Fastelavnsboller med creme

Gammeldags fastelavnsboller med creme og remonce

Ingen fastelavn uden fastelavnsboller, og hjemme hos os er det noget, vi glæder os til! Min favorit er de gammeldags fastelavnsboller – helt klassiske med en hjemmelavet blød bolle fyldt med vaniljecreme og remonce. Min opskrift er nem at følge, og giver et super resultat hver gang. Uanset om de skal bruges til fastelavnsfesten eller bare til en hyggelig eftermiddag, så er der garanti for, at de hurtigt bliver spist op.

Fastelavnsboller - hjemmelavede gammeldags fastelavnsboller med creme og remonce.

Fastelavnsboller med creme

4,75 fra 4 vurderinger
Få min opskrift på nemme hjemmelavede fastelavnsboller med creme. Klassiske gammeldags fastelavnsboller fyldt med vaniljecreme og remonce.
Antal: 12 stk alt efter størrelse

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Hævetid 1 time 30 minutter
Samlet tid 2 timer 30 minutter

Ingredienser

Bolledej:

  • 50 g gær
  • 1 spsk sukker
  • 1.5 dl sødmælk
  • 100 g blødt smør
  • 1 nip salt
  • ½ tsk kardemomme
  • 2 stk æg (1 til dejen og 1 til pensling)
  • 350-400 g hvedemel

Kagecreme:

  • 2.5 dl sødmælk
  • 4 stk. æggeblommer
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 spsk maizena

Remonce:

  • 100 g blødt smør
  • 100 g marcipan revet på den grove side af rivejern
  • 100 g sukker

Glasur og pynt:

  • 2 spsk flormelis
  • Lidt æggehvide (meget lidt)
  • 1 spsk cacaopulver eller nogle dråber rød frugtfarve
  • Pynt Hakkede usaltede pistacienødder eller hasselnøddeflager. Alternativt: Tivolidrys eller sukkerkugler med forskellige farver

Instruktioner

Start med at lave dejen klar:

  • Varm mælken op til den bliver lillefingervarm, opløs gæren heri og rør sukker, kardemomme, æg og det bløde smør i.
  • Tilføj melet lidt ad gangen og herefter saltet. Afhængigt af hvilken hvedemel du bruger, kan mængden af mel variere lidt. Det er vigtigt at dejen er blød og at du ikke kommer for meget mel i, for det vil øge risikoen for både tørre og lidt kedelige fastelavnsboller eller at de revner under bagning, så fyldet flyder ud.
  • Ælt dejen til den er blød og elastisk. Bruger du røremaskine skal den slippe skålens kanter.
  • Sæt dejen til hævning under et rent klæde 1 time eller til den er hævet til dobbelt størrelse.
  • Lav imens remonce og cremen, der skal nå at køle af inden den kommes i bollerne.

Sådan laver du remonce:

  • Riv marcipanen på den grove side af rivejernet.
  • Den revne marcipan, sukkeret og bløde smør (ikke smeltet) røres sammen. Jeg bruger bare rene hænder, det er det letteste.

Sådan laver du kagecreme:

  • Brug gerne en tykbundet kasserolle og et piskeris
  • Pisk i en skål æg, sukker, vanillesukker og Maizena sammen
  • Bring mælken i kog i den tykbundede gryde
  • Når mælken koger hælder du den under konstant piskning lige så stille over i æggeblandingen.
  • Hæld derefter blandingen tilbage i gryden og lad massen få et lille opkog under konstant piskning.
  • Så snart cremen koger tager du den af varmen, hælder den over på en tallerken (det sikrer hurtigere afkøling). Dæk cremen med husholdningsfilm helt ned på cremen, så den ikke trækker skind og stil den på køl.
    Tip: Skal du køle cremen hurtigt ned, kan du sætte den i fryseren.
  • Lige inden du skal bruge cremen, røres den lind og lækker.

Sådan samler du fastelavnsbollerne:

  • Når dejen er færdighævet deler du den i 10-12 lige store stykker, trykker hver bolle ud så den bliver flad, lægger en lille klat remonce og kagecreme på midten og folder enderne sammen og derefter laver du et lille drej, så remonce og creme er helt lukket inde.
    Vigtigt: Det er vigtigt, at bollen er helt lukket. Blot den mindste lille revne, vil gøre at creme og remonce løber ud under bagning – det ville være ærgerligt. Så brug lidt tid på at samle bollerne.
  • Der er forskellige former på de gammeldags fastelavnsboller. Nogle foretrækker dem runde mens andre foretrækker dem mere firkantede. Det vil jeg lade være helt op til dig. Mine bliver runde.
  • Lad dem hæve 30 minutter imens du varmer oven op til 200 grader (almindelig ovn).
  • Pensel dem med et sammenpisket æg tilsat et nip salt og bag bollerne i 12-15 minutter til de får en fin gyldenbrun overflade. Tag dem ud og sæt dem over på en bagerist til afkøling.
  • Lav imens glasuren klar.

Sådan laver du glasur:

  • Glasuren laves ved at røre flormelis sammen med ganske lidt æggehvide eller kogende vand. Tilsæt frugtfarve eller cacao efter smag og behag.
  • Når bollerne er helt afkølede sættes en lille tsk glasur på toppen af hver bolle og de drysses med hakkede pistacienødder eller hasselnøddeflager. Skal det være ekstra festligt kan de drysses med tivolidrys eller farvede sukkerkugler.

Videoopskrift

YouTube video
Bedøm opskriften
4,75 fra 4 vurderinger

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Andre lækre fastelavnsboller

Er du også vild med hjemmelavede fastelavnsboller, vil du måske have lyst til at prøve nogle af mine andre opskrifter. Ens for dem alle er, at opskrifterne er nemme at følge og der er også en genvej, hvor du fylder en færdigbagt croissant med den lækreste blåbærskum og syltetøj.

Semlor – det svenske svar på fastelavnsboller
Stor og lækker fastelavnsbolle fyldt med mandelmasse og luftig hindbærskum
Se opskriften her
Semlor fastelavnsbolle
Fastelavnsboller af wienerdej
Skønne fastelavnsboller af wienerdej og fyldt med remonce, creme og hindbærskum.
Se opskriften her
Fastelavnsboller med vandbakkelser og hindbærskum
Her får du min nemme opskrift på små fine og lette fastelavnsboller fyldt med remonce og hindbærskum.
Se opskriften her
Croissant fastelavnsbolle
Nem og hurtig opskrift på sprøde og virkelig lækre fastelavnsboller fyldt med syltetøj, marcipan og blåbærskum.
Se opskriften her
Croissant fastelavnsboller med syltetøj og blåbærskum.

Ingredienser i fastelavnsboller med creme

Jeg foretrækker at bage fastelavnsboller selv og min favorit blandt alle de mange former for fastelavnsboller der findes, er den klassiske gammeldags fastelavnsbolle. Den med creme og remonce. Og jeg vælger at bage dem selv, simpelthen fordi jeg synes det er nem og hyggeligt – og så er en hjemmelavet og helt nybagt fastelavnsbolle altså svær at slå.

Herunder gennemgår jeg de ingredienser jeg bruger i opskriften og hvad de hver især bidrager med:

Bolledej

  • Gær: Grundstenen i dejen, der sørger for en luftig og let bolle.
  • Sukker: Giver en mild sødme og hjælper gæren med at hæve.
  • Sødmælk: Skaber en blød og fugtig dej, der ikke tørrer ud.
  • Blødt smør: Giver dejen en rig og let smørsmag.
  • Salt: Fremhæver smagen og balancerer sødmen.
  • Kardemomme: Tilføjer en varm, krydret undertone – klassisk i fastelavnsboller.
  • Æg: Bidrager til dejen med fedme og binder den sammen, mens penslingen giver bollerne en gylden overflade.
  • Hvedemel: Skaber strukturen og gør dejen elastisk og smidig.

Kagecreme

  • Sødmælk: Basen, der gør cremen fyldig og lækker.
  • Æggeblommer: Giver cremen dens cremede konsistens og rige smag.
  • Sukker: Tilføjer sødme og balancerer vaniljens smag.
  • Vaniljesukker: Den essentielle smag, der løfter hele cremen.
  • Maizena: Hjælper med at jævne cremen, så den får den helt rigtige, silkebløde konsistens.

Remonce

  • Blødt smør: Gør remoncen cremet og let at smøre ud.
  • Marcipan: Tilføjer en intens og sød nøddesmag, der komplimenterer cremen.
  • Sukker: Giver den klassiske sødme og en let karamelisering under bagning.

Glasur og pynt

  • Flormelis: Basen for en klassisk glasur, der gør bollerne uimodståelige.
  • Æggehvide: Hjælper med at gøre glasuren glat og let at arbejde med.
  • Cacaopulver eller frugtfarve: Tilføjer farve og gør bollerne festlige.
  • Pynt: Pistacienødder, hasselnøddeflager eller tivolidrys tilføjer både farve og knas, som gør dem ekstra indbydende.

Tips til den perfekte fastelavnsbolle

Det er nemt at bage sine egne gammeldags fastelavnsboller! Men for at du får det bedste resultat, kommer her nogle tips og tricks til dig:

  1. Giv dejen tid til at hæve
    En velhævet dej er nøglen til luftige fastelavnsboller. Jeg plejer at lade dejen hæve et lunt sted, indtil den er fordoblet i størrelse. Hvis du har tid, kan du også lade den koldhæve i køleskabet natten over – det fremhæver smagen endnu mere, men er ikke nødvendig.
  2. Brug ingredienser ved stuetemperatur
    Når smør, mælk og æg er ved stuetemperatur, bliver dejen nemmere at arbejde med og hæver bedre. Jeg tager altid mine ingredienser ud af køleskabet en time før, jeg går i gang.
  3. Hold styr på fyldet
    Når du fylder bollerne, skal du passe på ikke at overfylde dem, da de ellers kan åbne sig under bagning. Jeg folder dejen forsigtigt omkring fyldet og sørger for at klemme samlingerne godt sammen og vender altid samlingen nedad – det sikrer, at fyldet bliver inde, hvor det hører til.
  4. Bag ved den rette temperatur
    Jeg foretrækker at bage fastelavnsboller ved 200 °C, så de får en gylden og sprød overflade uden at blive tørre indeni. Hold øje med dem i ovnen, da bagetiden kan variere lidt afhængigt af din ovn.
  5. Pynt med omtanke
    Når bollerne er afkølet, kan du gå i gang med glasuren og pynten. Jeg elsker at kombinere den klassiske hvide glasur med lidt kakao eller frugtfarve og derefter drysse dem med hakkede nødder eller tivolidrys for et festligt udtryk.
Fastelavnsboller - hjemmelavede gammeldags fastelavnsboller med creme og remonce.
Gammeldags Fastelavnsboller med remonce og creme

Serveringsforslag

Fastelavnsboller med creme kan serveres på mange forskellige måder, afhængigt af anledningen og hvem der skal spise med. Til fastelavnsfesten er de et oplagt valg. Jeg elsker at stille dem frem på et stort fad, hvor de kan pryde bordet med deres festlige glasur og pynt. Det er en hyggelig måde at lade gæsterne vælge deres favorit blandt bollerne, mens der nydes en kop varm kakao eller te til.

På en kold vinterdag er gammeldags fastelavnsboller og varm chokolade en perfekt kombination til en hyggelig eftermiddag. Når bollerne stadig er en smule lune, kommer både cremen og remoncen rigtig til deres ret. Det er en forkælelse, der altid får smilet frem – både hos børn og voksne.

Fastelavn er blevet børnenes fest

Fastelavn er i dag i høj grad børnenes fest med udklædning, slik og godter der skal slåes ud af tønden. Men sådan har det ikke altid været og tidligere var det faktisk en fest for de voksne….

Her blev der indtil langt op i 1800-tallet holdt fastelavn med rigelige mængder alkohol, fest, dans og en rigtig levende kat i tønden. Katten symboliserede alt det onde, som man gerne ville beskytte sig imod.

I dag fyldes tønderne med slik og andre godter og den levende kat, er heldigvis afløst af en klippet ud af papir og de vilde fester er afløst af børnenes sang: “Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.”

Fastelavnsboller - hjemmelavede gammeldags fastelavnsboller med creme og remonce.
Gammeldags Fastelavnsboller med remonce og creme

FAQ – Ofte stillede spørgsmål

Kan fastelavnsbollerne fryses?

Ja, du kan sagtens fryse fastelavnsbollerne, men vent med at tilføje glasur og pynt, til de er optøet og klar til servering. De skal blot pakkes i en lufttæt beholder eller frysepose og kan holde sig i fryseren i op til tre måneder.

Hvor længe kan fastelavnsbollerne holde sig?

Hvis du opbevarer dem i en tætsluttende beholder ved stuetemperatur, holder de sig bedst i 1-2 dage. De kan også opbevares i køleskabet, men vent med at tilføje glasuren, hvis de skal holde sig længere.

Kan jeg lave dem uden marcipan?

Ja, hvis du ikke er fan af marcipan, kan du udelade det i remoncen. Du kan eventuelt erstatte det med lidt ekstra sukker og smør for stadig at få en sød og cremet fyldning.

Hvad gør jeg, hvis min creme bliver klumpet?

Hvis cremen klumper, kan du give den en tur med en stavblender, mens den stadig er varm. Hvis det ikke løser problemet, kan du sigte cremen for at fjerne klumperne og få en mere jævn konsistens.

Kan dejen laves dagen i forvejen?

Ja, det kan den! Du kan lade dejen koldhæve i køleskabet natten over. Det giver bollerne en endnu bedre smag og gør det lettere at planlægge bagningen på dagen.

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

4,75 from 4 votes (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments