Bagt fisk i ostesauce

Fisk og broccoli i en cremet sauce af dild, fløde og ost…..

Desværre er jeg ikke lige så heldig med en velassorteret fiskebutik, som jeg er med slagteren, så jeg må straks gå til bekendelse og indrømme, at jeg som oftest kører til lørdagsmarkedet i Flensburg, hvor jeg så køber fisk med hjem….

 

Vi har ganske vist en gang om ugen en fiskebil, der kommer forbi og i en snæver vending kan den sagtens bruges, for fisken er der såmænd ikke noget i vejen med, men undskyld fiskemand, særligt inspirerende er den altså ikke…..

Sådan kan man så blive snydt:

Forleden købte jeg så fisk hos den lokale fiskebil og glad var jeg, da jeg kunne præsentere en virkelig lækker fiskeret for manden – og det smagte også helt fantastisk.

Vi kom så til at snakke om, hvilken fisk der var brugt og jeg måtte indrømme, at navnet wells-fillet ikke lige havde lydt mig bekendt, men den måtte da være fanget i eller omkring Danmark, eller…?

Jeg troede naivt, at de fisk, der langes over disken i fiskebilen var fanget i og omkring danske farvande – det fandt jeg så ud af, at sådan forholder det sig nødvendigvis ikke. Den ellers meget velsmagende wells-fisk kom fra Afrikas kyster og altså ikke i nærheden af en dansk kutter.

Det står jer naturligvis frit for, om i vil anvende opskriften med wells-fisk, men fremover vil jeg bede om fisk, der er fanget i området nær danske kyster, f.eks. rødfisk der også er en virkelig lækker fisk og som ofte fiskes i Skagerrak.

Det brugte jeg:

  • 2 wells-filetter (de vejede 330 gram) alternativt rødfisk
  • 600 gram broccoli
  • 2 dl fløde
  • 1 dl vand
  • 1/2 tsk Herbamare (bouillon)
  • 1 håndfuld frisk dild (fintskåret)
  • 1/2 pakke Philadelphia med krydderurter
  • 1 pakke mozarellaost
  • Salt, friskkværnet peber, chipotle chili krydderi

Sådan gør jeg:

  1. Gi evt broccolibuketterne et kort opkog, dræn dem for vand inden de anvendes
  2. I et ildfast fad lægges først en bund af broccolibuketter
  3. Læg fisken ovenpå
  4. I en lille gryde blander jeg fløde, Philadelphia, vand, Herbamare og frisk dild, som jeg koger op til en lille sauce
  5. Den hælder jeg henover fisk og broccoli
  6. Topper med skiver af mozarella og lidt salt, friskkværnet peber og chipotle
  7. Sættes ind i en 180 grader varm ovn i ca 25 minutter (tiden afhænger af fisken, så skifter du fisken ud, så hold øje så den kun lige får nok, men ikke får for meget og bliver tør og kedelig)
  8. Drys den færdige ret med fintskåret frisk dild
  9. Spiser du kartofler, så kan du servere retten med små kogte kartofler
  10. Jeg serverer med en blandet salat og lidt ekstra kogte broccolibuketter til.

Velbekomme🧡

 

 

 

 

 

 

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments