Havtaskekæber med sølvbeder, saltmandler og smørristede kartofler

Havtaskekæber er en sand delikatesse og så er den helt utrolig nem og hurtig at tilberede. Faktisk skal man passe virkelig på med, at den ikke bliver overtilberedt. Så her gælder det om, at tilbehøret gøres færdigt før fisken kommer i ovnen.

Havtaskekæber finder du ikke i supermarkedernes kølediske. Så du blir nødt til at smutte en tur til fiskemanden eller fiskebilen. Ring evt før du kører afsted, for nogen gange må man bestille dem på forhånd.

Havtaskekæber

Vær den første til at vurdere!
Nem og lækker opskrift på en rigtig delikatesse. Havtaskekæber der er hvidvinsdampede og serveret med sølvbeder, saltmandler og smørristede kartofler.
Antal: 4 personer

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

  • Ca 500 gram havtaskekæber
  • 1 dl hvidvin – vælg gerne en tør
  • Lidt citronsaft
  • 2 spsk olivenolie
  • 75 gram mandler – du kan smutte dem, men jeg lader dem være rå
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber
  • 1 bundt sølvbeder – gerne flerfarvede
  • 2 spsk smør til at stege dem i
  • 500-600 gram aspargeskartofler eller andre små kartofler
  • 1 stk bananskalotteløg – i tynde både
  • Lidt friske dildkviste som drys på den færdige anretning
  • Lidt god olivenolie

Instruktioner

Før du starter:

  • Havtaskekæberne har meget kort tilberedningstid. Det er derfor vigtigt, at du laver tilbehøret før, du sætter havtaskekæberne ind i ovnen.

Sådan laver du saltmandler:

  • Varm olien op på en pande (middelvarm).
    Læg mandlerne på og rist dem et par minutter under omrøring, så de ikke brænder på.
    Tag dem af varmen og drys med flagesalt.
    Når de er kølet af hakkes de groft – så er de klar!

Sådan tilberedes havtaskekæber:

  • På havtaskekæberne findes en grålig hinde. Den skal fjernes, hvis fiskemanden ikke har gjort det for dig. Det letteste er at bruge en skarp kniv og så bare trække hinden af.
  • Læg de klargjorte havtaskekæber i et ildfast fad, så de ikke ligger ovenpå hinanden.
  • Drys med lidt salt og peber og tilsæt hvidvin og citronsaft.
  • Dæk fadet med stanniol og damp kæberne i en 200 grader varm ovn i 12-15 min.
    Obs: Det er meget vigtigt, at kæberne tages ud straks de er møre, da de ellers mister deres lækre smag og konsistens. Jeg plejer at tjekke kæberne efter ca 10 minutter, da de kan variere meget i størrelse – og dermed også i tilberedningstid.

Sådan laver du smørristede kartofler og sølvbeder:

  • Du kan lave kartoflerne som råstegte ved at riste kartoflerne i en blanding af smør og olivenolie. Brug gerne meget små kartofler, der hurtigere bliver gennemstegte.
    Krydr med flagesalt og friskkværnet peber.
  • Du kan også vælge at koge kartoflerne først. De skal kun lige være møre, så hældes vandet fra.
    Når du sætter havtaskekæberne ind i ovnen, varmer du en stor pande op med smør og rister kartoflerne til de blir sprøde og gyldne på overfladen. Så er de klar samtidig med havtaskekæberne.
    Krydr med flagesalt og friskkværnet peber.
  • Rens sølvbederne grundigt og snit dem i brede strimler. Smelt smørret og sauter løgbådene heri. Kom sølvbederne ved, krydr med flagesalt og friskkværnet peber og sauter til grøntsagerne er møre.

Sådan anretter du:

  • Fordel 1/4 af de smørristede sølvbeder/skalotteløgsbåde på en varm tallerken.
    Læg de dampede havtaskekæber ovenpå.
    Læg lidt af de smørristede kartofler ved siden af (resten stilles i en skål)
    Drys med grofthakkede saltmandler og friske dildkviste
    Dryp med en rigtig god olivenolie
    Server og nyd det!
  • Rigtig god fornøjelse!
    Hvis du vælger at lave retten blir jeg glad hvis du gir mig et # på Instagram – så jeg kan se hvordan du har lavet retten.
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Smag og konsistens….

Havtasken er på ingen måde en smuk fisk – snarere tvært imod. Men man skal ikke lade sig narre af dens rent ud sagt grimme udseende. Havtasken er en virkelig delikatesse!

Laksen var i mange år min foretrukne, men da jeg først fik prøvet havtasken, var laksen fortrængt fra førstepladsen.

Havtaskens kød er hvidt og fast og dejligt fri for ben. Når den er tilberedt minder både smag og konsistens om hummer. Så er du glad for fisk, men ikke for de mange ben – så skulle du helt klart prøve havtasken.

Nå, men ud over havtaskens lækre smag og konsistens, spiser man også dens kæber. Havtaskekæber er en virkelig delikatesse, der kan tilberedes på mange måder. Jeg har tidligere delt en opskrifter på havtaskekæber i svøb og i dag har jeg så valgt at tilberede dem som hvidvinsdampede. 

Valg af tilbehør….

Tilbehøret kan varieres i det uendelige – jeg er stor fortaler for at spise efter årstiderne. Det er bedst for vores miljø og også for pengepungen.

Mit ene højbed er lige nu fyldt med de fineste flerfarvede sølvbeder. Derfor var det naturligt at bruge dem som bund til fisken. 

Flerfarvede sølvbeder smager skønt, når de ristes ganske kort på panden i lidt smør eller olivenolie og hvidløg.

Har du ikke sølvbeder kan du f.eks. servere en lækker rodfrugtmos, ærtepure, honningbagte gulerødder eller stuvet spinat som bund.

Da der heldigvis stadig er små fine aspargeskartofler, valgte jeg at koge dem ganske lidt, køle dem af og derefter riste dem i smør og så drysse dem med lidt flagesalt lige før servering.

Saltmandler – mandler der blot ristes i lidt olie og drysses med flagesalt – smager skønt som et knasende drys. Og så til slut et godt drys frisk dild.

Vild med fisk….

Er du også vild med fisk og skaldyr? Så vil du sikkert være glad for mine andre opskrifter, der alle er lette at lave og med mulighed for at udskifte råvarerne, så de passer til jeres smag og årstidernes skiften:

Havtaskekæber i svøb – sund og lækker aftensmad

Tortillas med fisk og kålslaw

Varmrøget lakseburger – sund og lækker burger

Laks i fad – sund og nem hverdagsmad med masser af grønt

Laksefad, laks med spinat og kartofler

Honningbagt laks med nøddeknas

Rejer i kokossauce

Butterdej med rejer

Jomfruhummerhaler

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments