Grødbollerne smager bedst samme dag, men holder sig fint i en lufttæt pose ved stuetemperatur til næste dag.
Bollerne kan sagtens fryses ned. Lad dem køle helt af, læg dem i en frysepose og frys ned i op til 3 måneder. Optø ved stuetemperatur eller giv dem 5 minutter i en varm ovn ved 180℃.
Vil du forberede bollerne dagen i forvejen, kan du koldhæve dejen natten over i køleskabet. Tag den ud, mens ovnen varmer op.
Drys: Jeg blander gerne sorte sesamfrø og havregryn og drysser det over de penslede boller – men de er mindst lige så gode uden.
Tilberedning
Til denne opskrift behøver du ingen røremaskine. Dejen skal blot røres sammen.
Sådan laver du havregrød
Vand og havregryn bringes i kog imens der røres.
2 dl vand, 1 dl havregryn
Lad grøden simre ved svag varme i 2 minutter under omrøring, til den tykner og slipper grydens bund. Smag til med lidt salt.
1 nip salt
Grøden skal være afkølet til stuetemperatur – dvs. at den ikke må føles varm, når du stikker en finger i den – inden du bruger den i bollerne. Hæld den evt. ud på en tallerken for at fremskynde afkølingen.
Grødboller:
Opløs gær og sukker i lunkent vand.
3 dl lunkent vand, 25 g gær, 1 spsk sukker
Rør herefter yoghurt og den kolde havregrød i væsken.
1 dl yoghurt, 150 g havregrød
Arbejd hvedemelet i lidt ad gangen – tilsæt også saltet. Hvedemel suger forskelligt, så du behøver måske ikke det hele. Stop, når dejen er fugtig og klistret, men samler sig til én klump. Den må gerne hænge lidt i fingrene.
500 g hvedemel, 1½ tsk fint salt
Dæk skålen til med et viskestykke eller husholdningsfilm og lad den hæve et lunt sted (jeg hæver i ovnen ved 35℃ over- undervarme) i 2 timer – eller læg den i køleskabet og lad den koldhæve natten over for endnu mere smag.
Hvis du koldhæver, så tag skålen ud fra køleskabet og lad den stå på køkkenbordet imens ovnen varmer op.
Varm ovnen op til 250℃ (over- og undervarme) sammen med bagestål eller bageplade.
Tag den varme bageplade ud af ovnen (den varme flade giver bollerne en god sprød bund), læg et stykke bagepapir på den, og sæt 10–12 dejklumper på med en ske dyppet i vand, så dejen ikke klistrer fast.
Pisk ægget let sammen og pensl bollerne inden de sættes i ovnen. Vil du have drys på, drysser du sesamfrø og/eller havregryn over de penslede boller nu. Bag bollerne i 20 minutter – de er færdige, når de er flot gyldne, sprøde og lyder hule, når du banker dem under bunden.
1 æg til pensling, 1 spsk sorte eller hvide sesamfrø som drys, 1 spsk havregryn som drys
Lad de færdigbagte boller køle af på en bagerist inden de nydes. Rester opbevares i en lufttæt pose eller fryses ned.