Ovnbagt laks med sprød topping…..
Vi skal spise fisk, masser af fisk og gerne forskellige slags fisk, men jeg må indrømme, at lige når det kommer til fisk, så er det som om min fantasi udi at finde på noget nyt og anderledes fuldkommen forsvinder og jeg vælger igen og igen laksen.
Jeg ved godt, at der findes mange fine og inspirerende fiskebutikker, men så heldig er jeg desværre ikke. Måske handler min manglende fantasti i virkeligheden om, at jeg “spiser med øjnene”. Kan jeg ikke se det færdige resultat for mig, så er det op ad bakke med motivationen og ja, jeg blir simpelthen hverken imponeret eller inspireret, når jeg står hos vores lokale fiskebil – undskyld fiskemand. Men det gør jeg altså bare ikke.
Helt anderledes er det, når vi er på ferie i f.eks. Frankrig, hvor jeg slet ikke kan få nok af at betragte kølediskene med alle de vildt spændende lækkerier og får bare lyst til at købe en masse med hjem til at eksperimentere med. Ja suk, der er lang vej fra skønne sommerferieminder til hverdagens noget kedelige og uinspirerende fiskeudvalg.
Så derfor, endnu en lakseret, som i måske får lyst til at prøve. Jeg vil i hverfald lave den igen og helt sikkert, når det bliver sommer, for så skal den en tur på grillen.
Toppingen kan du variere efter hvilke krydderurter du og din familie synes om eller skift dem ud blot for variationens skyld.
Det har jeg brugt til 2 personer (der blev et lille stykke til overs til en lille frokosthapser)
- Et stykke lakseside uden ben – ca 400 gram
- 50 gram smør
- 50 gram cashewnødder eller pinjekerner
- Friske krydderurter: Bredbladet persille eller dild
- 1 økologisk citron – kun skallen
- Salt, friskkværnet peber
Sådan gør jeg:
- Læg laksen med skindsiden nedad
- Hak krydderurterne og nødderne fint
- Riv citronen, kun det yderste gule lag
- Bland smør med de hakkede krydderurter, de hakkede nødderne og citronskallen
- Fordel blandingen over laksen og krydr med salt og friskkværnet peber
- Stil den i ovnen ved 200 grader i ca 20 minutter – hold øje med at toppingen ikke bliver for mørk. Dæk den evt til den sidste del af tilberedningen eller juster lidt ned på varmen.
- Server med en stor blandet salat og små nye kartofler og smørsauce eller som jeg har gjort i dagens opskrift, ristet pak choi. Du finder opskriften på pak choi her.
Velbekomme