Frittata…..
En skøn, italiensk æggekage, der både kan spises varm, men som også smager dejligt kold. Den er derfor rigtig god til både en lun frokostret, men også i madpakken.
Ideen med grøntsagsspiralerne har jeg fra Spis Bedre, der har brugt ideen i en tærte. Men jeg har valgt at bruge dem i en fritatta i stedet for – og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver den.
Jeg er nemlig altid på jagt efter måder, hvorpå jeg kan få mere grønt ind i hverdagen, og her er fritatta’s og tærter en glimrende måde og de fungerer fint både sommer og vinter.
Mange har den opfattelse, at tærter er en kalorietung omgang pga bunden, der laves på bl.a. mel og smør. Sådan behøver det ikke være og da jeg helst undgår mel, er jeg særligt glad for denne fritatta, der til forveksling ligner en tærte.
Spis den som den er og nyd alle de smukke farver og milde smag.
Jeg har brugt følgende:
- 2 squash
- 4 lange gulerødder
- 2 lange rødbeder
- 1 bæger ricotta – 250 gram
- 6 æg str. M/L
- Fintsnittet purløg
- Salt, friskkværnet peber
- Olivenolie til pensling
Sådan gør jeg:
- Start med at skrælle gulerødder og rødbeder
- Skær lange bånd af squash, gulerødder og rødbeder papirstynde på mandolinjern eller med en kartoffelskræller
- Pisk ricotta, æg og purløg og hæld i en smurt tærtefad
- Rul stramme bånd af grøntsagsbåndene og læg dem ned i tærteformen, hvor du starter med at fylde kanten og arbejder dig indefter
- Hvis rullerne løsner sig lidt undervejs, kan du til sidst fylde dem lidt op med ekstra ruller du sætter ned i
- Pensl toppene af grøntsagsrullerne med lidt olie, drys med salt og peber
- Sæt i en varm ovn på 185 grader i 25-30 minutter til fritattaen er gylden og grøntsagsrullerne møre.
Server gerne med en stor blandet salat.
TIP: Har du ikke ricotta, kan du erstatte den med:
- 8 æg str. M/L
- 200 g mozzarella
- 1 håndfuld revet parmesan
Velbekomme