Sensommer med svampe og bær…
Efter et par måneder, hvor vi mest har spist lette salater, er det ved at være tid til at finde de lidt mere bastante retter frem.
Sensommeren byder på de første svampe og masser af bær og de forenes skønt i dagens pande med kylling og auberginer.
Kylling med svampe og auberginer i flødesauce
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 2 stk kyllingebryst
- Lidt olivenolie eller smør til stegning
- 1 bakke brune økologiske marksvampe – gerne danske
- 1 stk aubergine – skåret i tern
- 2 stk bananskalotteløg – fintsnittede
- 2 fed knuste hvidløgsfed
- 1 håndfuld cherrytomater
- 1 håndfuld bredbladet persille – fintsnittet (Alternativt friske basilikumsblade – fintsnittede)
- ¼ ltr fløde
- Lidt friske hindbær eller brombær til pynt
- Krydderier Salt, friskkværnet peber, røget paprika, chipotle, timian
Instruktioner
Sådan gør du:
- Varm olie eller smør op på en pande
- Brun kyllingebrysterne på begge sider. Sænk varmen og steg dem færdige. Kødsaften skal være helt klar. Er du i tvivl, så lav et lille snit i den ene og kødet skal være hvidt. Stil dem til side med staniol og et rent viskestykke over, så de holder sig varme.
- Tilføj evt lidt ekstra fedtstof til panden
- Sauter skalotteløg og hvidløg til de er klare, hvorefter du tilføjer svampene, auberginestykkerne, tomaterne og krydderierne. Rist det hele godt igennem.
- Tilsæt fløden og kog saucen godt igennem. Den må gerne tykne lidt
- Smag til og juster på krydderierne om nødvendigt
- Læg kyllingebrysterne over på panden og lad dem blive godt varme igen.
- Drys med friske basilikumsblade eller bredbladet persille og pynt med lidt ekstra tomater og friske hindbær eller brombær
- Brug for ekstra mæthed…? Server en stor blandet salat til eller små kogte kartofler.
- Velbekomme
Kylling som foretrukne proteinkilde
Vores foretrukne proteinkilde, i hvertfald i hverdagene, må siges at være kylling og især kyllingebryst.
Jeg køber kylling af god kvalitet, der ikke er tilføjet lage, for jeg vil simpelthen ikke betale for vand! Følger du med herinde ved du, at jeg ofte harcelerer over denne såkaldte tilsatte lage og jeg vil bestemt anbefale, at gå langt uden om den. Og det er ganske let, for det skal stå på emballagen – og så er kan man faktisk endda se de mange huller i kyllingen, der opstår under processen – jamen jeg forstår det simpelthen bare ikke….
Og så lidt om svampe – også
For ja (suk), det er heller ikke helt ligegyldigt hvor dine svampe kommer fra – eller det er det ikke for mig. Østeuropa og Baltikum er store eksportører af bl.a. svampe og kigger du efter, er langt de fleste svampe du kan købe i supermarkedet fra netop østeuropa. Det er ok for mig selvom jeg foretrækker danske svampe. Men svampe fra Hviderusland lader jeg ligge – alene tanken om, hvor tæt det er på Tjernobyl er længe nok til at jeg ikke vil risikere noget.
Auberginer eller zucchini
I dagens pande har jeg brugt auberginer, der er skåret i mindre stykker og derefter ristet med på panden. Du behøver ikke salte stykkerne forinden!
Vil du hellere bruge zucchini eller courgetter er det ikke noget problem og lad endelig være med at skrælle dem. Sommerzucchini har en fin blød og meget spiselig skræl, så lad den endelig blive på.
Til hvor mange…?
Jeg valgte at stege et ekstra kyllingebryst med nu hvor jeg alligevel var igang med at stege, men retten er faktisk kun beregnet til 2 personer. Det resterende kyllingebryst bliver enten puttet i fryseren eller brugt i en frokostsalat dagen derpå. Det handler om at gøre det nemt – også for en madblogger.
Rigtig god fornøjelse!