En klassiker på frokostbordet – Hjemmelavet italiensk salat
Der er nogle retter, jeg bare aldrig bliver træt af – og italiensk salat er en af dem. Den her cremede, hjemmelavede version er min favorit, fordi den både er nem at lave og smager langt bedre end de færdiglavede varianter, man finder i supermarkedet. Jeg laver den ofte som pålægssalat til frokostbordet, især når jeg har lyst til noget klassisk og lidt retro, som stadig holder hele vejen hjem. Kombinationen af søde, sprøde grøntsager og den fyldige dressing med creme fraiche og mayonnaise giver en perfekt balance, som jeg altid glæder mig til at sætte tænderne i. Det her er en italiensk salat, som både børn og voksne elsker – og som passer lige godt til rugbrødsmadder som til en buffet med flere slags hjemmelavede pålægssalater.

Italiensk salat
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 100 g gulerødder
- 100 g ærter (friske eller fra frost)
- 100 g hvide asparges fra dåse
- 2 ½ store spsk creme fraiche 18%
- 2 ½ store spsk mayonnaise
- sukker (tilsmagning)
- salt (tilsmagning)
- friskkværnet peber (tilsmagning)
Instruktioner
- Skræl gulerødderne og snit dem i små tern. Kog dem i letsaltet vand et par minutter til de lige netop er møre.
- Hæld vandet fra og overhæld dem med koldt vand, så kogningen stopper. Dryp dem herefter godt af.
- Bruger du frosne ærter, tøes de op og dryppes godt af. Bruger du friske ærter overhældes de ganske kort med kogende vand.
- Dræn væden fra de hvide asparges og dup dem tørre.
- Rør creme fraiche og mayonnaise sammen og smag til med lidt sukker, salt og friskkværnet peber.
- Vend dressingen med gulerødder, ærter og hvide asparges og lad gerne salaten trække 15 minutter på køl inden den serveres.
- Italiensk salat opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet, hvor den kan holde sig 1 uge. Server den på rugbrød eller i sandwich med kødpålæg som hamburgerryg, skinke eller rullepølse.

Sådan serverer jeg italiensk salat
Italiensk salat er for mig lidt som et stykke barndom – den hører bare hjemme på et klassisk dansk frokostbord. Jeg bruger den især som pålægssalat med kødpålæg som hamburgerryg, skinke eller rullepølse på en tyk skive rugbrød – og så en gavmild skefuld italiensk salat ovenpå – og lidt karse! Det er nok den mest kendte måde at servere den på, og jeg må indrømme, at jeg aldrig bliver træt af den kombination.Når jeg har gæster til frokost, laver jeg ofte et lille udvalg af hjemmelavede pålægssalater, og her får den italienske salat altid en fast plads. Den skiller sig ud med sine fine farver og sin bløde, cremede tekstur, og den fungerer godt som et modspil til både røgede og saltede pålægstyper. Hos os er den selvskrevet til både julefrokosten og påskefroksten.
Du kan også sagtens bruge den i en sandwich – gerne i et groft brød sammen med lidt salatblade og måske et par skiver kalkun eller roastbeef. Det er en super nem frokost, som føles lidt mere lækker end bare en hurtig madpakke.
Det gode ved hjemmelavet italiensk salat er, at den er alsidig. Den kan bruges både til hverdag og til lidt mere festlige lejligheder, og fordi den kan laves i forvejen, er den også oplagt, når der skal være styr på madlavningen i god tid.

Ingredienser i italiensk salat
Her er lidt om, hvorfor jeg bruger netop disse ingredienser – og hvordan de hver især bidrager til smagen og konsistensen i den klassiske italienske salat.
- gulerødder
Jeg skærer dem i små tern og koger dem kort, så de stadig har lidt bid. De giver en dejlig sødme og farve til salaten, og jeg synes, det klæder den cremede dressing rigtig godt. Hvis du har nogle ekstra søde gulerødder fra sensommeren, så brug dem – de giver lige det ekstra. - ærter
Friske ærter er selvfølgelig skønne, men jeg bruger tit frosne ærter, fordi de er nemme og altid smager godt. Jeg blancherer dem hurtigt i kogende vand og køler dem straks ned, så de bevarer deres flotte grønne farve og let søde smag. Ærterne tilfører både farve og lidt knas, som gør salaten mere levende. - hvide asparges fra dåse
Det her er lidt af en guilty pleasure for mig. De hvide asparges giver en mild smag og en lidt blødere konsistens, som faktisk fungerer rigtig godt sammen med de lidt mere faste grøntsager. Jeg skærer dem i mindre stykker, så de ikke overtager for meget, men stadig er tydelige. Er du ikke vild med de hvide asparges – eller ikke lige har en dåse på lager – kan du sagtens undlade dem eller erstatte dem med f.eks. finthakket blomkål for lidt ekstra knas. Men for mig er de hvide asparges lidt det, der gør salaten ekstra klassisk og nostalgisk. - creme fraiche 18%
Jeg bruger altid en 18% creme fraiche, fordi den giver den helt rette balance mellem friskhed og fedme. Den er let syrlig og hjælper med at løfte hele smagen, så dressingen ikke bliver for tung. Hvis du gerne vil lave en lidt lettere version, kan du udskifte halvdelen med skyr – det har jeg også haft god erfaring med. - mayonnaise
Det er mayonnaisen, der binder hele salaten sammen og giver den den cremede, fyldige konsistens, jeg elsker ved italienske salater. Jeg bruger en klassisk, fuldfed variant, men du kan også vælge en hjemmelavet mayo, hvis du vil have endnu mere smag og kontrol over ingredienserne. - sukker
Lidt sukker er med til at balancere dressingen og fremhæve grøntsagernes naturlige sødme. Jeg tilsætter altid kun en smule ad gangen og smager mig frem – det skal ikke være en sød salat, men bare lige rundes af. - salt og friskkværnet peber
Som med så mange andre simple opskrifter er det her, smagen virkelig bliver afgjort. Jeg er ikke nærig med hverken salt eller peber, men smager altid til lidt ad gangen, især efter at dressingen er blandet. Den friskkværnede peber giver et lille bid, som klæder den ellers bløde og runde smag rigtig godt.
Mine bedste tips til italiensk salat
Når jeg laver italiensk salat, har jeg efterhånden samlet nogle små tricks, som virkelig gør en forskel – både for smagen og for konsistensen. Det er ikke de store køkkentekniske finesser, men bare små justeringer, som jeg har lært undervejs, og som jeg gerne vil dele.
Først og fremmest sørger jeg altid for, at gulerødderne bliver kogt kort og præcist – de må endelig ikke blive for bløde. Jeg skærer dem i små, ensartede tern og giver dem kun lige et par minutters kogning, så de stadig har bid. På den måde får salaten en god struktur og lidt crunch, som klæder den ellers cremede konsistens.
Når det kommer til ærterne, bruger jeg næsten altid dem fra frost – men jeg gør mig umage med tilberedningen. Jeg hælder dem i kogende vand i 30 sekunder og over i iskoldt vand med det samme. Det gør dem friske og sprøde, og så beholder de den flotte grønne farve, som giver salaten liv på tallerkenen.
Dressingen smager jeg altid til i små steps. Start med at blande creme fraiche og mayonnaise, og tilsæt derefter lidt sukker, salt og friskkværnet peber ad gangen. Nogle gange tilsætter jeg også en anelse citronsaft – det er ikke klassisk, men jeg synes, det kan være med til at give lidt ekstra friskhed, især hvis salaten skal serveres sammen med fedt kød eller på et tungt frokostbord.
En anden ting, jeg er blevet ret opmærksom på, er temperaturen. Italiensk salat smager altså bare bedst, når den har fået lov at stå lidt i køleskabet – gerne en time eller to. Det gør, at smagene når at blande sig ordentligt, og konsistensen sætter sig. Hvis du har god tid, så lav den dagen før – det har aldrig skadet.



Ofte stillede spørgsmål
Kan italiensk salat laves dagen før?
Ja, helt sikkert – faktisk smager den endnu bedre dagen efter, fordi smagene når at sætte sig. Jeg laver den tit aftenen før og opbevarer den i en lufttæt beholder i køleskabet.
Hvor længe kan italiensk salat holde sig?
Den kan holde sig op til 1 uge i køleskabet, hvis du opbevarer den rigtigt. Sørg for, at den står tildækket i en lukket beholder, så den ikke tager smag fra andre madvarer.
Kan jeg bruge frosne grøntsager i stedet for friske??
Ja, det kan du sagtens. Jeg bruger selv frosne ærter næsten hver gang. Gulerødder koger jeg dog altid selv, for de bliver bedst, når de lige får den rette tilberedning.
Skal de hvide asparges være fra dåse?
Det er i hvert fald dem, der giver den klassiske smag. Du kan eksperimentere med friske eller grønne asparges, men det ændrer smagen og stilen. Jeg holder mig til dåseversionen for den velkendte, bløde konsistens.