kan du sagtens undlade det – det gir udelukkende ekstra smag til kuglerne.
I denne opskrift, har jeg tilsat crunchy peanutbutter og det gir en virkelig lækker smag og ekstra knas sammen med nødderne.
Med chokolade selvfølgelig….
De her sunde romkugler, er overtrukket med en mørk chokolade med højt kakaoindhold. Herefter er de rullet i forskellige hakkede nødder:
Ristede, hakkede mandler
Ristede, hakkede cashewnødder
Ristede, afskallede og hakkede hasselnødder
Når chokoladen er størknet, pakker jeg dem i en lufttæt beholder med madpakkepapir imellem og opbevarer dem på køl. Faktisk kan de også tåle en tur i fryseren. Konsistensen ændrer sig kun ganske lidt, så får du lavet en (for) stor portion, kan du sagtens putte nogle i fryseren, til de dage, hvor der bare skal noget lækkert snack på bordet.
Rigtig god fornøjelse! Opskriften finder du her nedenfor.