Skøn opskrift på rabarberkage med appelsin og lækker orangecreme
Er du vild med rabarber – og raberberkage især? Jamen så MÅ du bare prøve den her opskrift, hvor jeg har tilføjet appelsinsaft og appelsinskal til den ellers klassiske rabarberkage. Nåhh ja, og så har jeg lavet en super nem og lækker creme, også med appelsin, der kan serveres til. Det er den slags kage, der bare blir revet væk og du kan bage den året rundt, for du kan både bage den med friske og frosne rabarber.

Rabarberkage med appelsin
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 300 g rabarber (Du kan bruge både friske og frosne rabarber)
- 2 spsk sukker
- 2 æg
- 100 g smør
- 100 g sukker
- 150 g hvedemel
- 2 tsk vanillesukker
- 1 tsk bagepulver
- 100 g marcipan
- ½ appelsin (saft og skal)
- 50 g mandler
- 2 spsk perlesukker
Til vanilje-orangecreme (kan udelades):
- 2 spsk creme fraiche
- ½ appelsin (saft og skal)
- ½ tsk vanillesukker
Instruktioner
- Start med at klargøre rabarberne: Fjern bladene, snit dem i mindre stykker på 2-3 cm og vend dem i 2 spsk sukker. Lad dem gerne stå og trække lidt.
- Tænd ovnen på 200 grader alm ovn.
- Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps.
- Riv marcipanen på den grove side af rivejernet.
- Overhæld mandlerne med kogende vand, smut dem og hak dem groft.
- Smelt smørret og lad det afkøle til lillefingervarmt.
- Pres saften ud af appelsinen og riv skallen fint. Læg den ned i det smeltede smør.
- Vend hvedemel, halvdelen af marcipanen, bagepulver og vanillesukker sammen og rør det i æggeblandingen lidt ad gangen.
- Tilføj derefter smør- og appelsinblandingen.
- Vend lidt over halvdelen af de marinerede rabarber ned i dejen. Pas på du ikke slår luften ud af dejen. Resten skal du bruge som topping.
- Tilsæt halvdelen af de de grofthakkede mandler. Resten gemmes som topping.
- For springformen med bagepapir eller smør den med lidt smør eller fedtspray.
- Hæld dejen ned i formen og fordel resten af rabarberstykkerne, marcipanen og mandelflagerne over dejen. Tryk det hele lidt ned i dejen og giv et let drys perlesukker inden du sætter den ind i den varme oven.
- Jeg bager min i ca 45 minutter. De sidste 15 minutter sætter jeg en bageplade ind under pladen med bageformen for at kagen ikke skal få for meget varme i bunden.Vælger du en fladere kage, må du nedsætte bagetiden. Tjek bare med en strikkepind eller kødnål. Når der ikke følger dej med, er kagen færdig.
Sådan laver du vanilje-orangecreme (kan udelades):
- Creme fraiche røres sammen med vaniljesukker, saft og skal af 1/2 appelsin til en jævn konsistens.Cremen kan serveres som tilbehør til rabarberkagen.

Sådan serverer jeg min rabarberkage
Det er oplagt at bage den dejlige rabarberkage med appelsin i den periode, hvor rabarberne er i sæson. Ofte bager jeg den som en hyggelig eftermiddagskage i week-enden, hvor jeg serverer den lun med en kop kaffe eller te.
Jeg holder af at servere den sammen med den nemme vanilje-orangecreme, hvor den syrlige creme giver et friskt modspil til den søde, svampede kage. Du kan naturligvis også servere kagen med lidt flødeskum eller en kugle vaniljeis til – især hvis kagen er nybagt og stadig lidt lun. Det er virkelig en kombination, der får folk til at tage en ekstra portion.
Om sommeren nyder jeg at tage et stykke med ud i haven og spise det i solen med et glas iskold rabarbersaft med masser af isterninger i. Så blir det ikke mere sommer-agtigt 🙂
Kagen holder sig saftig og god i flere dage, så den er nem at tage med på picnic eller til sommerfester, hvor den kan skæres i mindre stykker og fungere som en lille hapser. Skal du lave kagen til mange, så ganger du bare opskriften op og bager den i stedet i en bradepande. Det er altid en succes til studentergilde og sommerens andre fester.
Andre opskrifter med rabarber
Hvis du også er vild med rabarber, har du dem måske i din have. Jeg har 3 rabarberplanter, 2 jordbærrabarber og 1 vinrabarber. De vokser i mine store plantekasser, efter flere mislykkede forsøg i haven. Og det er så tilfredsstillende at kunne gå ud og bare trække den ene fine rabarber op efter den anden.
Har du ikke rabarber i haven, kan man heldigvis købe friske rabarber i de fleste dagligvarebutikker – og mine opskrifter (undtagen de syltede rabarber) kan du lave med frosne rabarber. Her kommer mine bedste opskrifter med rabarber:
Ingredienser i rabarberkage med appelsin
Her har jeg samlet lidt tanker om, hvad hver ingrediens egentlig bidrager med til kagen. Jeg synes det er rart selv at vide, hvad der gør en opskrift ekstra god – og måske kan du få lyst til at justere eller eksperimentere lidt selv undervejs.
- rabarber
Rabarberne er selvfølgelig stjernen i opskriften. Jeg bruger både friske og frosne alt efter, hvad jeg har – og begge dele fungerer lige godt. De syrlige stængler giver den skønneste kontrast til den søde kagebund og sikrer, at kagen ikke bliver for tung. Jeg plejer at skære dem i små stykker og vende dem i lidt sukker, så syren mildnes en smule. - sukker
Jeg bruger almindeligt hvidt sukker både til at søde rabarberne og til selve kagedejen. Det sørger for en god balance til den naturlige syre fra både rabarber og appelsin. - æg
Æggene binder dejen sammen og giver en luftig og let struktur. Jeg pisker dem godt sammen med sukkeret for at få en blød og cremet konsistens i dejen. - smør
Smør giver kagen både fedme og smag – og jeg kan tydeligt smage forskel, når jeg bruger rigtigt smør i stedet for margarine. Det giver en blød og svampet krumme, som jeg virkelig holder af. - hvedemel
Almindeligt hvedemel fungerer helt fint her og giver kagen struktur. Du kan evt. erstatte lidt af melet med mandelmel, hvis du ønsker en endnu mere nøddeagtig smag. - vanillesukker
Et lille strejf af vanilje giver sødme og dybde i smagen. Jeg bruger vanillesukker, men har du vaniljekorn eller vaniljeekstrakt, kan du også bruge det. - bagepulver
Bagepulveret sørger for, at kagen hæver og får den rette luftighed. - marcipan
Marcipanen giver kagen sødme og en svampet, let fugtig konsistens. Jeg river den groft, så den fordeler sig godt i dejen, og smagen kommer jævnt ud i hele kagen. - appelsin (saft og skal)
Jeg elsker at bruge både saft og fintrevet skal fra en økologisk appelsin – det giver en friskhed, der løfter hele kagen. Sammen med rabarbernes syrlighed og marcipanens sødme får du den fineste smagsbalance. - mandler
Grofthakkede mandler giver lidt knas og en dejlig nøddeagtig smag. Jeg drysser dem over toppen inden bagning – det giver både tekstur og et flot udseende. - perlesukker
Et drys perlesukker på toppen giver kagen en sprød, karamelliseret overflade. Jeg synes det giver et rigtig fint udtryk – og så knaser det lidt lækkert. - creme fraiche, appelsin og vanillesukker (til vanilje-orangecreme)
Når jeg vil gøre lidt ekstra ud af serveringen, rører jeg en hurtig creme med creme fraiche, appelsinsaft og lidt vanillesukker. Den er syrlig og sød på én gang, og passer virkelig godt til den saftige kage. Den kan dog sagtens undlades, hvis du bare vil have den som en god, klassisk eftermiddagskage.
Tips til en perfekt rabarberkage
Rabarberkage med appelsin er virkelig en nem kage og kræver ingen specielle bage-færdigheder. Så det er en af de kager, hvor ALLE kan være med! Alligevel får du her lidt tips, så vi sikrer, at du får det allerbedste resultat:
Vælg de rigtige rabarber
Jeg bruger oftest vinrabarber eller jordbærrabarber, fordi de har den flotteste farve og en mild syrlighed. Men almindelige rabarberstængler virker også fint – bare sørg for at skære dem i passende små bidder, så de fordeles jævnt i kagen og juster evt sukkermængden, hvis de er meget syrlige. Vær også opmærksom på, at de gammeldags rabarber får en mere brunlig farve, når de bages. På billedet er kagen bagt med jordbærrabarber og derfor er farven så flot rød. Har du frosne rabarber, skal de blot tø op og dryppes godt af for væde, inden du bruger dem.
Riv marcipanen groft
Det gør det nemmere at fordele marcipanen i dejen. Hvis du bruger den som ét stort stykke eller for finrevet, risikerer du enten klumper eller at smagen forsvinder. Jeg river den på den grove side af rivejernet eller brækker den i bittesmå stykker inden den kommes ned i røreskålen. Så får du marcipanen fint fordelt i dejen.
Brug økologisk appelsin
Skallen er med i opskriften, så det er vigtigt, at appelsinen er usprøjtet. Den fine skal giver både smag og duft, og jeg synes personligt, det er den detalje, der binder det hele sammen.
Drys med perlesukker og mandler til sidst
Perlesukkeret smelter lidt under bagningen og danner en skøn, sprød skorpe. Mandlerne rister let og giver et ekstra lag smag – det gør virkelig meget for helhedsoplevelsen.
Hold øje med bagetiden
Jeg har langt om længe fået en ny ovn, der bager jævnt – en kæmpe lettelse, når man bager meget, som jeg gør. Men min gamle ovn bagte meget ujævnt…..så hvis du har sådan en af slagsen, så tjek kagen med en kødnål, strikkepind eller tandstikker efter de første 30 minutter. Der må gerne hænge lidt fugtig dej ved, men ingen rå dej – så ved jeg, den bliver dejligt svampet uden at være ubagt.
