Nem dessertkage med jordbær og hasselnøddebund
Skøn dessertkage, hvor jordbærrene fint kan udskiftes med andre bær alt efter sæson og smag. Jeg foretrækker nu jordbær – og helst de nyplukkede og danske selvfølgelig.
Jordbærtærte med hasselnøddebund
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Det skal du bruge til tærtebunden:
- 50 gram hasselnøddekerner (bedst hvis du har ristede hasselnødder) Du kan også bruge mandler hvis du foretrækker det. (Rist hasselnødderne kort på panden, køl dem af og gnub hinderne af i et rent viskestykke.)
- 125 gram havregryn
- 100 gram marcipan – groftrevet
- 1 ½ spsk Rørsukker
- 2 spsk flydende honning f.eks. akacie
- 1 ½ tsk vaniljesukker (du kan også bruge vaniljepulver men så en 1/2 tsk)
- ½ tsk flagesalt
- 50 gram kokosolie – smeltet
- Evt 75 gram mørk chokolade – smeltes (til at pensle bunden med)
Det skal du bruge til fyldet:
- ¼ ltr. piskefløde eller et vegansk produkt, hvis du ønsker det
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk rørsukker
- 2 store spsk creme fraiche 18%
- 250 gram friske jordbær eller andre bær efter lyst – skåret i skiver eller kvarte.
- 25 gram pistacienødder – grofthakkede
- Evt lidt friske mynteskud
Instruktioner
Sådan laver du tærtebunden:
- Smelt kokosolien i en lille gryde
- Læg hasselnødder, havregryn, rørsukker, vanilje, marcipan og salt ned i foodprocessoren og kør blandingen godt igennem. Tilføj kokosolien og kør massen til den blir samlet.
- Pres nøddeblandingen ned i en smurt tærteform (jeg bruger en smørspray). Prik bunden med en gaffel og bag den ved 180 grader varmluft. Min fik 12 minutter. Den skal være fast og gylden uden at blive for mørk.
- Vil du pensle bunden med chokolade, smelter du først chokoladen i en lille gryde og pensler den flydende chokolade på den stadigt varme bund.
- Lad bunden køle helt af inden du forsigtigt løfter den ud af formen. Det er lettest, hvis du har en tærteform med løs bund, men den tærten trækker sig lidt sammen, når den bliver kold – så er den meget lettere at tage ud uden at gå i stykker.
- Pisk fløden stiv sammen med rørsukker og vanilje. Vend forsigtigt med creme fraiche og fordel på den helt afkølede tærtebund. Blir der noget til overs, kan du servere det i en lille skål ved siden af.
- Pynt med jordbær og drys med grofthakkede pistacienødder og evt lidt friske mynteskud.
- Rigtig god fornøjelse!
Tærtebund uden mel…
At snakke om sundhed i forbindelse med et opslag om kage, virker måske lidt fjollet. For ja, kager vil i langt de fleste tilfælde ikke være direkte sunde.
At jeg så alligevel piller ved den klassiske jordbærtærte, skyldes at den nu godt kan blive en sundere udgave end den klassiske med mazarinbund.
Mazarinbunden laves med masser af smør, hvedemel og sukker. Det er bestemt ikke godt for nogen af os. Derfor laver jeg bunden som en nøddebund med ristede hasselnødder som hovedingrediens.
Jeg har tidligere delt opslag med alternative bunde uden mel. Både rabarbertærten, jordbærtærte med rabarberskum og jordbærtærte får altid positive tilbagemeldinger. Så måske de kunne være noget for dig.
Nemt at lave….
Det er nemt at bage tærtebunde uden mel. Alle ingredienserne køres i en foodprocessor til en ensartet masse, der trykkes ud i en tærteform. Herefter prikkes den med en gaffel og bages til den er fast og gylden. Efter afkøling kan den løftes ud af tærteformen og pyntes.
Skal det være ekstra lækkert, kan du pensle den stadigt varme tærtebund med smeltet mørk chokolade.
Sukker….
I opskriften har jeg brugt rå rørsukker, men da jeg ved, at mange af jer, der følger med herinde, gerne vil skære ned eller helt undgå sukker, kommer her et par fif.
Jeg skifter ofte sukkeret ud med Sukring Gold kombineret med kokosblomstsukker. Sukring Gold er et rigtig godt produkt, men som alle andre “sukkerfrie” produkter, har den også en lidt kold eftersmag. Ved at bruge lidt kokosblomstsukker, undgår du det problem.
Kokosblomst sukker er jeg virkelig glad for. Det søder utroligt meget, så man skal bruge mindre end ellers og så har en en virkelig dejlig, dyb sød smag. Samtidig har det ikke samme effekt på dit blodsukker, som du vil opleve med almindeligt sukker – så kender du ikke kokosblomstsukker, må du endelig prøve det. Jeg køber både Sukrin Gold og kokosblomstsukker i Helsam.
Rigtig god fornøjelse – opskriften på den dejlige jordbærtærte med hasselnøddebund får du her nedenfor.