en rigtig sommersalat
Hurtig, nem og skøn salat med friske bær og minimozzarella.
Den er både smuk at se på, strutter af sundhed og smager fantastisk med de friske bær, der bare smager af….ja SOMMER!
Jeg har tilføjet lidt god skinke, men er du mere til salater uden kød, så undlader du den bare. Sommersalaten mætter rigtig godt alligevel og serveret med lidt friskbagt brød og en god olivenolie at dyppe brødet i, får du et vidunderligt måltid både til frokost og aftensmad.
Salat med broccoli, friske bær og mini mozzarella
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 2 pakker Bimi broccoli – snittet i tynde strimler
- 1 lille bundt frisk basilikum
- 1-2 stk avocado skåret i både
- 2 håndfulde friske søde jordbær
- 2 håndfulde friske søde hindbær
- ½ stk agurk snittet i skiver eller tynde strimler
- 1 bakke mini mozzarella
- 1 håndfuld tørrede tranebær
- Evt 1 pakke skinke af god kvalitet
- Evt lidt hvide sesamfrø som drys
Til vinaigretten med friske krydderurter:
- ½ dl citronsaft
- ½ dl olivenolie af god kvalitet (Jeg bruger altid den fra @Rosario)
- 2 spsk flydende honning
- 1 spsk sennep f.eks. Dijon eller en honning-sennep
- 2 spsk fintsnittede friske krydderurter som f.eks. oregano, timian/citrontimian og bredbladet persille
- Lidt salt og friskkværnet peber til at smage til med
Instruktioner
Sådan laver du den cremede vinaigrette med friske krydderurter:
- Pisk citronsaft, honning og sennep sammen og tilføj herefter olivenolien i en tynd stråle under konstant piskning. Pisk til du opnår en lækker cremet konsistens og rør herefter de fintsnittede friske krydderurter i og smag til med salt og friskkværnet peber.
Sådan samler du salaten (se evt video)
- I bunden af et serveringsfad fordeles først friske basilikumsblade og henover Bimi broccoli, der er skåret i tynde strimler.
- Top med halverede jordbær, hele hindbær, mini mozzarella, agurkeskiver, avocadobåde og tørrede tranebær.
- Ønsker du at tilføje skinke, så ryl hver skive sammen til en lille rosette og fordel dem rundt om i salaten.
- Slut af med at dryppe den cremede vinaigrette henover og giv et drys hvide sesamfrø.
- Server med friskbagt brød og evt lidt smør eller god olivenolie til at dyppe i.
- Rigtig god fornøjelse!
Videoopskrift
Tips til opskriften
I dag har jeg brugt en særlig broccoli, en Bimi der af nogle kaldes aspargesbroccoli, men som altså ER en broccoli med en let nøddeagtig smag og en laaang stilk, der smager virkelig lækkert både tilberedt og i rå form, som i dag.
Det fine ved Bimi er, at de netop kan tilberedes på flere måder og jeg bruger dem ofte i mine wokretter og i galette/tærte pga de lange stilke og den korte tilberedningstid.
For at fuldende salaten har jeg lige før servering dryppet en cremet vinaigrette med friske krydderurter henover. Den er virkelig nem at lave og skal blot piskes sammen og kan holde sig flere dage på køl, hvis altså der skulle blive en rest til over (det blir der aldrig hos mig). Den vil jeg virkelig anbefale dig at lave. Så har du en nem og lækker dressing til alle sommerens salater.