Hindbærsnaps…sød og lækker
Egentlig er denne lidt søde hindbærsnaps ikke en julesnaps, men en snaps der smager skønt hele året rundt. Men hos os kaldes den julesnapsen – måske fordi den fine røde farve signalerer jul.
Snapsen skal laves i rigtig god tid, da den helst skal trække 5-6 uger – og gerne længere!. Så hvis du ikke kan nå det til årets julefrokoster, vil den smage perfekt til de kommende påskefrokoster.
Sigt bærrene fra, når snapsen har trukket færdig og brug dem i f.eks. marmelader. Smager fantastisk.
Prøv også denne dejlige julesnaps med citron og stjerneanis
TIP: Genanvender du smukke flasker og glas…? Jeg gemmer smukke flasker og glas og genanvender dem til f.eks. julesnaps, marmelader osv i stedet for at smide dem til genbrug. Ofte kan etiketter og lim være vanskelige at fjerner og så ødelægger det lidt fornøjelsen ved at genanvende glassene. Men sådan behøver det ikke at være, og det er faktisk ganske enkelt at fjerne både etiketter og lim, så glassene bliver så fine som nye. Se her hvordan
Jeg bruger følgende:
- 70 cl vodka eller smagsneutral snaps
- 100 gram sukkerknalder
- 250 gram hindbær
- 1 stang vanilje
TIP: Er du vild med stjerneanis kan du lægge et par stjerneanis ned i flasken – men vær obs på, at anisen overdøver den fine hindbærsmag og snapsen kommer mere til at smage a la Kongen af Danmark.
Sådan gør jeg:
- Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud.
- I et stor syltetøjsglas eller anden beholder med tætsluttende låg lægges vaniljestang, vaniljekorn, sukkerknalder og hindbær.
- Hæld vodka på og skru låget på.
- Lad snapsen trække i minimum 5-6 uger. Ryst den ind imellem.
- Når snapsen har trukket færdig filtrerer du den igennem et rent klæde og hælder den på en smuk flaske.
- De “brugte” hindbær kan du genanvende i en lækker marmelade.
Velbekomme