Sundt, nemt og mega lækkert!
I dag får du mere en ide, end en egentlig opskrift . Ikke desto mindre kommer den med på bloggen, fordi det i den grad er lækkert!
Rugbrødstoast med røget laks, avocado og spejlæg
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Det skal du bruge til 1 mad:
- 1 skive god rugbrød eller palæobrød
- ½ stk avocado
- 1-2 skiver god røget laks – f.eks. Fanølaks eller fra Færøerne
- 1 stk æg str M/L
- 2 kviste frisk dild
- 2 spsk friske spirer
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
Instruktioner
- Så nemt er det:
- Rist evt brødet – det behøves ikke, men smager bare ekstra godt
- Lav et spejlæg
- Mos avocadoen med en gaffel og dryp evt et par dråber citron eller lime, så den ikke blir brun. Smag til med flagesalt og friskkværnet peber.Kan du li den spicy kan også tilsætte lidt chipotle chili – det er virkelig godt!
- Fordel avocadomosen på brødet, top med røget laks og læg forsigtigt spejlægget øverst.Drys med flagesalt og friskkværnet peberServer med masser af frisk dild og friske spirer. De spirer der ses på fotoet er rosenradiser, der smager skønt af bitte små nye radiser.
- Rigtig god fornøjelse!
Keep it simple…
Altså, det behøver ikke være svært for at være lækkert, vel…? Sådan har jeg det i hvertfald, og i dag får du så en ide til at lave en fantastisk lækker frokost – eller aftensmad for den sags skyld.
Spiser du ikke rugbrød kan du blot udskifte det med palæobrød eller det brød du holder af. Klikker du på linket, finder du en opskrift på mit favoritbrød bagt uden hverken mel eller sukker.
Friske krydderurter og friske spirer….
Jeg siger det ofte – og gør det igen: Spis en masse friske krydderurter og friske spirer!
Det tilføjer maden SÅ meget ekstra både inden for sundheden, men også i det visuelle indtryk (vi spiser med øjnene) og ikke mindst i smagen.
Dyrk krydderurter i dine bede imellem blomster og stauder, i potter på terrassen eller på balkonen. Har du ikke en have, balkon eller lignende, så dyrk dem i vindueskarmen.
I vinterperioden kan du blive nødt til at købe dig til friske krydderurter, hvor langt de fleste holder sig friske i vindueskarmen, hvis du passer dem med vand og godt med lys.
Alternativt så besøg en af de skønne etniske købmænd, der ofte har et lækkert udbud af spændende krydderier, grøntsager og ikke mindst langt billigere (og friskere) krydderurter end dem du finder i supermarkedernes grøntafdelinger.
Friske spirer – et uundværligt drys
De friske spirer er blevet meget populære – og det med god grund! Jeg er selv storforbruger af dem og kan efterhånde slet ikke forestille mig en mad, en salat eller sildemad uden et drys friske spirer. Derfor vil du også i mange af mine opskrifter se, at jeg bruger dem som en uundværlig topping.
Friske spirer er super lette at lave hjemme i dit eget køkken og de kræver ikke ret meget for at give dig et stort udbytte. Langt de fleste kan dyrkes på vat, så du behøver ikke ud at investere i en masse udstyr for at komme igang. Det er ikke mere besværligt end at dyrke karse – og der kan alle være med.
Rigtig god fornøjelse!