Pasta med bagte tomater og parmaskinke…..
Åhh det her er bare lækkert – smovsende lækkert til både hverdag og når du får gæster.
For hvem kan sige nej til en virkelig lækker pastaret…? Ingen hjemme hos mig og måske heller ikke hos dig.
I dag står den på en lidt anderledes version af den klassiske spaghetti carbonara, hvor der dels er brugt bagte tomater, sprød parmaskinke og den cremede lækre burrata. En helt fantastisk kombination, du bare MÅ prøve.
Pasta a la carbonara med bagte tomater og parmaskinke
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Bagte tomater og sprød parmaskinke:
- 500 gram cherrytomater skåret i halve
- Lidt olivenolie (til at vende tomaterne i)
- 100 gram god parmaskinke
- Lidt flagesalt, friskkværnet peber, hvidløgspulver og løgpulver
- Lidt frisk rosmarin eller basilikum – fintsnittet
Pasta a la carbonara:
- 400-500 gram tørret spaghetti
- 2 stk æg str L
- 1 stk æggeblomme
- 100 gram friskrevet parmesan
- Lidt pastavand (2-3 dl)
- 1 stk burrata – afdryppet
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
Topping:
- Lidt frisk rosmarin eller basilikum – fintsnittet
Instruktioner
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft og sæt en stor gryde vand med salt over og bring den i kog.
- Vend tomaterne i olivenolie, flagesalt, friskkværnet peber, hvidløgspulver og løgpulver og læg dem over på en bradepande med bagepapirLæg parmaskinken ved siden af eller steg den på en pande med et par dråber olivenolie indtil den er sprød og gylden. Bag tomaterne i ca 20 minutter alt efter deres størrelse.
- Kog imens pastaen al dente (ikke mere) og dræn den for vand. Husk at holde lidt at pastavandet tilbage. Det skal du bruge til saucen.
- I en gryde piskes æg og den enkelte æggeblomme sammen med flagesalt, friskkværnet peber og parmesanosten. Tilsæt pastavandet lidt ad gangen under konstant piskning (vigtigt så du ikke ender op med røræg). Tænd varmen til middel og pisk/rør konstant imens saucen stille og roligt tykner. Den skal IKKE koge.
- Vend saucen og pastaen sammen og pynt med de bagte tomater og den sprøde parmaskinke. Læg til sidst burrataen på og bræk den lidt i stykker.Giv det hele et godt drys med frisk basilikum og masser af friskkværnet peber.
- Jeg serverer altid en humpel parmesan sammen med, så alle selv kan tilføje ekstra ost efter smag og behag.
- Rigtig god fornøjelse!
Følger du med herinde, vil du vide, at jeg er meget glad for bagte tomater, altså virkelig glad! Og jeg ved godt, at mange tænker, at det er for besværligt og tidskrævende, men tro mig. Det gir bare så meget ekstra smag til din mad og så er det hverken svært eller tidskrævende, så du kan fint lave retten på en halv times tid. So what’s not to like…?
Vil du se mere…?
Pasta var i flere år noget jeg gik en lang bue uden om – og nøjj det var svært. I dag har jeg heldigvis fået et mere afslappet forhold til mad og fundet ud af, at jeg sagtens kan spise lidt af det hele. En kæmpe befrielse!
Så nu er der efterhånden kommet lidt flere pastaretter herinde på bloggen, og måske du har lyst til at afprøve nogle af dem.
Jeg har under opskrifter lavet en fane med PASTA, hvor du kan kigge dig omkring. Ellers kan jeg anbefale Citronpasta – opskrift på cremet lækker citronpasta med ricotta og spinat, Cremet pasta med tigerrejer, spinat og små tomater, Mexicansk pasta pande – opskrift på mexicansk comfort food eller hvad med en anden smovsende lækker pastaret: Pasta mexicana.