kokkens hemmelige ingrediens
Med en hjemmelavet gastrik, har du kokkens hemmelige ingrediens til at lave den perfekte sauce uanset om det er en rødvinssauce, svampesauce eller saucen i en gryderet. Du opnår den perfekte balance mellem syre og sødme. Og så er den nem at lave!
Gastrik
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 2.5 dl æblecidereddike
- 125 gram hvidt sukker
Instruktioner
- Hæld sukkeret i en tykbundet gryde og sæt den over middel varme.
- Lad sukkeret smelte UDEN at røre i det
- Når sukkeret blir til en mørkebrun karamel (må ikke brænde på) tilsætter du æblecidereddiken. PAS PÅ! Når du hælder væske ned i karamellen bruser den voldsomt op, men det går hurtigt væk igen, så skru lidt ned men lad gryden stå og stadig IKKE røre, men roter gryden forsigtigt rundt, så al sukker bliver opløst.
- Lad nu gastrikken koge godt igennem ca-8-10 minutter til den bliver en tynd sirup
- Det kan være fristende at lade den koge mere ind for at gøre siruppen tykkere, men pas på med det. Siruppen stivner yderligere under nedkøling og kan derfor blive svær at arbejde med.Lad den køle lidt af i gryden og hæld den på en flaske du forinden har skoldet i kogende vand.Sæt låg på og nu har du en lækker gastrik, der kan holde sig flere månder på køl.
- Brug den i dine rødvinssaucer, svampesaucer, gryderetter m.m. til at give dejlig smag.
- Rigtig god fornøjelse!
Lidt om opskriften
Gastrik er egentlig en karamelliseret eddike, der bruges som smagsgiver i saucer og sammenkogte retter, men som du også kan bruge i dine dressinger.
Du kan nemt variere smagen, så den tilpasses lige den ret eller årstid, som saucen/gryderetten skal passe til. Du kan til jul, f.eks. krydre den med julekrydderier som allehånde og nelliker, så den gir et ekstra julet pift til andesaucen.
Gastrik er som nævn meget let at lave, men du skal alligevel være forsigtig! Når sukkeret blir til en mørkebrun karamel skal der tilsættes æblecidereddike. Her skal du virkelig passe på og IKKE noget med at holde hovedet ind over gryden, når du hælder væsken på den varme karamel. Det bruser voldsomt op, men det går hurtigt væk igen.
Vil du ha mere mad i dit feed…?
Er du også vild med lækker mad fyldt med smag, og som ikke kræver flere timer i køkkenet? Jamen, så er du havnet det helt rigtige sted!
Min passion er nemlig lige netop at lave dejlig mad til alle. Mad, der er fyldt med farverige grøntsager, skønne krydderier og som ikke kræver en hel dag i køkkenet.
Du kan følge mig på både Instagram, Pinterest og på Facebook, hvor jeg også deler min madpassion. På den måde, kan du altid holde dig opdateret med alt det nye herinde på bloggen.
Hvis du vælger at lave nogle af mine opskrifter, er du velkommen til at tagge mig på Instagram under #majspassion eller @majspassion. Har du lyst til det, så deler jeg gerne dit madfoto på min Storyline.