Dejlig frokost-salat med røget fisk
Hos os står fyldige salater højt på hitlisten både til frokost og aftensmåltiderne.
Til frokost spiser vi gerne fisk af forskellig slags – røget laks især, så derfor kombinerer vi gerne de to ønsker og laver en stor og fyldig salat med enten store rejer, krebsehaler eller som i dag, to forskellige slags røget fisk.
Behov for ekstra mæthed…?
Salaten kunne gøres endnu mere mættende ved at tilsætte et par kogte æg, især hvis der ikke serveres brød til.
Vil du gerne spise et lækkert brød til, men stadig gerne vil undgå kulhydraterne, kan du f.eks. riste et par skiver palæobrød.
Valg af dressing
Dressingen er min absolutte favorit, nemlig min hjemmelavede esdragondressing. Den passer rigtig godt til fisk, men pas på den ikke får for meget esdragon, så den overdøver den fine smag af røget fisk.
Det er der på fadet:
I bunden er der et lag frisk baby spinat
Herefter er der aflange radiser skåret på langs, agurkeskiver, avocado skåret i fine skiver og drysset med hvid sesam, smørristede grønne asparges, halverede cherrytomater i forskellige farver, røget laks, røget forel, frisk dild og oregano som pynt. Til sidst er der drysses med ristede græskarkerner.
Sådan laver du ristede græskarkerner:
Varm kokosolie eller olivenolie op på en pande ved middelvarme. Tilsæt græskarkerner og vend dem rundt i olien indtil de bliver sprøde og begynder at “poppe”. Drys med flagesalt og hæld dem til afkøling på et stykke bagepapir. Opbevar dem på glas og anvend dem som snack og som topping i dine salater.
Rigtig god fornøjelse!
Genvej til flere spændende salater:
Salat med kylling og ristede søde kartofler #17
Varm salat med sous vide kylling #15
Lun salat med kylling og spicy blomkålsris #14
Og mange flere under fanen “Salater”