Indisk Dahl

En varm, cremet og krydret indisk dahl med frisk raita

Der er noget helt særligt over en skål dampende, krydret og cremet indisk dahl – det er sådan en ret, der virkelig varmer både krop og sjæl. Jeg elsker, hvor nem og hurtig den er at lave, og hvor godt de bløde linser og de varme krydderier spiller sammen. Dahl er en vegetarisk ret, der mætter dejligt og smager skønt med en frisk og let raita ved siden af. Kombinationen af den fyldige, krydrede suppe og den kølige, syrlige raita gør, at hele retten føles balanceret og spændende at spise. Hvis du også er til retter med masser af smag, lidt chili, bløde linser og cremet konsistens, så er denne dahl lige noget for dig.

Indisk Dahl med linser, raita og fladbrød

Indisk Dahl

Vær den første til at vurdere!
Nem og hurtig opskrift på cremet indisk dahl med raita. Fyldig suppe med smag fra varme krydderier og bløde linser. Perfekt vegetarisk aftensmad.
Antal: 4 personer

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet tid 30 minutter

Ingredienser

  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 spsk garam masala (eller karry)
  • 1 spsk tørret ingefær
  • 1 spsk stødt spidskommen
  • 1 spsk stødt koriander
  • ½ tsk stødt kardemomme
  • ½ tsk stødt kanel
  • Ca ½ tsk chiliflager (juster efter styrken på chiliflagerne)
  • 3 spsk tomatkoncentrat
  • 250 g røde linser
  • 800 g flåede tomater (svarer til 2 dåser)
  • 5-6 dl grøntsagsbouillon (vand plus 2 grøntsagsbouillonterninger)
  • salt (tilsmagning)
  • friskkværnet peber (tilsmagning)
  • olivenolie

Raita

  • 4 dl græsk yoghurt (eller creme fraiche 18%)
  • 1 agurk
  • 2 tomater
  • ½ håndfuld friske mynteblade
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • ½ tsk stødt koriander
  • chilipulver eller cayennepeber (tilsmagning)
  • salt (tilsmagning)
  • citronsaft (tilsmagning)

Instruktioner

  • Pil løg og hvidløg og snit dem fint.
  • Skyl linserne under rindende koldt vand indtil vandet er klart.
  • Varm olivenolien op og sauter løg og hvidløg indtil løgene er klare.
  • Tilsæt krydderierne og lad dem varme med et øjeblik inden der tilsættes tomatpure.
  • Tilføj nu de skyllede linser, grøntsagsbouillon og flåede tomater. Lad retten simre under låg i 20 minutter eller indtil linserne er møre.
  • Fjern låget og lad retten koge lidt ind, så sovsen tykner.
  • Smag til med salt og friskkværnet peber og server med lune fladbrød og raita.

Sådan laver du raita:

  • Riv agurken på den grove side af rivejernet, drys med lidt salt og lad den trække et par minutter. Pres væden ud igennem en sigte eller mellem hænderne.
  • Snit tomaterne i halve, fjern kerner og hak dem herefter fint.
  • Snit myntebladene fint.
  • Rør græsk yoghurt med krydderierne og tilføj mynteblade, tomater og agurk. Rør det godt sammen og smag til med citronsaft, salt og chilipulver.
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Print
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!
Indisk Dahl med linser, raita og fladbrød

Kært barn mange navn

Det er lidt sjovt med denne ret – for selvom jeg her kalder den dahl, så findes der faktisk flere måder at stave navnet på. Du har måske også set den skrevet som dhal eller daal. Det hele dækker over det samme: en varm og fyldig, krydret linsesuppe, som spises overalt i Indien og i mange andre asiatiske lande. Jeg bruger stavemåden dahl her, fordi det er sådan, mange danskere søger på retten. Men den korrekte stavemåde på hindi er faktisk daal. Så uanset om du kalder det dahl, dhal eller daal – så er det den samme skønne, vegetariske ret fyldt med smag, som jeg slet ikke kan få nok af. Jeg synes, det er hyggeligt, hvordan madretter kan have flere navne og stadig samle folk omkring bordet.

Sådan serverer jeg min dahl

Når jeg serverer dahl, synes jeg, at det hele kommer op på et højere niveau, hvis man også har lidt godt tilbehør.

Jeg synes, at en god dahl fortjener at blive serveret med en frisk raita. Den kølige yoghurtdressing balancerer den varme og krydrede dahl helt perfekt.

Og så kan jeg også godt lide at servere lune naanbrød ved siden af, som man kan dyppe i suppen eller bruge til at samle lidt af raitaen op med. Du kan nemt og hurtigt lave dine egne fladbrød eller bruge færdigkøbte fra supermarkedet.

Mange serverer ris til og gerne basmatiris, fordi de har en let og luftig struktur, som passer perfekt til den cremede dahl. De løse ris sørger for ekstra mæthed, men personligt foretrækker jeg de lune naanbrød.

Jeg topper gerne min dahl med lidt friskhakket bredbladet persille eller koriander. Hvis jeg har en citron liggende, skærer jeg et par både, som man kan presse over suppen – det frisker virkelig retten op og fremhæver smagen. Jeg synes, at dahl er en genial hverdagsret, fordi den er mættende, billig og fyldt med smag, men den kan også sagtens laves som en hyggelig gæstemiddag. Og hvis der er rester, smager den endnu bedre dagen efter, hvor smagene rigtig har sat sig.

Fladbrød – naan
Nem og hurtig opskrift på de uundværlige fladbrød.
Se opskriften her
Løse ris
Sådan koger du de perfekte løse ris, der blir luftige og lækre uden at klistre.
Se opskriften her
Løse ris - sådan koger du de perfekte løse ris
Indisk Dahl med linser, raita og fladbrød

Ingredienser i Indisk Dahl med raita

Her får du et overblik over de vigtigste ingredienser i min indiske dahl med raita, og hvad de hver især bidrager med til smagen og oplevelsen.

  • Løg: Løgene danner bunden af smagen og giver en sød og mild fylde til retten, når de bliver bløde og let karamelliserede.
  • Hvidløg: Frisk hvidløg giver en skarp, aromatisk bund, som passer perfekt sammen med de varme krydderier.
  • Garam masala: Denne krydderiblanding giver den klassiske indiske smag. Hvis du ikke har det, kan karry også sagtens bruges.
  • Tørret ingefær: Giver en let skarphed og varme, der understøtter de andre krydderier.
  • Stødt spidskommen: Tilføjer en jordet, lidt ristet smag, som jeg synes er helt uundværlig i en god dahl.
  • Stødt koriander: Giver en let citrusagtig friskhed til retten.
  • Stødt kardemomme: En diskret, aromatisk sødme, der runder krydderierne af.
  • Stødt kanel: Giver dybde og en let sødme, som klæder de varme krydderier.
  • Chiliflager: Her kan du selv styre, hvor stærk din dahl skal være – jeg justerer gerne efter humør.
  • Tomatkoncentrat: Giver en intens tomatsmag, der gør suppen ekstra fyldig.
  • Røde linser: De mætter godt og bliver dejligt bløde, når de koger ud i retten.
  • Flåede tomater: Giver en frisk og let syrlig bund, som balancerer de varme krydderier.
  • Grøntsagsbouillon: Binder hele suppen sammen og tilfører salt og umami.
  • Salt og peber: Smagen skal selvfølgelig justeres løbende – her smager jeg altid til.
  • Olivenolie: Bruger jeg til at stege løg og krydderier i – det giver en god smagsbase.
  • Græsk yoghurt: Danner basen i raitaen – giver friskhed og cremet konsistens.
  • Agurk: Giver sprødhed og lethed til raitaen.
  • Tomater: Giver lidt saft og friskhed i raitaen.
  • Friske mynteblade: Jeg elsker den friske smag, mynten giver – det løfter raitaen.
  • Chilipulver eller cayennepeber: Giver et lille spark i raitaen, hvis man har lyst.
  • Citronsaft: Giver syre og friskhed – jeg smager altid til, så raitaen balancerer dahlens varme krydderier.

Sådan får du den bedste dahl

Når jeg laver dahl, er der nogle små ting, der virkelig gør en forskel. Først og fremmest er det vigtigt at give krydderierne tid til at frigive deres smag. Jeg starter altid med at stege løg og hvidløg godt af i olivenolie, og så tilsætter jeg krydderierne, så de kan riste med og udvikle dybde. Hvis man kommer dem direkte i væsken, får de slet ikke samme varme og runde smag. Det samme gælder for tomatkoncentrat, der også får en langt dybere smag, når den blir varmet godt igennem inden de våde ingredienser tilsættes.

Husk altid at skylle linserne meget grundigt. Jeg vejer dem af og hælder dem i et dørslag og så lader jeg rindende koldt vand løbe igennem dem indtil vandet er helt klart. På den måde fjerrenes alle urenheder og den let bitre smag, som linser kan have, hvis de ikke er skyllet ordentligt.

En anden lille ting, jeg gør, er at justere mængden af væske undervejs. Nogle gange suger linserne mere, end man lige regner med, og så tilsætter jeg bare lidt ekstra bouillon, indtil suppen har den rette cremede konsistens. Jeg kan godt lide, at dahl er lidt tyk og fyldig, men det er en smagssag.

Hvis jeg har kokosmælk i køkkenet, kan jeg godt finde på at tilføje en smule til sidst for at give ekstra cremethed og en mild, sødlig smag. Det er ikke nødvendigt, men det kan være en lækker variation. Og så smager dahl faktisk endnu bedre dagen efter, hvis du har rester – smagen udvikler sig virkelig, når den får lov til at stå og trække.

Kokosmælk eller ej? – små justeringer der kan ændre retten

Om du vil tilsætte kokosmælk i stedet for bouillon er en smagssag. Nogle dage har jeg lyst til en lidt lettere og mere tomatbaseret dahl, som den her opskrift giver, men andre gange tilsætter jeg en halv dåse kokosmælk for at få den der ekstra cremede og let sødlige smag, som klæder de stærke krydderier virkelig godt. Hvis du bruger kokosmælk, bliver retten lidt rundere og mildere, og det er især godt, hvis der skal være plads til børn ved bordet.

Man kan også sagtens lege med mængden af chili. Jeg smager altid til undervejs, for nogle chiliflager er meget stærkere end andre. I stedet for røde linser kan du også bruge grønne eller gule linser, men husk, at de kræver lidt længere kogetid og giver en lidt grovere konsistens. Hvis jeg har travlt, holder jeg mig altid til de røde linser – de er så taknemmelige og bliver hurtigt bløde.

Raita – det perfekte friske tilbehør

Jeg river agurken groft og drysser den med lidt fint salt, hvorefter jeg presser saften ud, så raitaen ikke bliver for vandet. Det gør, at den holder sig lækker og cremet, også hvis den skal stå lidt. Tomaterne giver lidt saftighed og bid, og så er friske mynteblade næsten uundværlige – de giver den der sprøde, grønne smag, som jeg synes løfter det hele. Hvis man har lyst, kan man også komme lidt chilipulver eller cayennepeber i for at give raitaen et lille spark – det gør jeg somme tider, hvis jeg ved, at dahl’en er blevet lidt mild. Raitaen er også skøn som dip til naanbrød eller til at blande sammen med ris – den kan altså lidt af det hele.

Andre indiske lækkerier

Indisk curry med kylling og kokos
Dejlig varm curry med saftig kylling i kokossauce. Server den med gurkemeje-ris og lune naanbrød.
TIP: Du kan erstatte risene med blomkålsris, hvis du gerne vil undgå stivelsesholdige fødevarer.
Se opskriften her
Butter chicken
Nem opskrift på den bedste Butter chicken – Smørkylling i cremet masala sovs. Hjemmelavet og lækker indisk ret serveret med ris eller fladbrød.
Se opskriften her
Butter chicken - hjemmelavet butter chicken serveret med ris
Tandoori kylling
Tandoori kylling – Her lavet som en dejlig indisk gryderet med marineret kylling i cremet sauce med masser af smag. Server med ris og naanbrød.
Se opskriften her
Tanddori kylling som gryderet med kokosflager
Indisk Dahl med linser, raita og fladbrød

FAQ – Ofte stillede spørgsmål

Er dahl det samme som daal?

Ja, og daal er faktisk den korrekte stavemåde, men i Danmark er der af en eller anden grund flest der søger på retten med stavemåden dahl eller dhal.

Kan jeg tilsætte kokosmælk i denne dahl?

Ja, du kan sagtens tilsætte kokosmælk, hvis du ønsker en mere cremet og mild smag. Jeg plejer at tilføje en halv til en hel dåse mod slutningen af tilberedningen.

Kan jeg lave dahl dagen før?

Ja, dahl smager faktisk endnu bedre dagen efter. Smagen udvikler sig, og suppen bliver endnu mere intens. Opvarm den stille og roligt, og tilsæt eventuelt lidt ekstra væske, hvis den er blevet for tyk.

Kan dahl fryses?

Ja, dahl kan fryses uden problemer. Jeg plejer at fryse den i portionsstørrelser, så jeg nemt kan tage en hurtig frokost eller aftensmad op.

Hvilket tilbehør passer godt til dahl?

Jeg serverer gerne dahl med basmatiris, lune naanbrød og raita. Du kan også toppe med frisk koriander eller lidt ristede kerner for ekstra sprødhed.

Kan jeg bruge andre linser end røde?

Ja, men vær opmærksom på, at grønne eller gule linser skal koge længere og giver en grovere konsistens. Røde linser er hurtigst og giver den mest cremede dahl.

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments