Tilbehør, forret eller som tapas…
Mulighederne er mange med den her skønne asparges-opskrift. Og måske netop derfor bruger vi den igen og igen.
Den er super nem at lave og passer stort set sig selv i ovnen. Samtidig er det dejligt, at de grønne asparges fåes året rundt og du kan selv spice den op og ned alt efter smag og behag.
Grønne asparges med balsamico-tomater og ost
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 bundt grønne asparges – klargjorte
- 2 håndfulde flerfarvede cherrytomater – halverede
- 2 spsk olivenolie
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- 1 håndfuld frisk basilikum – fintsnittet
- 1 håndfuld friskrevet ost f.eks. en godt modnet emmentaler, Vesterhavsost eller Burrata (Mozzarella af ekstra god kvalitet)
- Lidt God mørk balsamico
Instruktioner
Sådan gør du:
- Start med at tænde ovnen på 200 grader (alm ovn)
- Bræk den nederste træagtige del af de grønne asparges
- Læg dem i den ene ende af en bradepande
- I den anden ende lægges de halverede tomater
- Krydr med salt og friskkværnet peber og dryp med olivenolie henover begge dele.
- Stil bradepanden ind i den varme ovn i ca 15 minutter eller indtil de grønne asparges lige netop er møre.
- Tag bradepanden ud og riv osten henover de grønne asparges
- Dryp gavmildt med balsamico over cherrytomaterne og stil det hele tilbage i den varme ovn.
- Lad osten smelte og blive let gylden og tomaterne må også gerne tage lidt farve. TIP: Asparges varierer meget i tykkelsen, så hvis du oplever, at de grønne asparges bliver færdige før tomaterne, så dæk dem lidt til med et stykke bagepapir eller staniol.
- Tag bradepanden ud af ovnen – fordel tomaterne henover de grønne asparges (se foto), dryp lidt ekstra god balsamico henover og drys med fintsnittede basilikumsblade.
- Server retten lun evt sammen med et stykke godt brød som f.eks. mit valnøddebrød sammen med smør.
- Rigtig god fornøjelse!
Vi bruger den både som en lille forret og som tilbehør til grillretter, kylling, fisk eller som en del af en tapas-anretning.
Retten er også rigtig velegnet til den lille sult, hvor den serveres som et lille vegetarisk måltid sammen med et stykke godt brød og lidt smør. Prøv den sammen med mit valnøddebrød, der er bagt på ølandshvede.
Valg af oste….
Mange sværger til mozzarella, når noget skal gratineres og det med god grund. Men egentlig er det lidt synd for alle de andre skønne oste, der langt hen ad vejen gir meget mere smag end den noget neutrale mozzarella.
Også mozzarellaoste er meget forskellige og jeg anbefaler altid at købe Burrata. Desværre er den noget nær umulig at få fingrene i i hvertfald i helt almindelige supermarkeder.
I dag havde jeg en rest godt modnet Emmentaler, der blev revet henover og selvom også den ost er meget mild, så gjorde den nøddeagtige smag noget rigtig godt for de grønne asparges. Det blir ikke sidste gang, jeg bruger Emmentaler.
Uanset hvilken ost du vælger, vil jeg altid anbefale dig selv at rive din ost selv. Før i tiden sagde man, at færdigrevet ost indeholdt plastic og jeg ved ikke hvad. Det tror jeg nu ikke Fødevarestyrelsen ville godkende, men der er ingen tvivl om, at du får en langt bedre smagsoplevelse ved at rive din ost selv.
Lav den i forvejen…
Selvom opskriften er nem og passer sig selv i ovnen, er det nogen gange bare dejligt at lave tingene i forvejen, så de blot skal varmes op.
Det kan fint lade sig gøre, men vent i så fald med at gratinere til du varmer retten op. Tomaterne blir kun bedre af den ekstra varme.