Kartoffelfad med kødboller og ostegratinering

Kartoffelfad med ekstra grønt og store saftige kødboller, cremet sauce og ostegratinering: En Hjemmelavet Favorit

Kartoffelfad med store saftige kødboller er en af familiens helt store favoritter, når der skal varm mad på middagsbordet.

Denne rustikke og velsmagende ovnret kombinerer smagen af møre kartofler og de ekstra grøntsager med store saftige kødboller, en cremet lækker sauce og så den afsluttende ostegratinering.

De saftige kødboller skal ikke steges forinden, men lægges ovenpå de forbagte kartofler og tilberedes derfor i samme omgang, som kartofler og grøntsager færdigtilberedes.

Det er bare perfekt aftensmad til hele familien!

Server kartoffelfadet som det er eller prøv det med en salat med årstidens grønt og måske lidt godt brød ved siden af.

Kartofler og kæmpe kødboller i fad

Vær den første til at vurdere!
Super nem og lækker ovnret med kartofler, forårsløg, løg og peberfrugt toppet med store saftige kyllingekødboller og afsluttet med ostegratinering.
Antal: 4 personer

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

  • 700 gram kartofler
  • 1 stor rød snackpeber
  • 1 stort bananskalotteløg (Alternativt: Alm gult løg)
  • ½ bundt forårsløg
  • 2 spsk friske krydderurter f.eks. timian, rosmarin og oregano
  • 3-4 dl grøntsagsbouillon (kogende vand + terning)
  • 2 tsk grov sennep
  • 2 dl Fløde (Alternativ: Madlavningsfløde)
  • ½ håndfuld revet ost af mozzarellatypen (til gratinering)
  • Lidt salt og friskkværnet peber til at smage til med

Det skal du bruge til kyllingekødbollerne

  • 400 gram hakket kyllingekød
  • 1 stk æg str L
  • 1 tsk grov sennep
  • 2 fed hvidløg – knust
  • 1 stk bananskalotteløg (Alternativt: 1 lille gult løg)
  • ½ håndfuld revet ost af mozzarellatypen
  • 2 spsk friske krydderurter f.eks. timian, rosmarin, oregano (Alternativt: 2 tsk tørrede italienske krydderier)
  • Lidt salt og friskkværnet peber

Instruktioner

  • Tænd ovnen på 200 grader
  • Vask kartoflerne (de skal kun skrælles, hvis det er meget nødvendigt) og snit dem i papirstynde skiver f.eks. på et mandolinjern.
  • Smør et stort ildfast fad eller en pande der kan gå i ovnen med lidt olivenolie og læg kartoflerne ned i fadet.
  • Snit de øvrige grøntsager fint og læg også dem ned i fadet sammen med fintsnittede krydderurter. Vend det godt rundt.
  • Opløs bouillonterningen i kogende vand og tilføj 2 dl (hold ca 1 dl tilbage til hvis det blir nødvendigt at tilføje ekstra væde).
    Stil fadet ind i den varme ovn i 30 minutter til kartoflerne er næsten møre.
  • Lav imens farsen til kyllingekødbollerne:
  • Alle ingredienserne til kyllingekødbollerne lægges ned i et stort fad og æltes sammen med rene hænder. Farsen blir ret blød!
  • Tag fadet med kartoflerne ud af ovnen og fordel kyllingekødbollerne ovenpå.
  • Rør fløde med grov sennep, salt, friskkværnet peber og evt lidt ekstra fintsnittede krydderurter og hæld blandingen over kartoflerne.
  • Slut af med at fordele den sidste rest af den revne ost henover kartoflerne, men uden om kødbollerne.
  • Stil fadet retur i den varme ovn i ca 20 minutter alt afhængig af, hvor store du har lavet dine kødboller. Da det er kylling, er det vigtigt at de er helt gennembagte!
    Prik med en gaffel og mærk om kartoflerne er møre og skær evt en kødbolle over og tjek at den IKKE er rød inden i.
    Tip: Oplever du, at retten tager for meget farve til sidst, så dæk fadet til med et stykke staniol.
  • Vi nyder det dejlige kartoffelfad med en skål blandet salat med årstidens grøntsager.

Videoopskrift

YouTube video
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Tips til opskriften

Jeg har valgt at bruge hakket kylling, men kødbollerne kan lige så fint laves af hakket svin/kalv, hakket oksekød eller lammekød, hvis du foretrækker det.

Ofte skal kødbollerne steges før de kommer med i ovnen, men ikke her. Farsen til kødbollerne samles blot ganske hurtigt med rene hænder og sættes ovenpå kartoffelfadet, når der er 20 minutter tilbage af tilberedningstiden.

Du starter kartoffelfadet med at rengøre kartofler og grøntsager. Jeg skræller kun kartoflerne, hvis det er absolut nødvendigt. Der sidder masser af gode kostfibre og vitaminer i kartoffelskrællen, så bevar den så vidt det er muligt.

Herefter snitter jeg kartoflerne i meget tynde skiver med enten en skarp kniv eller mit uundværlige mandolinjern. Det er vigtigt at kartoflerne snittes meget tyndt, da det påvirker tilberedningstiden.

Kartofler og de snittede grøntsager fordeles i et ildfast fad eller en jernpande, der lige smøres med en smule olivenolie.

Har du friske krydderurter, så brug dem endelig! Jeg er personligt helt vild med rosmarin, timian og oregano, så dem bruger jeg ofte i mine opskrifter. Har du ikke friske krydderurter, så bruger du bare tørrede krydderier i stedet for. Husk altid at købe krydderier i en god kvalitet. Det kan virkelig godt betale sig, for de smager bare af så meget mere.

Tilføj bouillon og sæt fadet ind i ovnen i ca 30 minutter til kartoflerne er næsten møre.

Imens kartofler og de øvrige grøntsager er i ovnen, samler du farsen. Den indeholder ingen stivelse som mel eller rasp, men derimod revet ost og vil derfor være meget blød og klistrende.

Når kartoflerne er ved at være møre, tages fadet ud af ovnen og du sætter store kødboller ovenpå, rører saucen sammen af fløde, sennep, krydderier og friske krydderurter. Fordel saucen over kartoflerne og drys resten af den revne ost omkring kødbollerne.

Så skal fadet retur i ovnen i ca 20 minutter alt efter hvor store du har formet kødbollerne. Jeg laver gerne en test, hvor jeg skærer en kødbolle igennem for at tjekke, at de er ordentligt gennembagt.

Når kødbollerne er gennembagte, kartoflerne er møre og osten smeltende og lækker, er maden klar til at komme på bordet.

Lige før servering, gir jeg kartoffelfadet et grønt drys. Når jeg f.eks. bruger forårsløg i opskrifterne, gemmer jeg det grønne af toppene og snitter dem meget fint. De gir lige det sidste til retten.

Vi nyder gerne kartoffelfadet med de saftige kødboller sammen med en stor skål blandet salat med årstidens grønt og måske lidt groft brød ved siden af.

Denne ret er perfekt til at samle familien omkring middagsbordet og er en sikker vinder hos både børn og voksne.

Kartoffelfad med store saftige kødboller

Ofte stillede spørgsmål

Kan jeg bruge andet kød end hakket kylling?

Ja, du kan både bruge hakket svin, hakket svin og kalv eller lammekød, alt efter hvad du foretrækker.

Kan jeg tilsætte mel eller rasp for at gøre farsen mindre klistrende?

Ja i princippet kan du godt, men da det er kødboller hører mel og rasp ikke hjemme i opskriften. Prøv i stedet at forme kødbollerne med våde fingre.

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments