Brød bagt uden mel…..hmmm det er lidt op ad bakke, når man er en rigtig brødelsker. Alligevel har jeg med min livsstilsændring brug for et alternativ til det traditionelle brød og jeg har derfor været i køkkenet for at afprøve forskellige opskrifter på oopsies (mærkeligt navn forøvrigt).
Stor var min overraskelse, da jeg første gang smagte oopsies, for jeg havde slet ikke regnet med en luftig og blød konsistens.
Denne variant vil jeg fremover bage som tilbehør til f.eks. supper, hvor jeg ofte savner noget at spise til eller til morgenmad med lidt godt syltetøj og en kop rygende varm the – godt smager de i hvertfald.
Det skal du bruge:
- 3 æg
- 100 gram Philadelfiaost (jeg bruger den med krydderurter og hvidløg)
- Et nip salt
- 1/2 tsk bagepulver
- 1/2 spsk loppefrøskaller (HUSK)
- Eventuelt drys: sesamfrø, chiafrø, nigellafrø eller andet du kan li
Sådan gør du:
Separer blommer fra hvider i to skåle. Pisk hviderne stive. Pisk blommerne sammen med de øvrige ingredienser og vend massen forsigtigt med de stive hvider. Læg med en ske den meget luftige dej ud på bagepladen og drys evt med lidt frø. Bages ved 150 grader varmluft i ca 20 minutter (ovne er forskellige, så hold øje med dem, så de ikke bliver for mørke).
Velbekomme !