En skøn og farverig bowl: Nudler med bagte æg i squashreder.
Har du en spiralizer eller en spirelli, så skulle du prøve denne opskrift på en virkelig lækker ret, der kan anrettes som en bowl, hvor bunden består af fuldkornsnudler kogt med gurkemeje og toppet med bagt æg i squashrede. Du kan selv spice den op og ned efter hvad du lige har lyst til.
Jeg elsker chili og hvidløg, men lige netop her har jeg anvendt en sød chili, da den stærke slags hurtigt overdøver smagen af den fine squash.
Fuldkornsnudler med bagte æg i squashreder
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 blok fuldkornsnudler
- 1 tsk gurkemeje
- 1 lille squash
- Lidt rød snackpeber som drys
- 1 stk æg
- Lidt parmesan – fintrevet
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Lidt sød chilisauce til servering
- Evt lidt ketchup til servering
Instruktioner
- Kog en blok fuldkornsnudler som anvist på pakken. Vil du helt undgå stivelse kan du sagtens erstatte nudlerne med alternativer lavet på bønner. Vil du gerne have den fine gule farve, som på fotoet, så tilsæt lidt gurkemeje i kogevandet. Gurkemeje er stærkt antiinflammatorisk, så brug endelig gurkemeje så meget som du kan komme til.
- Rederne laver du ved at køre din squash igennem din spiralizer til fine spiraler.
- Form dem til små reder på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Lav en lille fordybning i midten af hver rede og slå et æg ud deri. Riv lidt parmesan ost henover og drys med lidt salt og friskkværnet peber.
- Bag rederne ved 180-200 grader indtil æggehviderne er stivnede.
- Si vandet fra de kogte nudler og hold dem varme.
- Anret de færdige reder ovenpå de kogte og godt afdryppede nudler. Riv evt lidt ekstra parmesan henover. Pynt med lidt finthakket rød snackpeber og dryp evt lidt sød chili på.Server ekstra sød chili og evt ketchup ved siden af.