Start med at varme ovn og bageplade/pizzasten op til ovnens max. Min ovn kan gå op til 300 grader, men kan din kun gå op til 250 grader, er det også fint. Når ovnen bipper, så vent yderligere 15 minutter inden du bager. På den måde sikrer du, at også pizzastenen også er gennemvarm.
Rør creme fraiche med pizzakrydderi, knust hvidløg, lidt salt og friskkværnet peber. Cremen må gerne være lidt stærk.Tip: Jeg bruger altid Pizza Seasonning fra @EpicSpice men du kan også lave dit eget pizzakrydderi ved at blande f.eks. tørret oregano, tørret hvidløg, tørret løg, tørret timian, tørret basilikum og lidt chiliflager.
Vask kartoflerne og skræl dem kun, hvis det er nødvendigt. Snit dem i papirstynde skiver og vend dem med lidt fint salt. Lad dem trække 15 minutter inden du presser væden ud af dem. Det er vigtigt, så du undgår en våd pizza.
Tryk pizzadejen ud med fingrene og lad kagerullen ligge i skuffen, det gir det bedste resultat (se hvordan i videoen i opslaget).Tip: Lad en kant blive hele vejen rundt, hvor du ikke trykker på dejen. Det gir den her skønne kant med store bobler.
Smør pizzabunden med creme fraiche-blandingen (ikke ud på kanten), fordel mozzarella ovenpå og herefter de godt afdryppede kartofler.
Bag pizzaen sprød og gylden. Når du tager den ud, gir du pizzaen et dryp olivenolie og et drys frisk rosmarin.Har du pizzakrydderi, kan du også gi den færdige pizza et lille drys lige før servering.