Tomatgalette med ostecreme
Galette er oprindeligt en fransk madpandekage lavet af boghvedemel. I dag findes de i mange forskellige versioner – og jeg har tilladt mig at lave endnu en ændring.
Jeg er vild med galette og laver dem faktisk altid med butterdej. Den sprøde dej med de mange tynde lag passer perfekt til tærtebund. Og så er det nemt, for jeg køber dem færdige.
Tomatgalette med ostecreme
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 pakke færdiglavet butterdej
- 1 stk æg (til pensling)
- 1 stk stor moden bøftomat
- 18-20 små sorte stenfrie oliven af god kvalitet
- Lidt olivenolie af god kvalitet
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Lidt friske basilikumsblade som drys på den færdige galette
Ostecreme:
- 200 gram Puckost eller feta
- 3 spsk creme fraiche 18%
- 2 fed knust hvidløg
- Lidt citronsaft, flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med.
- 1 spsk fintsnittede friske krydderurter f.eks. purløg, oregano, timian eller rosmarin
Instruktioner
Sådan laver du ostecremen:
- Rør fetaosten lind med creme fraiche og tilføj knust hvidløg og de fintsnittede krydderurter.Smag til med lidt citronsaft, flagesalt og friskkværnet peber.
- Varm ovnen op til 200 grader eller 180 grader varmluft
- Læg butterdejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir
- Prik bunden med en gaffel, men lad 1 cm være hele vejen rundt.Pisk ægget og pensl kanten hele hele vejen rundt. Fold kanten ind og pensl ovenpå.
- Forbag butterdejsbunden 10 minutter. Tip: Selvom du har prikket bunden med en gaffel, kan den godt hæve op alligevel. Det betyder ikke noget. Du prikker blot hul på bunden og trykker den flad med en paletkniv.
- Smør den forbagte bund med ostecremen og fordel tomater skåret i skiver ovenpå.
- Fordel de sorte oliven ovenpå og sæt den ind i den varme ovn.Bag den indtil kanterne er gyldne og sprøde og tomaterne er bagt.
- Drys den færdigbagte galette med friske basilikumsblade, drys med flagesalt, friskkværnet peber og dryp den med lidt rigtig god olivenolie.
- Server gerne med en lækker blandet salat.
- Husk du kan følge mig på INSTAGRAM og på den måde altid holde dig opdateret på nye opskrifter herinde på bloggen.
- Rigtig god fornøjelse!
Tomater, tomater, tomater….
Lige nu er tomaterne i sæson og ja, jeg ved godt, at der altid er tomater i grøntafdelingen. Men altså de her solmodne frilandstomater, de er bare noget helt særligt.
Jeg har ikke drivhus og er aldrig rigtig kommet igang med at dyrke tomater på friland. Haven er ellers stor nok, så måske det kunne være et projekt til næste sommer. Der er nemlig kommet så mange nye spændende sorter, der fint kan dyrkes i krukker på terrassen.
Heldigvis er de danske tomater, der ligger i grøntafdelingen af rigtig fin kvalitet. De er som regel søde og fulde af smag, men ind imellem mangler de alligevel lige det sidste. Derfor opbevarer jeg dem altid i en skål i vindueskarmen. På blot et par dage, får en ellers lidt umoden tomat uden smag, røde kinder og smager sødt og godt.
Normalt bruger jeg altid cherrytomater eller blommetomater, men kan jeg få fat i bøftomater er det dem, jeg går efter. De smager bare ekstra dejligt!
Så i den her tomatgalette har jeg brugt bøftomater. Kan du ikke lige finde bøftomater i grøntafdelingen, kan du fint bytte dem ud med andre sorter.
Er du også vild med…..
Er du også vild med de franske tærter, vil du måske få lyst til at prøve mine andre opskrifter på galette:
Galette med cherrytomater og burrata
Galette med kartoffel og to slags ost