I et rent glas eller anden beholder røres vand, hvedemel og fuldkornsmel sammen til en ensartet konsistens.
50 g lunkent vand, 25 g hvedemel, 25 g fuldkornsmel
Stil beholderen på køkkenbordet med løst låg, så der kan komme en smule luft ned i glasset. Temperaturen i rummet skal gerne ligge på 22-25 grader, så udvikler surdejen sig bedst.
Opfriskning/fodring af surdejsstarter:
Efter 24-48 timer, skal din surdejsstarter gerne dufte let syrligt og have en masse bobler. Har den ikke det, lader du den stå endnu et døgn med låget løst på.
Når din surdejsstarter begynder at boble, er det tid til at fodre den. Dette skal du gøre hver dag indtil din surdej er klar til brug. Dette tager omkring 5-7 dage.
Er der kommet skorpe på overfladen af surdejsstarteren, skrabes denne af og kasseres.
Vej 50 g surdejsstarter af og rør den godt sammen med 25 g hvedemel, 25 g fuldkornsmel og 50 g stuetempereret vand. Hæld det igen ned i et rengjort glas og stil det tilbage på køkkenbordet med løst låg. Den overskydende surdejsstarter kasseres.
50 g surdej, 50 g lunkent vand, 25 g hvedemel, 25 g fuldkornsmel
Denne opfriskning/fodring gentages hver dag i 3-4 dage.
Nu skal din surdejsstarter laves til en aktiv surdej, der kan hæve et brød. Det gør du ved at fodre den to gange på et døgn – morgen og aften.
Sådan tjekker du om din surdejsstarter er aktiv:
Når du har fodret din surdejsstarter sætter du en elastik på glasset, der hvor surdejsstarteren når op til. Hvis den i løbet af 3-5 timer hæver til dobbelt størrelse, er din surdej aktiv.
Vil du være ekstra sikker, kan du lave surdejstesten: I et glas med lunkent vand lægger du 1 tsk surdej ned i vandet. Flyder surdejen ovenpå, er den aktiv og klar til at hæve et brød. Synker den til bunds, har den brug for mere tid.
Fremtidig fodring af surdej:
Alt efter hvor ofte du skal bage med din surdej, vil jeg anbefale at opbevare den i køleskabet, hvor du kan nøjes med at genopfriske den 1 gang om ugen. På den måde holder du liv i din surdej og den kan i princippet holde i generationer. Der skal låg på med det skal ikke lukkes tæt.
Når du vil bage med den, skal den først fordres og sæt gerne en elastik på, så du kan se, om den hæver til dobbelt størrelse i løbet af 3-5 timer, så du er sikker på, at den er klar.