Den ultimative nachos
Den ultimative nachos…..for den har bare alt det bedste fra både burger og nachos. Sprøde tortillachips, oksekød, smeltende varm cheddar og den skønne Big Mac dressing.
Big Mac Nachos
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 pose tortilla chips (jeg brugte det meste af en stor pose)
- Lidt olivenolie til at smøre bradepanden med
- 400 gram hakket oksekød
- 1 stk æg str M
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber til at krydre kødet med
- 1 glas færdiglavet salsa Medium
- Ca. 400 gram friskrevet rød cheddar
- 1 håndfuld syltede jalapenõs
- ½ stk iceberg skåret i tynde strimler
Bic Mac Dressing:
- 50 gram drueagurker – meget fintsnittede
- 125 gram mayonnaise af god kvalitet – jeg bruger Hellmann's
- 1 tsk hvidvinseddike
- 1 spsk ketchup
- 1 tsk sennep – jeg bruger den fra Gråsten Salater
- ½ tsk hvidløgspulver
- ½ tsk løgpulver
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med
Guacamole:
- 2 stk godt modne avocado
- 1 stk citron – saften heraf
- 2 fed hvidløg – knust
- lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Evt lidt chiliflager eller chipotle chili krydderi hvis din guacamole gerne må være lidt ekstra hot
- Tip: Ønsker du din guacamole lidt ekstra cremet kan du med fordel blande den med en stor spsk creme fraiche eller græsk yoghurt
Instruktioner
- Varm ovnen op til 200 grader
- Bland alle ingredienserne til Big Mac dressingen sammen – smag den til med flagesalt og friskkværnet peber. Stil den på køl indtil den skal bruges.Tip: Dressingen kan opbevares i en tætsluttende beholder på køl, hvor den holder sig fint et par dage.
- Mos avocadoen og smag til med flagesalt, friskkværnet peber, citronsaft og knust hvidløg.Skal den være hot, tilsætter du lidt chiliflager eller chipotle chili krydderiSkal den være ekstra cremet, kan du røre lidt creme fraiche eller græsk yoghurt ind i avocadomosen.
- Smør en stor bradepande med lidt olivenolie
- Rør det hakkede oksekød med æg, flagesalt og friskkværnet peber og form dem til små kødboller.
- Læg et lag tortillachips og drys med friskrevet rød cheddar og dryp lidt salsa henover. Læg herefter endnu et lag tortillachips der igen drysses med ost og salsa.
- Fordel kødbollerne henover og sæt ind i den varme ovn til kødbollerne er gennembagte og osten smeltet.
- Tag bradepanden ud af ovnen og drys med fintsnittet icebergsalat, guacamole og Big Mac dressing.
- Nyd den rygende varm – og stil gerne små skåle med ekstra dressing, guacamole og salsa ind ved siden af.Rigtig god fornøjelse!
Lidt om opskriften
Opskriften blev opfundet i et forsøg på at skabe en fantastisk “dagen-derpå-menu” så ingen behøvede at bevæge sig ud af huset. Det er nemlig praktisk, når man som jeg, bor ude på landet. Her er der ingen MacDonald’s på det nærmeste gadehjørne…..
Men altså sådan en portion Big Mac Nachos smager simpelthen alt for lækkert til kun at blive brugt til de efterhånden ret sjældne lejligheder med “dagen-derpå-mad”.
Jeg har tidligere delt nachos-opskrifter herinde, som f.eks. Mexicansk nachospande, pulled chicken nachos og min ultimative nachos med spejlæg.
Du vil også finde opskrift på guacamole, der er et lækkert tilbehør til dine nachos. Salsa køber jeg altid færdiglavet og jeg bruger medium styrke.