Salat med rosenkål og sprød serranoskinke
Rosenkål der steges, får en helt fantastisk dejlig smag. Her kan alle være med – også de, der normalt ikke er vilde med rosenkål.
Lun salat med stegte rosenkål og sprød serranoskinke
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 200 gram friske rosenkål – vasket og skåret i halve
- 6 skiver serranoskinke
- 1 spsk smør eller olivenolie til at stege i
- 1 stk pære
- 2-3 håndfulde frisk feldsalat (vårsalat) skyllet og duppet tør
- ½ håndfuld ristede pinjekerner
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Til servering: Parmesanost og et rivejern
Instruktioner
- Seranoskinke er meget fedtfattig, så du kan blive nødt til at tilføje en smule olie til panden inden du begynder at stege de tynde skiver. Steg dem sprøde og gyldne og læg dem over på et stykke køkkenpapir.
- Tilføj lidt smør til panden og steg de halverede rosenkål og steg dem ved middelvarme, så de får lidt farve uden at blive brankede. Steg dem indtil de er møre.Krydr med flagesalt og friskkværnet peber.
- Har du ikke færdigristede pinjekerner er de lette at lave.Rist blot pinjekernerne på en tør og ren pande (ingen stegerester her). Rist gerne en dobbelt portion, og gem resterne i et tætsluttende glas. Så har du dem klar til næste gang.
- På et fad lægges en bund af feldsalat (vårsalat) og ovenpå fordeler du de stadigt lune rosenkål, bræk seranoskiverne i mindre stykker som fordeles henover. Skær pæren i mundrette stykker som også fordeles. Slut af med et drys ristede pinjekerner og lidt god olivenolie henover.
- Stil gerne en humpel parmesan og en rivejern med ind på bordet. Det smager dejligt med friskrevet parmesan henover den lune salat.
- Vi spiser salaten som et lunt tilbehør til f.eks. stegte kyllingebryster i stedet for stivelsesholdigt tilbehør som kartofler, ris osv. Rigtig god fornøjelse!
- TIP: Du kan også lave de ristede rosenkål med sprød parmaskinke og pinjekerner som et lunt tilbehør uden salaten. Det bruger vi ofte i vintermånederne som tilbehør i stedet for kartofler eller lignende.
Hjemme hos os, står den ikke øverst på kål-hitlisten og min mand kommenterede da også, at hvis han kunne fravælge bare EN kål, så ville han gerne undvære rosenkålen…..sådan har jeg det næsten også. For mig er der een kål, jeg simpelthen ikke gider sætte tænderne i – og det er kinakålen. Den er og bliver en kedelig sag – så hellere den let bitre fætter rosenkål.
Nå, men altså rosenkålen er jo en både smuk og mega sund kål. Den bør få en chance også selvom den måske ikke er lige den kål, man er allermest vild med. Rosenkålen er nemlig en ren vitaminbombe – og så er den faktisk rigtig smuk, når man lige kigger nærmere på den.
Som med den andre kål-typer er rosenkålen rig vitaminer, kostfibre og glucosinolat. Glucosinolat sørger for en sund tarm og er stærkt antiinflammatorisk. Det er jeg især rigtig glad for!
På engelsk hedder rosenkål “Brussel sprout” og det skulle efter sigende stamme fra Bruxelles “Brussel”, hvor man i 1500-tallet dyrkede store mængder af rosenkålen.
God både som rå og tilberedt…
Som med så meget andet kål, fungerer rosenkålen fint både som rå i salater og tilberedt. Vil du gerne bruge den rå i en salat, men synes den er lige vel stærk/bitter, kan du overhælde de adskilte rosenkålsblade med kogende vand. Det tager noget af bitterheden.
Jeg har i dag valgt at stege halverede rosenkål på panden i lidt stegerester fra parmaskinke plus en lille klat smør og så blot krydre dem med flagesalt og friskkværnet peber. På selve dagen udgjorde de sammen med sprødstegt parmaskinke, ristede pinjekerner og lidt god olivenolie henover tilbehøret til stegte kyllingebryster.
Resten blev gemt til dagens salat, hvor blomkål og parmaskinke blev varmet igennem på panden inden de kom over på en bund af frisk feldsalat (vårsalat), fik et gavmildt drys ristede pinjekerner og lidt god olivenolie. En virkelig sund, nem og lækker salat. Jeg stillede en klump parmesan og et rivejerne med ind på bordet, så alle selv kunne forsyne sig med lidt friskrevet parmesan henover salaten. Det smagte virkelig godt!
Prøv også opskriften på: Rosenkålschips med parmesan