Maj måned kalder på salater og lette retter…..
Lakserilette er en klar favorit herhjemme og jeg serverer den året rundt både som topping på broccolivafler, rösti og som i dagens version, på en skøn salat fyldt med grønne bønner, grønne asparges og avocado.
Lakserilette er lækkert både til hverdag og fest – jeg laver den ofte som forret til mine gæster, der så får en hapser, hvor bunden enten er en kartoffelrösti eller en hjertevaffel lavet på bl.a. gulerødder.
Du kan finde mere inspiration lige her:
Men tilbage til dagens salat, der er een af mine absolutte favoritter fordi den indeholder både grønne bønner, grønne asparges og avocado – og masser af frisk dild!
Salaten serveres som hovedmåltid til min mand og jeg og vi spiser ikke yderligere tilbehør til retten.
TIP: Du kan sagtens anvende anden varmrøget fisk end lige laks og skal det gå rigtig hurtigt, kan du undlade at lave riletten, men blot fordele den varmrøgede fisk henover salaten.
Det bruger jeg:
- Blandet salat f.eks. vårsalat, rød radicchio, spinat
- Grønne bønner og sukkerærter (friske eller fra frost – giv dem evt. lige et kort opkog)
- Grønne asparges, bunden skåret fra og resten i fine skrå skiver
- Små forskelligfarvede tomater – halverede
- Radiser i tynde skiver
- Masser af frisk dild
- 125 gram varmrøget laks
- 3 spsk græsk yoghurt 10% eller en fed creme fraiche
- Lidt citron- eller limesaft
- Salt og friskkværnet peber
- Drys: Hvid sesam
Sådan gør jeg:
- Fjern skinden fra laksen og findel kødet
- Rør fisken med græsk yoghurt, finthakket dild, salt, friskkværnet peber og lidt citronsaft
- Anret salaten og server lakseriletten ved siden af eller fordel den på salaten.
- Drys med masser af frisk dild og sesamfrø
Velbekomme🧡