Nem og virkelig lækker…
Faktisk er jeg slet ikke så vild med kødboller. I hvertfald ikke de traditionelle af slagsen. Men de her er alt andet end traditionelle – og det er resten af retten også. Den er fyldig og stærk uden at være for stærk – og så er den fyldt med grøntsager og friske krydderurter.
Kødbollerne kan du lave af både oksekød, lammekød, kylling, kalkun og lam. Foretrækker du dem vegetarisk, bruger du blot en plantefars.
Jeg prøver at undgå stivelse i min mad, så jeg spiser squash-spiraler og det fungerer rigtig godt. Manden og drengene har brug for ekstra kulhydrater, så de spiser ris eller pasta til.
Spækket med grønt…
Som du måske har opdaget, er jeg VILD med grøntsager og putter dem ind alle steder, det overhovedet gir mening. Derfor er der grønt både i kødbollerne og saucen/suppen.
Jeg har valgt at bruge palmekål, som grønt fyld i saucen/suppen, da jeg er ret vild med den både i varme retter og i salater. Kan du ikke få fat i plamekål, kan du fint bruge alm. grønkål eller bok choy (en miniudgave af pak choy).
Jeg skriver med vilje sauce/suppe, da jeg laver lidt rigeligt med sauce og så er den ikke tyktflydende som en typisk sauce. Du kan sagtens lave den mere sauce-agtig ved at tilsætte mindre vand, hvis du foretrækker det.
Topping….
For mig, er topping bare enormt vigtig. Det gælder uanset om vi taler om morgenmad, salater, vafler, varme retter osv osv. Der skal altid toppes med noget lækkert. Det skal både være lækkert for ganen og øjnene.
Ud over at være smukt for øjet, tjener topping i mange tilfælde også til at tilføje mest mulig grønt til maden som f.eks. i form af friske krydderurter og mikrogrønt.
Vild med low carb…?
Er du også vild med dejlig mad, der ikke er fyldt med stivelse og sukker? Så er de her opskrifter måske lige noget for dig.
Shepard’s Pie | low carb – her er kartoffelmosen erstattet af en lækker og luftig mos af blomkål og knoldselleri.
Spaghetti squash lasagne | LCHF
Nå, men nu til opskriften, som kommer her nedenfor.
Rigtig god fornøjelse!
Kødboller i thai-sauce
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Til kødbollerne:
- 800 gram hakket kød – okse/kylling/kalkun/lam (Du kan også bruge plantefars, hvis du foretrækker det.)
- 2 stk æg
- 2 spsk fintrevet frisk ingefær
- 2 stk fintrevne skalotteløg eller 1 alm gult løg
- 4 stk forårsløg – fintsnittede
- Lidt stødt spidskommen
- 4 fed knust hvidløg
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- 2 spsk olivenolie
Til saucen/suppen:
- ½ bundt palmekål snittet i strimler (Alternativt kan du bruge grønkål eller bok choy)
- 2 spsk olivenolie
- 2 store tsk karry paste
- 2 dåser fuldfed kokosmælk
- 2-3 dl kyllingebouillon (Juster mængden alt efter om du ønsker sauce eller suppe)
- 3-4 spsk fiskesauce
- 1 håndfuld frisk basilikum
- 1 stor tsk gurkemeje
Til topping:
- 1 håndfuld Frisk basilikum – fintsnittede plus et enkelt topskud som pynt
- 1 stk lime skåret i både og brugt som topping under servering
- ½ stk skalotteløg skåret i skiver
- 2 stk forårsløg – fintsnittede
Instruktioner
- Rør en fars af det hakkede kød, æg, fintrevet ingefær, forårsløg, løg og krydderier.Form til store kødboller. Jeg bruger en lille spsk fars pr. stk.
- Varm olien op på panden og steg kødbollerne, så de får en fin brun stegeskorpe på alle sider. De behøver ikke være helt gennemstegte, men skal kunne holde sammen uden at gå i stykker, når du flytter dem over på et fad.Panden skal IKKE vaskes af for stegerester. De giver dejlig smag til saucen.
- Læg palmekålen over på panden og steg den ved middel varme, til den falder sammen og bliver blød og begynder at tage lidt farve. Læg den over på fadet til kødbollerne.
- Tilføj et par spsk olivenolie til panden og herefter karrypaste. Rør rundt og steg et par minutter inden du tilsætter kokosmælk, gurkemeje, frisk basilikum og kyllingebouillon alt efter hvor tyk du ønsker saucen/suppen.
- Smag til med fiskesauce, flagesalt og friskkværnet peber.
- Læg kødbollerne og palmekålen tilbage i panden og kog retten godt igennem indtil kødbollerne er gennemstegte.
- Pynt med frisk basilikum, fintsnittede forårsløg, skalotteløg og limebåde.
- Tilbehør: Squashnudler, ris eller pasta