Sommer-favoritten….
Hyldeblomster er en af mine helt store sommer-favoritter og jeg glæder mig hvert år til, at hylden springer ud. Så bliver der plukket på livet løs – og for første gang, har jeg været selvforsynende her i min egen have.
Hyldeblomst sorbet
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Det skal du bruge til sukkerlagen:
- 10 store hyldeblomstskærme (må IKKE skylles)
- 4 dl vand
- 1.5 dl sukker
- 1.5 dl glukosesirup
- 1 stk økologisk citron
Instruktioner
- I en gryde kommer du vand, sukker og glukosesirup – bring det op til kogepunktet.
- Pres saften fra citronen ned i vandet og læg også citronskallen derned.
- Klip hyldeblomsterne (uden stængler) ned i vandet og bring det i kog et kort øjeblik. Tag gryden af varmen og stil den på køl med citroner og hyldeblomster i.
- Når hyldeblomstsaften er helt kold, sies den igennem et rent klæde.
- Saften hældes over på ismaskinen og køres til en lækker hyldeblomstsorbet. Det tar på min maskine ca 30 minutter. Herefter er den klar til servering.Vil du gemme den til senere hælder du den over i en aflang beholder med tætsluttende låg. Stil den omgående i fryseren, da sorbet smelter meget hurtigt.
- TIP: Har du ikke en ismaskine, kan du stadig lave en dejlig sorbet. For at undgå iskrystaller, er det vigtigt, at du omrører ismassen med jævne mellemrum under hele indfrysningen.
- Rigtig god fornøjelse!
Hvad laver jeg ellers med hyldeblomster
Første portion hyldeblomster bliver altid lavet til den skønneste hyldeblomstsaft. Og den blir drukket omgående, for den smager bare så sød og godt. Det er smagen af sommer og den kalder barndomsminder frem fra gemmerne.
Men så er det tid til at lave andre lækkerier med hyldeblomsterne. Der blir lavet saft til fryseren, for saften kan sagtens fryses ned – så du kan nemt forlænge den ellers ret korte sæson. Derudover skal der laves hyldeblomstsirup, der smager så dejligt oven på skyr og is og som du også kan bruge i dine sommer-coctails. Kvaset bliver lavet til hyldeblomstmarmelade og så skal der også laves nogle glas hyldeblomst-eddike. Den milde eddike bliver din bedste eddike i dine dressings, marinader og når du sylter. Den blir kun bedre jo længere du lader den trække, så den vil jeg klart anbefale dig at lave.
lidt om opskriften
Jeg har efter lange overvejelser for og imod anskaffet mig en ismaskine. Det var en svær beslutning, for dels fylder de meget, larmer meget og var det nu også nødvendigt. Og sidst men ikke mindst: Var det i det hele taget en god ide, når jeg nu skal passe på vægten…?
Men altså, min familie og mit lille barnebarn, skal jo ikke undvære hjemmelavet is bare fordi jeg har kvababbelse over plads, lyd og vægt – så nu er den her.
Egentlig havde jeg slet ikke overvejet at lave hyldeblomst sorbet, men da jeg stod og hældte endnu en portion hyldeblomstsaft på patentflasker på en ualmindelig varm dag – så måtte der laves sorbet!
Den er kørt på ismaskine, men du kan også lave den uden. Du bør som med al anden is og sorbet huske at røre i den med jævne mellemrum under hele indfrysningen. Ellers får du de her kedelige iskrystaller, der ødelægger lidt af oplevelsen.